Festival of Endless Gratitude – en fejring af det anderledes, som vi kender det
Reportage og fotos af Jon Albjerg Ravnholt.
Den alternative københavnske musikscene ligner sig selv, den har bare fået smilerynker og givet slip på sig selv for at danse løs. Første weekend i november samlede Festival of Endless Gratitude for 15. gang den udvidede venneflok til et eklektisk mix af lydkunst, støjrock, oldgammel folkemusik og acid house fra hele verden.
Min generation kommer til at følge quirky indie i graven. Og vi kommer til at danse hele vejen dertil.
For en musikfestival, der er så kunstnerisk grænseudforskende og nysgerrig på lyd i alle dens former, som Festival of Endless Gratitude (FoEG) er, er det påfaldende, hvor homogent publikum er: 40 år +/- en håndfuld med enkelte outliers, kridhvidt, højtuddannet, bemærkelsesværdigt smukt efter gængse normer. Men at det er lige præcis dét publikum, er sådan set også påfaldende: Har man beskæftiget sig med publikumstendenser i kulturbranchen, vil man vide, at det segment er nogle af de sværeste at få ud af døren, fordi der er småbørn, arbejde og stress, der alt sammen skal passes, før vi kan komme afsted til noget som helst andet end paddle tennis og genforeningskoncerter med 90’er-bands.
At FoEG lykkes med det på nu 15. år, siden formatet i 2009 blev importeret fra en Sunburned Hand of the Man-kurateret festival i Vermont, siger sit om, hvor meget i sync med vores afgrænsede segments smag arrangørerne er. Men det siger lige så meget om, at de er lykkedes med at rammesætte en begivenhed, hvor folk ved, at de kommer til at høre noget særligt, og de kommer til at møde alle de gamle venner.
Selvom jeg først ankommer lørdag eftermiddag, to dage inde i festivalen, er samtalerne fortsat variationer over “Hvor mange år er det siden, vi sidst sås?” “Hvor bor du nu?” og “Hvor mange børn har du nu?” Eller opsummeret det, den mest bramfri gamle veninde udbryder, da hun genkender mig: “Jon A! Fuck, du er blevet gammel, mand!”
Nej, der er ikke mange spor af ungdom tilbage her. Hvad skulle ungdommen også til en festival, hvis største enkelte draws er to støjrockbands, der er genopstået ud af vasketøjdyngerne: Fredag aften har Spost spillet med kultdigteren Jonas Okholm Jensen i front, lørdag står han i indercirklen blandt publikum rundt om de to siddende guitarister Nis Bysted og Niels Kristian Eriksen, som trommeslager Felia Gram-Hansen med koloenorme armbevægelser og et endnu større grin leder gennem et set, der er heavy metal-tungt og langt mere betonrocket, end jeg husker deres udgivelser fra 00’erne og et lille stykke ind i 10’erne.
Det er essensen af FoEG: En fordomsfri omfavnelse af en verden af lyd.
Skønhed punkteret af gimmicks
Der bliver danset til Thulebasen, der vendte tilbage efter ti års fravær til Badesøen Festival denne sommer. Der bliver i hvert fald svajet og bøjet i knæene, og det siger også noget om, hvad det er for et frirum, FoEG repræsenterer: Her rammer beatet, når det endelig rammer, som en forløsning, ikke bare for arbejdsugen, men for voksenlivet med alt det crap, det indebærer.
Der er så også blevet sparet op til den forløsning gennem en lang eftermiddag og aften, skal det retfærdigvis påpeges. Lørdagen begynder med en fremvisning af dokumentarfilmen ‘A Film About Listening’ om den new zealandske lydkunstner Annea Lockwoods arbejde gennem et halvt århundrede med at lytte dybt til alt omkring sig og forsøge at vise en hovedrystende omverden skønheden i det. Det er et decideret rørende portræt, selvom instruktøren Sam Green punkterer sensibiliteten med gimmicks – og den praksis er også meget sigende for de efterfølgende programpunkter på FoEG.
Hvis udfaldet af eksperimentet er kendt på forhånd, er det så stadig at eksperimentere?
På et podie oppe på svalegangen i Kildevæld Kulturcenter, som FoEG har indtaget i år, står belgieren Lukas de Clerck med en imponerende mullet og blæser hæst skingre droner i en dobbelt rørfløjte som en satyr, der har forvildet sig ud af skoven og ind på det ydre Østerbro. Senere messer engelske Rick Myers instrukser til noget, det ikke er helt klart hvad er, i et par kontaktmikrofoner, mens han spiller på et præpareret klaver og laver tegninger, der bliver projiceret live op på en storskærm. Det er omtrent så lidt gribende, som det lyder, og de små lommer af skønhed, der opstår, saboterer Myers bevidst med en fremmedgørende performance.
Det er også en pointe: Det er ikke meningen, at det her bare skal være rart eller nemt at have med at gøre.
Serbisk båndsalat
Der er vegansk fællesspisning inde i salen, hvor jeg sidder sammen med en af arrangørerne, Martin Kern, og det rumænsk-spanske kunstnerhold Matei Pretescu og Maria Meiga. De har skabt videoinstallationen ‘Ethereal Realities’, der bobler og bølger henover Kildevælds vægge i den store sal og foyeren, der er klædt i lametta og lilla lys. Ellers fylder det visuelle og det andet udenom musikken ret lidt på FoEG: Sally Nor har en slags kæmpe-uro med metaldiske, der reflekterer lyset, hængt op på 1. sal i et rum for sig selv, nede i foyeren sidder Daiva Freedman ved et cafébord klar til at skrive digte på bestilling. Man kan godt savne en højere grad af interaktion mellem kunsten og musikken, når nu festivalen i så høj grad handler om at bevæge sig på tværs af genreskel og bare tage det hele ind.
Mens Rick Myers spiller oppe på anden sal, bliver den store sal gjort klar til et af de navne, der har været buzz om i løbet af eftermiddagen: Sosena Gebre Eyesus. Nok mest fordi hun spiller på en begena, en etiopisk baslyre, der åbenbart er et af de ældste kendte instrumenter i verden. Det er også fascinerende, og det lyder, som om musikken kommer fra en anden verden og en anden tid, når hun messer henover de stumpe toner, som får hele salen til at sidde helt stille. Der er nok også bare lidt det over det, at begenaen med sine ti strenge har et meget begrænset udtryk – ti toner, for at være præcis – og Eyesus lefler ikke for publikum her først på lørdag aften ved på nogen måde at afveksle det.
Det er på én gang en opsummering af alternativ club musik fra 80’erne og frem til 00’erne og en komplet dekonstruktion af det.
Den store udrensning og aftenens første forløsning står Lenhart Tapes for inden Thulebasen. Med beslutsom mine smækker serberen det ene kassettebånd med glemt skrald på efter det andet i båndoptageren og lader skingre saxofonsoloer, gjaldende minaret-sang og stumper og brudstykker af en død popkultur blæse ud over industrial rytmer, der kammer mere og mere over i acid house, som settet skrider frem, og kasketten bliver drejet om i nakken for at vise, at nu er det business. Det er på én gang en opsummering af alternativ club musik fra 80’erne og frem til 00’erne og en komplet dekonstruktion af det: Hvor det lægger ud med at lyde som de britiske industrial-pionerer Cabaret Voltaire, der gik fra offensive lydcollager til dansabel electro, ender det et sted i slut-90’ernes anti-ravescene, hvor elektroniske musikere saboterede den gode stemning på dansegulvet med støj og opklippede rytmer.
Et eksperiment med kendt udfald
Publikum danser alligevel, for vi er så småt nået derhen, hvor det er festivalens logiske konklusion. Og det er svært at forestille sig nogen mere oplagt til det end den hvinende eklektiske DJ Marcelle. På tre pladespillere blander den midaldrende hollandske dame afrikansk trommemusik med ilter freejazz og bastung techno, klassisk hiphop og kantet electro med acid house og hvad der ellers falder hende ind.
Det er essensen af FoEG: En fordomsfri omfavnelse af en verden af lyd. Et virvar af musikalske udtryk smeltet sammen til en forlænget weekends fejring af det hele. Men altså også det hele sat i en genkendelig og tryg ramme, hvor alle ved, hvad de går ind til, og hvordan de skal forholde sig til det. Anderledesheden, som vi kender den.
På vej ud i natten bagefter kommer jeg i tanker om en koncert, jeg så for 20 år (+/- en håndfuld) siden med Thulebasens Nis Bysted. Spørgsmålet, jeg stillede mig selv dengang, var, om det fortsat gav mening at betragte avantgarde-musikken som avantgarde, hvis den ikke længere var en fortrop for noget? Hvis den koncert, han spillede dengang – og sat på spidsen også den, han i aften har spillet med Thulebasen – reelt bare reproducerer en nedbrydning af nogle genreskel og musikalske konventioner, som for længst er støv og potteskår nu? Hvis udfaldet af eksperimentet er kendt på forhånd, er det så stadig at eksperimentere?
Det giver bare ikke mening at forstå musik som noget, der skal give en form for facit. Det er nyttesløst at kræve af musik og kunst i det hele taget, at den altid skal være nyskabende. FoEG angiver en alternativ måde, musikken kunne have udviklet sig på, hvis den var fortsat i den retning, den i snævre kredse og lukkede miljøer tog i 50’erne, 60’erne, ind i 00’erne. Så kan det godt være, det ikke trækker et ungt publikum til lige nu. De er et andet sted henne. Men på samme måde som Sunburned Hand of the Man genopdagede 70’ernes frie syrerock efter 90’erne og gav den nyt liv, holder FoEG døren åben, hvis nogen på et tidspunkt får lyst til at afspore begravelsesoptoget og give det nyt liv.
Festival of Endless Gratitude fandt sted i Kildevæld Kulturcenter torsdag-lørdag 2-4. november 2023.
