“Refuse to Surrender” – doom fortolkning af Portishead i fire akter
V/A – Refuse to Surrender (Vinyltroll Records & Virkelighedsfjern, 2024)– anmeldelse af Simin Stine Ramezanali
Portishead er et britisk band, dannet i 1991 i Bristol, der er kendt for at være pionerer inden for triphop-genren. Med deres debutalbum Dummy fra 1994 etablerede de en karakteristisk lyd, præget af melankolske melodier, langsomme beats og Beth Gibbons’ intense vokal. Bandet, der også inkluderer Geoff Barrow og Adrian Utley, har været kendt for at kombinere elementer fra hiphop, jazz og elektronisk musik med mørke, filmiske stemninger, hvilket har gjort dem til en indflydelsesrig kraft inden for både alternativ musik og elektroniske subgenrer.
I år er det 30 år siden, at Portishead udgav sit debutalbum Dummy, der anses som et af de mest ikoniske værker inden for triphop-genren, og med sange som Glory Box og Sour Times cementerede de en status som nyskabende og toneangivende kunstnere i 90’ernes musiklandskab.
I august i år udgav fire danske doombands gennem Vinyltroll Records og Virkelighedsfjern en tribute EP til det legendariske band Portishead. Fire tracks, der hver fortolker et Portishead track fra forskellige af deres udgivelser, i klassisk doom instrumentation og mere eller mindre klassisk og “loyalt” over for genren.
De fire bands GAIA, Drukner, Bethmora og Lucid Grave repræsenterer i deres andre udgivelser også genren i dens mange forskellige afskygninger og fortolkninger, tempoer og moods. Fælles for alle tracks på Refuse To Surrender er Beth Gibbons tekster, der står i centrum. Gibbons tekster handler tit om det indre mørke, om eksistentielle smerter og sorg, og det er tematikker, der finder deres tvilling i doom genren. Derfor passer Gibbons tekster helt naturligt ind i de fire universer bandsene folder ud i Portisheads kompositioner.
Stemmen er teatralsk og formidlende og lyder som en dans på afgrundens knivspids i en stjerneklar nat.
Lucid Graves fortolkningen af det ikoniske nummer Glory Box er så massivt og lige i smasken. Jeg blev virkelig begejstret over at de havde valgt en ægte banger som åbningsnummer.
Lucid Grave har en tydelig kærlighed til 70’ernes heavy rock og psykedelisk doom. Bandet har skabt en lyd, der trækker på de klassiske elementer af fuzz-drevne guitarer, tunge riffs og hypnotiske rytmer, kombineret med en kraftfuld, rå vokal. Deres musik har en trippy, mørk kant, der sender lytteren tilbage til rockens gyldne æra, men med en ny eerie energi
Lucid Graves fortolkning er stoner, doom-rocket og meget fyldt af psych 70’er referencer og samtidig meget fri i sig selv. Noget af det, der rammer allerhårdest ved Glory Box er sangerinden Malene Pedersens stemme og hendes fortolkning af Gibbons tekst. Pedersens stemme er voluminøst bragende, uhyggelig, smuk og hjemsøgende og har en dejlig udansk måde. En helt sjælden og funklende art stemme, der bliver bakket utrolig flot op af et band, der lyder sammentømret og insisterende i deres levering. Stemmen er teatralsk og formidlende og lyder som en dans på afgrundens knivspids i en stjerneklar nat.
Alle numrene tør at være i det teatralske og hive teksterne ud af triphoppens melankoli og ned i en afgrund, jeg pludselig forstår ligger helt parallelt, nemlig doom der (ligesom opera) både er en genre, et verbum og en tilstand.
GAIAs egne kompositioner leverer en kraftfuld blanding af alternativ rock og stoner metal, kendetegnet ved tunge, drømmende guitar-riffs og dynamiske vokaler. Bandets lyd kombinerer mørke, vovede rytmer med episke melodier, hvilket skaber et lydunivers, der både er aggressivt og atmosfærisk. Deres fortolkning af Wandering Star åbner med et smukt og dystert guitarriff, det følger os ind i en meget stor og tung lyd, med et beat på tammerne og klokke der er dejlig illoyalt over for griddet. Forsangerens vokal er klagende og inderlig, og der er noget i den, der giver mig associationer til både tidlig Black Sabbath og til forsanger Layne Staleys vokal fra Alice in Chains, der på samme måde er insisterende og lidende i sin vrede og skrøbelighed. Vokalen er dubbet og forskudt en lille smule, hvilket på nogle tidspunkter efterlader et lille lidende hæst ekko – en flot detalje i den simple og præcise komposition. Tracket er 13 minutter langt, så der er masser af tid til opbygning og nedpilning. Der går lang tid, før man får omkvædet at høre, men når det kommer, bliver det virkelig episkt.
Der sker noget særligt i mig, når jeg hører Beth Gibbons lyrik, “Wandering stars, for whom it is reserved / The blackness of darkness forever”, som jeg ellers er vant til at få leveret næsten hviskende skrøbeligt. I GAIAs version udvikler vokalens karakter sig gennem de 13 minutter til at blive mere og mere screamet, lidende og desperat, det får mig til at lytte til teksten på en ny måde – som en der kalder på noget meget dyrebart, de er ved at miste. I den lange outro blander sig lange forjættede skrig ind i guitar-hyl og smelter sammen til uigenkendelighed. Nummeret går virkelig hele planken ud, og det er noget, der er karakteristisk for hele EP’en: Alle numrene tør at være i det teatralske og hive teksterne ud af triphoppens melankoli og ned i en afgrund, jeg pludselig forstår ligger helt parallelt, nemlig doom der (ligesom opera) både er en genre, et verbum og en tilstand.
Vi fortsætter ind i Bethmooras fortolkning af All Mine. Bethmoora er et dansk doom-band, der kombinerer tunge, langsomme riffs med elementer af folkemusik og psykedelisk rock. Deres musik er præget af en stemningsfuld atmosfære, hvor langsomme rytmer og tunge guitartoner skaber tyngde og skønhed. Bandets lyd er kendetegnet ved at blande traditionel doom med nordisk folklore, men på deres fortolkning er det mest af alt ‘bare’ benhård doom. Nummeret er simpelt i sin komposition med klassiske forskydninger i rytme og riff, langsom og bombastisk med en growlet vokal, der er enormt imponerende og rørende. Saxofonerne i originalen er erstattet med spader, der laver nogle ordentlige langsomme stik langt ned i jorden, og det samme gør trommerne. Trods nummerets hårdhed og bastanthed er det en dybt emotionel og hjerteskærende fortolkning af et af de mere sexy jazzede Portishead numre.
(…) jeg får et billede af en kæmpestor trist jellyfish med dens lange farlige tråde, der slæber efter den lige over den dybeste havbund. Det er vel det der er tilbage, når doom går fra at være et udsagn til at være den sidste præmis, en flot afslutningen på slutakten, når scenen er tom, og vi alle er væk.
Det sidste track på EP’en er af bandet Drukner, der fortolker Machine Gun. Machine Gun bliver fortolket i et forløb på 16 minutter af Drukner, der har rødder i post-metal og doom, og deres musik udforsker ligeledes det mørke og melankolske. Bandet skaber tunge, atmosfæriske lydlandskaber, hvor langsomme rytmer og dyster intensitet dominerer. Deres tekster og musik reflekterer en følelse af isolation og fortvivlelse, som de forstærker med tunge guitarflader og det repetitive som et virkemiddel til en næsten meditativ lyd. I deres Portishead-fortolkning er Machine Guns karakteristiske beat pakket ind i mufflede guitarer og et dramatisk doom-kor fortolkning af teksten. I Drukners version tjener beatet som et slags anker eller omdrejningspunkt, hvor der så foregår en masse andre ting omkring og ovenpå. Beatet og temaet fra Machine Gun er materiale, der bliver bearbejdet, bliver forskudt, distorted, pillet fra hinanden, danner grid for et doombeat på trommerne, bliver spillet som figur på både trommer og bas, speedet op og ned, og jeg skal komme efter dig. Der bliver præsenteret så mange bud på det tema igennem det 16 minutter lange nummer. At tage et motiv eller et element og behandle det så meget ned i dybden er en spændende måde at gå til at lave et cover på, og så lyder det bare rigtig godt.
Det er også et nummer, der har svært ved at sige farvel: Det er et langt farvel, fem minutters fantastisk smuk guitarstøj, en masse lange tråde, der laver ekko, og jeg får et billede af en kæmpestor trist jellyfish med dens lange farlige tråde, der slæber efter den lige over den dybeste havbund. Det er vel det, der er tilbage, når doom går fra at være et udsagn til at være den sidste præmis, en flot afslutningen på slutakten, når scenen er tom, og vi alle er væk.
Refuse to Surrender er en smart og interessant indføring i dansk doom. De fire bands har tilfælles, at de i deres lyd og lyriske universer behandler og dealer med mørket. Skyggerne, afsavn, død, længslen og det forpinte menneske. Det udelukker ikke kærligheden og livet, tværtimod ligger de ting tæt op af hinanden, hvilket gør det hele ekstra rørende. Derudover er de dybt forskellige, berører en fælles nerve (afgrund), tilstand (bevægelse), stemning (profeti) fra fire forskellige vinkler og med meget forskellige udtryk, indflydelser af subgenrer og referencer. Derfor lyder EP’en også som fire bands, der står i hver deres hjørne og peger ind mod midten på den store afgrund, dyb som tusind nætter.
Doom lyder som hjerteslagene fra en såret verden, men i tyngden findes også en særlig slags modstand, en langsom, ubønhørlig styrke.
Jeg lytter til Refuse to Surrender i en tid, hvor doom-genren føles som en spejling af verdens tilstand i dag – en langsom, insisterende påmindelse om, at vi lever i en tid, hvor mørket ofte virker altoverskyggende. Det er lyden af en verden på kanten, hvor krige, ekstraktivisme, klimaforandringer og ulighed får jorden til at vakle under os. Et ekko af dommedagsstemning lægger sig over os som en tung dyne, der afspejler den kollektive smerte og desperation. I dag, hvor folkemord på det Palæstinensiske folk og proxykrige endnu engang kaster skygger over menneskeheden, føles doom-genren som en musikalsk bøn. Musikken minder mig om de mange liv, der går tabt, og den smerte, der breder sig som ringe i vandet og over globale grænser.
Doom lyder som hjerteslagene fra en såret verden, men i tyngden findes også en særlig slags modstand, en langsom, ubønhørlig styrke. Doom er ikke kun lydspor til undergang; det er også en påmindelse om, at der i mørket er en rå skønhed, en visdom, der kommer fra at konfrontere det svære og ukomfortable. Det er en musikalsk erkendelse af, at vi må se verdens smerte i øjnene – fra ruiner verden over – alle de kriser, der påvirker hele kloden. Refuse To Surrender er et musikalsk klageskrig fra vores tid, og for mig er det endnu en påmindelse om at turde blive i det ukomfortable, se på verden som den er og tage fat.
Brat summer is so over, folkens.
Info: Alt overskuddet fra “Refuse to Surrender”, går til Sind Ungdom som er en organisation og et fællesskab der arbejder for at skabe bedre rammer og hverdag for unge med psykiske lidelser.
