Anton Friisgaard – monokrome dagdrømmerier
Anton Friisgaard – ”Minor Blossoms” (Vaagner, 2024) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard. Foto: PR
Den københavnsbaserede ambientmusiker Anton Friisgaard (tidligere Hviledag) præsenterer med Minor Blossoms en musik, der, i forlængelse af tidligere udgivne værker, føles næsten formløs. En sådan karakterisering skal ikke læses som en kritik, men snarere en opfordring til, at man som lytter indstiller sig på en musikoplevelse, der ikke i traditionel forstand tilfredsstiller. Dertil er musikken for diffus, uden faste holdepunkter og imponerende øjeblikke. Men i de rette situationer og sindstilstande viser den sin værd.
Tag for eksempel det første nummer, ”Gray skies two dogs play”. Grynede, ubestemmelige teksturer dominerer lydbilledet indtil ca. halvvejs igennem, hvor det første mere genkendelige musikalske element – et kort og blødt loopet sample – indtræffer. Eller tredje nummer, ”You never wanna do anything fun”, der gør brug af samme elementer som de to foregående, men som med små, simple melodiske temaer rekontekstualiserer helheden. Således følger alle albummets ni numre den samme opskrift – klaver, samples, blid baggrundsstøj – men i forskellige blandingsforhold. Det resulterer i en samhørighed, der forøger dets virkning som stemningsmusik. Og Friisgaard viser virkelig sit værd som musiker af denne art. Hans brug af analoge båndmaskiner skaber grus, gnidninger, hørbare teksturer, der lyder så håndgribelige, at de giver lytteren en følelse af stedslighed. Når jeg lytter til Minor Blossoms, føler jeg mig ikke blot til stede i et uspecificeret fysisk rum, men også i komparativt mere specifikke følelsesregistre. Alle numrene er gennemsyret af en afslappet, let melankoli, der, uden at presse sig på, føles perfekt kalibreret til to af mine yndlingsbeskæftigelser: dagdrømmeri og kiggen ud af vinduet.
“Hans musik formår at prikke forsigtigt til fantasien og få lytteren til at rette fokus mod de små følelser, som man ellers let kan komme til at overse i sin travle hverdag.”
Friisgaard maler i gråtoner, men som i en optisk illusion skaber de mange forskellige grå nuancer op ad hinanden et indtryk af farve og subtile kontraster. Alligevel savner jeg en gang imellem en snert af rigtig farve, noget, der bryder med helheden – et nyintroduceret instrument eller nogle field recordings, der kunne skære igennem den monokrome dis. Albummet viser i høj grad Friisgaards talent for lyddesign med et væld af små detaljer, man virkelig skal lytte godt efter, for at lægge mærke til. Og netop her kan jeg ikke slippe den, i ambient-regi måske lidt selvmodsigende følelse, at en lille smule mindre subtilitet ville have klædt værket som helhed. Det er i løbet af femte nummer, der meget passende har titlen ”A familiar form”, at denne tanke første gang dukker op. Hvor de fire tidligere numre alle havde et lille særpræg, der fik dem til at skille sig ud, så kan dettes særpræg kun være, at det i virkeligheden ikke rigtig har noget kendetegn. Noget lignede gør sig gældende med anden halvdel af udgivelsen, for her føles de små greb ikke længere nye, men derimod som gengangere, der henviser til tidligere numre, hvor noget lignende blev fremført.
Denne lille kritik kan dog ikke rokke ved det faktum, at Friisgaard over flere udgivelser ret konsekvent har bevist sit værd som ambientmusiker. Hans musik formår at prikke forsigtigt til fantasien og få lytteren til at rette fokus mod de små følelser, som man ellers let kan komme til at overse i sin travle hverdag. Minor Blossoms, og i øvrigt Friisgaards oeuvre som helhed, kan således let anbefales, hvis man er til grå musik, der kan inspirere til farverige tanker.
Info: ”Minor Blossoms” udkom på Vaagner d. 5. april
