Passive/Aggressive

Aske Zidore & Pernille Zidore – Et interdomestisk teaterstykke

Kritik October 12 2020, af passive/aggressive
DEAP: Aske Zidore & Pernille Zidore Nygaard

DEAP “Musik i en tid” (Anyines/Polychrome, 2020) – anmeldelse af Claus Haxholm. Cover af Maria Zahle

“Jorden er forbundet med solen, ligesom næsen er forbundet med munden.”

Sådan starter “Musik i en tid”, et flot billede på, hvordan der er en sammenhæng mellem den verden, vi bevæger os i, og den krop, vi befinder os i. Det er den første LP fra duoen Aske Zidore & Pernille Zidore Nygaard under navnet DEAP. De har hver især også udgivet solo under navnene An Gella og Panxing.

De to næste numre, “Alt i alt” og “Åbne er hendes ansigts furer”, er korkompositioner, måske ikke direkte højtidelige, men heller ikke så intime som mobiltelefonoptagelsen, som pladen åbner med.

“Alt i alt” er en lille korsats med orgel og barnestemmer, der blander sig med Pernilles. Det er også hendes stemme, der er i centrum i “Åbne er…”, hvor Aske dog også synger. Der kommer et stykke, hvor der bliver sunget med… tysk? accent, så frø er sået. Det kommer også andre steder på pladen og er et meget mærkeligt træk, som jeg ikke helt kan regne ud, men måske komponisten kommer fra Sønderjylland? Er det en hjemstavnsting eller en måde at udvide sit modersmål eller sig selv på?

På “Maria væver” er der trædeorgel, et instrument, som det virker til, at Pernille har dyrket over de sidste par år – jeg husker i hvert fald tydeligt en meget stærk performance på Festival For Virkelig Ny Musik i 2019, som også tog udgangspunkt i trædeorgelet og hendes stemme.


Jeg er godt klar over, at DEAP er en duo, men i al fald i starten af pladen virker det til, at det er meget af Pernille Zidores tankemateriale, der har været baggrunden for kompositionerne.

Så kommer der endnu en optagelse, som jeg først antog var en mobiltelefonoptagelse, men lyden af vindstød gjorde, at jeg måtte sande, at det måtte være noget bedre kram, der kunne stå for sådan en fersk buldren. Det er en blanding af feltoptagelse, Pernilles stemme og et lille barn. Det er meget håndholdt, men på samme tid højkvalitetsoptagelser og mikrofonføring, der zoomer ind på “familien på turen” – eller bare mor på tur, måske, men der synes helt klart at være en klar stemning af en “familiær” art, i hvert fald som et delelement af sangenes (og pladens) DNA.

Hvilket får mig til at tænke på coveret, der også er et kapitel for sig selv. Et meget flot skudt foto af Pernille og Aske i en art danseposition. Måske laver de en bestemt skulptur, jeg har dog ikke lige kunnet aflæse hvilken, men ellers et meget enkel og flot sort/hvidt billede med en stor gul transparent blok over den ene tredjedel.

Enkelt og klart, og så alligevel: Hvad danser de? Hvor kigger de hen? Hvad er det for en positur? Hvorfor denne gule farve? Som jeg i øvrigt vil tænke som værende i den “glade” ende og ikke den skidne syge, og tak for det. Det varmer og åbner.

På pladens titelnummer går det vildt for sig, med voluminøs operask stemmeføring og rigtig spændende loops og ikke mindst cuts. Det er et valg, der – til trods for at det inden for de sidste par år er blevet et af de gængse tricks inden for, hvad jeg vil kalde “frisk musik” – til stadighed er utrolig effektivt. Det sidder stadig dybt i (hvert fald i) mine ører som et brud af illusionen; det forbudte, der ikke må ske på en optagelse – nemt og enkelt; som at stikke en kæp på en dyr, dyr racercykel i fuld galop. Det er meget pudsigt, hvordan der i visse stykker er blevet valgt ikke at low-cutte, hvilket jeg først var lidt irriteret over (når der ellers er taget meget klare og dygtige lyddesignmæssige valg), men som jeg har hørt tracket mere, så hjælper det netop også optagelsen til at være mere intim og aflæselig. Altså som i at der bliver sagt “ingen hokuspokus” her (med ovennævnte in mente – eller måske bare et andet, mere subtilt brud?).

Trylleriet kommer til gengæld i “Mønstersprog”, som for det først slår mig som værende en rigtig solid titel, der både indeholder mørke og ja, mønstre. Mønster som i tankeløst (grov, grov, grov forenkling, undskyld) mønsterborger, eller mønster som ja, et mønster?

Når jeg tænker på coveret, tænker jeg mest på den sidste løsning. Der er plads til det poetiske og det formelle, men man skal nogle gange aldrig sige aldrig.

Flere flotte domestiske optagelser vokser ud af velmixede synthflader, og igen bliver der tænkt over sted, og hvad man gør her igennem en kvindelig stemme. Der bliver grinet i baggrunden, der hygges et sted. Det vokser ud af billederne, og det afbleger ikke refleksionen, men forstærker den. Familiesamværet er en stemme, der (stadig for) sjældent får plads i ny musik.

Jeg har ikke mange referencepunkter for den her plade. Den har så klare enkle valg, men er ikke minimalistisk (det kan måske diskuteres), og det tætteste jeg kommer på er gode gamle Sawakos “Hum”-plade, som dog fylder godt på med Tokyo-tristesse og fe-stemning, og det andet er Gabi Losoncy, men hun ligger så til gengæld over i den helt anden ende af spekteret af en meget rå/fersk form for “minimalisme”. Ja, og så den der Poul Gernes Harmonium-plade.


Altså må jeg forlade mig lidt på de tilstedeværende punkter og bare lytte med.

På B-siden er der en trædeorgel-drone, og så kommer den tyske (?) stemme igen, nu i en ophakket, staccato model. Titlen er “Mediet”, men er det stemmen, der er mediet? Eller er det et element, der har været meget, meget større, der bliver nævnt i teksten, der udsiges?

Det rolige, mellemsproglige, der udsiges, opløser ikke mening, men med mange “altsåer” osv., der danner en slags lyng omkring sangens husmure, eroderes strukturen roligt, men fast, som også synes at være en hovedpille i dette værk. Altså det eroderende, eller en jysk form for entropi; det sker, men uden stress og jag – som en meget menneskelig udgave af et af livets grundvilkår.

På “Mo mo” har vi igen moderen på spil – og en næsten forførende, dansende stemme, det er lige før, man kunne forestille sig et tungT beat til det her; men der er kun stemmer; hvæsende og menneskets første/tidlige udtryk for deres mor, udtalt af en mor. En tåget synth gror ud af de hvæsende stemmebuske og opbygger en stadig stigende intensitet, som jo for så vidt også findes inden for hvilken som helst form af fire vægge, og en overstyret bas dannes ud fra stemmen (virkelig flot designet!), og så stopper nummeret; ligesom det begynder at tage til, tager det fra. Det gives ikke ved dørene, kompositionen lader sig ikke rive med. 

“Hvis jeg boede i det her hus; så vil jeg få det Randers?”

Udtalelsen giver for mig god mening, men jeg er tvivl om det, der bliver sagt.

Men jeg kender rigtig godt stemningen. Jeg har også haft det rigtig Randers nogle gange.

Den Tyske Stemme begynder at blive en karakter. Hun er her igen i “Før eller efter finanskrisen” – det er først nu, jeg begynder at tænke over stemmerne som egne karakterer, der bærer deres egen historie i det her opløste hus… ”er vi færdige, mor?” (imens der forsøges at spille mundharmonika). Der løbes rundt i parkeringskælderen; før, op og ned af trapperne; det er ikke nemt, og alligevel vokser huset.

Karaktererne er ikke med i et stykke, eller måske er de, men på pladen her er det, som om vi kun får dem at se, når de er gået ned af scenen. Efter at de er kommet hjem, og der står en kop træt te på bordet. En art negativ omrids af kroppe i… i… en eller anden verden, jeg er ikke sikker på, det er vores; men så da en dimension, der minder meget om din og min. Vores med et slør?

Den nærmest Ursula Le Guinske stemning gør den lille 2-værelses på Nørrebro til et intergalaktisk univers; som jeg bedst kan binde sammen med den linje, hele pladen startede med, som også bandt det intime med det kosmiske.

Der er måske tale om en form for domestisk fantasy-univers; som jeg mest trækker ud af det sidste nummer “Alecto er et sted” — der er en art nationalsang; måske hedder Aske og Pernilles og deres børns hjem Alecto, måske er det en fiktiv verden. Men den danner et luftigt og skrøbeligt spejlingsbillede til pladens forrige tracks, der ejer en vis selvbevidsthed og distance – “ved godt” – selvom der også findes interne stridigheder i kompositionerne netop omkring denne distance; det intime og let fjollede, rodet, krummerne på gulvet, en lille glemt sok; men samtidig ikke uden at bruge det som greb, så det ikke går hen og bliver uvedkommende. Distancen danner måske perspektiv.

Jeg synes dog, det slippes på det sidste track. Det skal ikke bevise noget, det er som en godnatsang for éns børn (det minder i sin melodi- (og i øvrigt også stemme-) føring også om en godnatsang), og måske er Alecto det sted, børnene kommer hen, når de drømmer. Men uanset sangens udgangspunkt knækker den, som sagt, på mange måder flere af de billeder og tematikker, jeg bandt de andre tracks sammen med, og det er jo altid forfriskende! Alligevel knækker den jo heller ikke – som godnatsang, skrøbelig stemme osv. – hjemmet, men den nærmest Ursula Le Guinske stemning, gør den lille 2-værelses på Nørrebro til et intergalaktisk univers på en helt anden måde; som jeg bedst kan binde sammen med den linje, hele pladen startede med, som også bandt det intime med det kosmiske.

Jeg har efterhånden hørt denne her plade rigtig meget, og stadig, hver gang jeg er færdig med den, har jeg så mange spørgsmål, eller en undrende rumlen i det bageste af mit hoved. En kabale, der både går op og ikke går op. DEAP? Jeg ved ikke engang, hvordan jeg skal udtale det; hvad står det for?

Og det er måske netop mest i dens utroligt specifikke balance mellem det forståelige og det næsten forståelige, at denne her plade får så meget liv i mine ører. Det lyder godt, og der sker mange spændende og svære valg i de her optegnelser, men det er samtidig en plade, der er meget nem at høre – ja, lige ud over der, hvor jeg støder på min egen subjektive smagsmur, hver gang jeg høre titelnummeret: Hvad sker der for det der operastemme? Men det er også rigtig spændende, hvordan det overgestikulerede finder vej ind i det her ellers meget enkle lydunivers, som så igen overhovedet ikke er enkelt: Til trods for at der max. bliver brugt et par håndfulde forskellige klange på pladen, så sker det med så stor variation og finesse og sans for scene og perspektivering, at det altid virker frisk og vedkommende. Meget godt skruet sammen. Et roligt interdomestisk teaterstykke, hvor kun suffløren sidder under gulvet og hvisker – gemmer der sig et lille Verfremdungs-element på pladen?

Ja, jeg må jo bare indrømme, jeg falder på halen over det her stykke musikalske tid, der bliver bearbejdet, hver gang jeg trykker play.

Info: “Musik til en tid” er udgivet af Anyines i samarbejde med udstillingsstedet Polychrome. Den er optaget på flere lokationer i Sydsverige, København og det vestlige Danmark.

Claus Haxholm er musiker og billedkunstner m.m.