Passive/Aggressive

Astrid Sonne – et album til tvivlens tidsalder

Kritik January 26 2024

Astrid Sonne – “Great Doubt” (Escho, 2023) – anmeldelse af Mathias Schønberg, foto af Conrad Pack

Astrid Sonne udkommer i dag med sin tredje fuldlængde LP og inviterer nye lyttere ind i sit univers. Det er en ny og anderledes poppet Astrid Sonne, der med Great Doubt ligesom de foregående album udkommer på Escho – nu med hendes egen vokal som dominerende element.

Great Doubt er det første album af Astrid Sonne, hvor vokal fylder en betydelig rolle. Udover vokal er album præget af beats, trommer og en anelse mere forudsigelighed i formsproget, end vi er vant til fra kunstneren, der ellers har været mere optaget af at eksperimentere og udfordre gængse former med særegne elektroniske og instrumentale kompositioner. Skønt det aldrig har været udflydende musik, men derimod ofte markant anslagsbaseret, har det hidtil udover strygere ofte bestået af skarpt plukkede strenge, knastør harpe- og cembalo-lydende synth i uforudsigeligt udviklende figurativitet. Astrid Sonne virker som vokalist lidt mut og henvender sig i første omgang til sig selv i indre dialog. Det er som at lytte til de små spøjse melodier og sange, jeg gætter på, hun synger for sig selv, når hun er alene og bliver grebet af en tanke eller en tvivl.

Jeg tror, at de eneste gange, jeg ellers har hørt Astrid Sonne synge, var på nummeret Strong, Calm, Slow fra 2019, som har en hel del afspilninger på diverse platforme, og senest på singlen How Far fra 2022. Den sidste, et rent a cappella-nummer, var et bidrag til det London-baserede eksperimenterende label SA-recordings Hearing Series, hvor Sonne var kommissioneret til musikalsk at redegøre for sin oplevelse af at høre. Her valgte hun lyden af sin egen indre stemme som objekt, og nummeret består af en introvert gentagelse af sætningen ”How far do you want to go?”. Sangen gentages i lag, der danner både harmoniske og dissonante korarrangementer. Tvivl, bæven og ustabile følelser isoleret i en vokalproduktion, der bringer lytteren nærmest kropsligt nær Astrid Sonnes indre stemme. 

“Man fornemmer Astrid Sonne slå blikket ned ved tanken om at bringe flere i verden.”

Great Doubt er i høj grad præget af samme tilgang, hvor vi hører en kunstner lytte til sin egen indre stemme fremfor en udadvendt henvendelse til publikum. Der er dog gjort op for indadvendtheden med markant producerede trommer, booms og claps, nærværende klaver og vokal-hooks over dramatisk urolige bagtæpper af strygere og mørkt glimtende synthezisere. Albummet indleder med en kort åbning med luftig fløjte og dernæst et cinematisk stryger-crescendo, og så går det løs. På pladens første egentlige nummer tærskes hårdt og sloppy på et trommesæt i en stærkt overstyret optagelse, og efter fire faste fjerdelstakter med lilletromme på 2 og 4 går sangen i gang: “You, you look at me. Do you wanna have a baby?” Trommerne stopper, en undren udtrykt i dybe klavertoner, der kigger først op, så ned i jorden, og så ned igen i stor tvivl. ”I think to myself: Do you wanna have baby? Do you wanna bring people into this world? People. Do you wanna have a baby? I really don’t know.” Ordet “people” synges med et dybt tonalt dyk mellem de to stavelser, hvor den sidste er så dyb, at det lyder som en misfornøjelse ved tanken om mennesker i det hele taget. Man fornemmer Astrid Sonne slå blikket ned ved tanken om at bringe flere i verden.

Tvivlen om netop dette spørgsmål kunne næsten ikke ramme visse samtidsfornemmelser bedre. Færre og færre af os i den nordlige verden får børn, blandt andet på grund af de mange usikkerheder, der dominerer i krisesamfundets økonomiske prekariatet og klimaets efterhånden uundgåelige kollaps. Det er på mange måder en tvivlens tidsalder, bl.a. beskrevet af forskeren Debra Hawhee som ”a world full of ifs”, hvor optimismer om fremtiden mildest talt mistrives. Figuren i Astrid Sonnes sang med dybe dyk mellem tonale par – et spørgende blik op og som derefter slås ned mod jorden – fortsætter på samme måde nummeret ud som en fastlåst rytme mellem træk på skuldrene og mod, der mistes. Hvordan kan man overhovedet forholde sig til noget?

Hidtil har Astrid Sonne ellers ikke udgivet sange centreret om hendes vokal, men til gengæld et hav af numre som elektronisk kunstner og bratschist. På de tidligere Escho-udgivelser Outside of our Lifetime fra 2021, Cliodynamics fra 2019 og Human Lines fra 2018, live-albummet fra Berlin Atonal 2020 og en hel del kommissionerede værker (bl.a. til P/A’s Isolation-zine fra 2020, som jeg dengang interviewede hende til) og singler til Posh Isolation, Petrola80 og Kulör-compilations, har hendes musikalske sprog oftest været præget af stille men urolige kompositioner med åbne slutninger. Det er det stadig på Great Doubt, hvor det også stadig er tydeligt, at Astrid Sonne er en ualmindeligt dygtig musiker og har en klassisk musikbaggrund og samtidig et originalt, hyper-kontemporært projekt med dekonstruktion af gængse former. Men Great Doubt er et skridt mod sange, man kan nynne med på, og som kan fungere på NTS-radiofladen, som Sonne også har optrådt som vært på ved flere lejligheder. Sonne er forrige år flyttet til London, skriver Escho i deres pressemeddelelse om albummet, for at afsøge nye inspirationer blandt kunstnere som Coby Sey, Lolina, Still House Plants og Mica Levi, hvor hun ellers tidligere har været forbundet med kunstnere som ML Buch, Erika de Casier, Smerz osv. På det nye album hører man også en bevægelse mod måske et nyt kapitel som kunstner i et større miljø med en større scene for eksperimenterende pop med radio-playability end hendes mere krøllede kreativitet, som den har formet sig i den københavnske eksperimenterende scene.

Great Doubt er der sammenhængende numre med form og indhold og sågar en parafrase over Mariah Careys hit My All fra 1997. Men Astrid Sonne synger den nærmest umelodisk uden fraseringer eller klimaks. Der er et dødt blik bag sangene på en måde, som fungerer som en helt anden art blottelse af små mærkelige, tvetydige fornemmelser frem for store følelser. I sangen Everything is unreal snakkes teksten med bevidst doven artikulation, og kun på netop titlens tre ord er et tonalt udsving, der afslører, at det kunne have været en sang: “Everything is unreal. Everything is unreal. I’m not going anywhere. Staying here with you.” I næste sang, Staying here, fortsættes tankerækken, denne gang med en nær ved og næsten optimistisk styrke i melodien, der nu synges. Men det er stadig med armene hængende slapt ned langs kroppen og et apatisk lydende fravær af attitude. Det hele afvikles af en lang ildevarslende tone, der på bedste Astrid Sonne-manér vrides og moduleres helt og aldeles ud af facon, så det føles som at den åbne himmel, hun netop havde malet over os, buer indad og bøjer verden skæv, forskruet og ikke helt genkendelig.

“På Great Doubt bliver tingene sat lidt mere i færdigkomponeret sammenhæng og måske gjort tilgængeligt for et lidt bredere publikum.”

På de tidligere plader stillede Astrid Sonne ofte skarpt på enkelte bestanddele i musikken som isolerede fænomener udenfor deres eventuelt ”færdigt” komponerede sammenhæng. Technomelodier og polyrytmiske mønstre blev undersøgt, som for eksempel på nummeret Air is Unfit, som, jeg stadig synes, er et af de skarpeste. På Great Doubt bliver tingene sat lidt mere i færdigkomponeret sammenhæng og måske gjort tilgængeligt for et lidt bredere publikum. Her har hun bevaret dele af det sprog, hun skabte med især med Outside of your lifetime. På den fik insisterende spændinger mellem disharmoni og harmoni lov til at være til i lange passager på pladen som åbne spørgsmål om, hvad der mon sker, når man lytter til en dissonant akkord længe nok til at forventningen om forløsning af spændingen forsvinder. Ændrer jeg mig som lytter til ikke længere at høre den som dissonant, men som noget andet, jeg endnu ikke har sprog for? Der var transformativt potentiale i at lytte til den. Ligesom i slutning af nummeret Staying hereGreat Doubt, hvor Astrid Sonne viser at verden kan bøjes ud af facon og tilbage igen. Den er oval, plastisk, og roterer ikke om et fast center. Der er al mulig god grund til at leve i stor tvivl.

Det være sagt, er der en stillestående stemning i sangene. Ved fjerde gennemlytning bemærker man en større og større detaljerigdom og et flot spil mellem lys og skygge i de dramatiske bagtæpper og selvafbrydelser i kompositionerne. Men præmissen, som de mere engagerende trommer og mere poppede hooks i melodierne stiller, overholdes ikke af den øvrige energi. Apatien og tvivlen får alligevel overtaget og efterlader lytteren lidt uafklaret. Der er plads til lytteren på albummet, hvor mange af de tomme felter kan udfyldes med ens egne følelser. Men måske lidt rigeligt plads? Hvor bliver hun for eksempel af i albummets sidste mange minutter, hvor det siver langsomt ud over to akkorder, hvor ledetoner ikke forløses i kadencer? Der males flotte strøg rundt om grundtonerne, men det føles lidt stenet, at man alligevel ikke fik hørt Astrid Sonne tage styringen over tvivlen og vise lidt mere af sine ellers insisterende sider.

Great Doubt udkommer i dag den 26. januar 2024 på Escho.