“Monstrous Multiplayer Instrument” – Instrumentbyggeren som blikkenslager
Ragnhild May/Ensemble Apparat: Monstrous Multiplayer Instrument. Karens Minde Kulturhus d. 8. juni.
Koncertanmeldelse af Anna Ullman, fotos af Alexander Banck-Petersen for Klang Festival
Et lavtryk fortættede luften på den juniaften, hvor lyd- og billedkunstner og performanceskaber Ragnhild Mays performance Monstrous Multiplayer Instrument blev opført i en yndig oktagonal lystpavillon bag Karensminde Kulturhus i det københavnske sydhavnskvarter som en del af eksperimental musik-festivalen Klang. En dejligt destabiliserende stemning i vejret, som om himlen pressede sig lidt nedad og foranledigede noget til at skifte og slå om.
I pavillonen, som til daglig rummer koncertstedet Klein, optrådte et for mig nyt bekendtskab, den Berlin-baserede eksperimental-blæserkvartet Ensemble Apparat. Værktitlen havde placeret en forventning i mig om en koncertsalsversion af Kluddermor – den børneleg, hvor deltagerne lader deres vikle sig ind i hinanden til et sammenfiltret garnnøgle af arme og ben, hvorefter en person udpeges til at vikle fælleskroppen fra hinanden igen, til stor morskab for alle.
Så fjollet var det ikke. Men værket lagde sig i klar forlængelse af Ragnhild Mays gennemgående interesse for instrumenter som en slags billedmaskiner og instrumentbyggeriet som en både kompositorisk og skulpturel skabelsesproces.
Inde i pavillonen var der en umærkelig overgang mellem forberedelse og fremførelse. Som om forberedelserne aldrig helt standsede, og den egentlig fremførelse aldrig helt var klar. Instrumentbygning, komposition, indøvning og fremførelse skete på en og samme tid i et sammenvævet hele. Der blev puslet med nogle metalliske dele, genstande blev flyttet fra et sted til et andet. En mængde rør og metalanordninger i varierende størrelser og længder var lagt frem i en række på gulvet, mens performerne ordløst gjorde mine til at ville fremlokke en indsigt ud af genstandene som var de en rebus.
“Buldrende bølger af støj skyllede ud af højttalerne. Publikum lyttede dybt med foldede hænder og lukkede øjne. Et barn i enhjørningehættetrøje måtte følges ud gennem en hvidmalet fløjdør.”
Blandt ensemblets medlemmer herskede der en stemning af rolig og åben geskæftighed. En slags dæmpet produktivitet, hvor genstande og kroppe måtte flyttes, afmonteres, omarrangeres, som i overensstemmelse med en dunkel logik. Så skulle et messingrør forsynes med et mundstykke, som forekom mig at ligne en kaffetragt. Når det var gjort, skulle endnu et rør monteres, så yderligere en menneskemund kunne deltage i genereringen af lyde. Så gik performerne i procession, blæsende i et apparat, der mindede mig om et vandrør*. De placerede rørene på gulvet, satte sig på scenekanten og betragtede genstandene sørgmodigt, nærmest opgivende. Buldrende bølger af støj skyllede ud af højttalerne. Publikum lyttede dybt med foldede hænder og lukkede øjne. Et barn i enhjørningehættetrøje måtte følges ud gennem en hvidmalet fløjdør.
Alle handlinger blev udført med rolig alvor og arbejdsom naturlighed. Instrumentbyggeren som blikkenslager. Dele blev monteret og afmonteret i fællesskab. Jeg tænkte: Mangfoldig erotik. Jeg tænkte også: Rumfartøjer afstøder uanvendelige dele.
“Jeg opfattede det som en institutionskritisk og objektorienteret bestræbelse på at sætte musikeren lidt i baggrunden og træde væk fra rollen som centrum for publikums blikke. At skubbe og sparke lidt til de forhøjninger som menneskekroppene stillede sig op på, til fordel for et fladere hierarki mellem musklerne og metallet.”
Der var en sødme og blidhed imellem performerne, som ordløst spandt relationelle tråde imellem sig, efterhånden som konstruktionen af fællesobjektet skred frem. I fællesskab skabte de et behageligt og indbydende stemningsleje, som hverken postulerede ceremoniel andægtighed eller benyttede sig af opmærksomhedskrævende komik.
Oftere befandt performerne sig i yderkanten af rummet end på scenen eller midten af gulvet, i centrum for publikums blikke. Jeg opfattede det som en institutionskritisk og objektorienteret bestræbelse på at sætte musikeren lidt i baggrunden og træde væk fra rollen som centrum for publikums blikke. At skubbe og sparke lidt til de forhøjninger som menneskekroppene stillede sig op på, til fordel for et fladere hierarki mellem musklerne og metallet. Det respiratoriske system som en maskine, diaphragmas pumpebevægelse fra bækkenbunden til brystkassen. Måske var det faktisk instrumenterne, der spillede på musikerne, og ikke omvendt.
Lydligt bemærkede jeg en interessant fortællebue, som bestemt fungerede som komposition i egen ret, også når jeg lukkede øjnene for optrinnet i rummet. Først øresønderrivende støj, så stilhed, så et suk. Pinefuldt hvislende. Knortede og brølende prustelyde. Så kom en enerverende pivelyd, som et forgæves forsøg på at oppuste en stram ballon. Cremet, hvid støj, der vaskede ind over rummet. Midsommerskumringens fuglekakafoni, som jeg oprigtigt blev i tvivl om var en optagelse eller the real thing. Væggene blev oplyst af et sirligt lysindfald afstedkommet af den gradvise opklaring udenfor. Midsommerhimlen, mælkeagtig, som oplyst bagfra.
Jeg forstod også værket som et institutionskritisk forsøg på at genåbne kompositionen som et fælles arbejde, der foregår mellem flere kroppe og genstande, som alle tildeles ligelig agens. Og et forsøg på at kaste et magtkritisk lys over det egentlig mærkværdige faktum, at klassiske instrumenter i den vestlige musikhistorie er stivnet i nogle vedtagne former, der lukker sig for stadig forhandling eller bearbejdning.
Det var både spændende og poetisk at opleve klassiske blæseinstrumenter udsat for teknologinysgerrige og objektorienterede tilgange af det uhyre velfungerende ensemble. Men måske er der også den faldgrube ved den udprægede processuelle tilgang, at den kunstneriske skaben læner sig for ukritisk ind i de ideologiske fortællinger, som fortsat bruges til at legitimere pinefuld og absurd værdiudvinding af vores levede liv på det såkaldte arbejdsmarked. Er det monstrøse fællesinstrument i sidste ende erhvervskonsulentens drøm om et teambuildingprojekt?
Info: Opførelsen af Monstrous Multiplayer Instrument fandt sted d. 8. juni i Karens Minde Kulturhus under Klang Festival.
*Redaktørens note: P/A har modtaget henvendelse fra Ragnhild May, som påpeger, at der ikke indgik nogle vandrør eller kaffetragte, men derimod mundstykker og trombone slides. Reportagen er d.10/7 rettet mhb. at tydeliggøre, hvornår journalisten beskriver egne associationer og ikke den faktiske gengivelse af ensemblets instrumenter.
