Passive/Aggressive

Beatrice Dillon – Kunstige klangfarver og programmeret følelse

Kritik March 17 2020

Beatrice Dillon ”Workaround” (PAN, 2020) – anmeldelse af Emil Grarup

Beatrice Dillon er et af den kontemporære klubmusiks helt store talenter og er – på trods af ikke at have udgivet en fuldlængde-LP før nu – et ret etableret navn inden for eksperimenterende elektronisk musik i Europa.

Dette skyldes formentlig bl.a. hendes rimeligt fænomenale samarbejder med house-magikeren Call Super, digteren og lydingeniøren Rupert Clervaux og techno-ekvilibristen Karen Gwyer; alle sammen britiske ligesom Dillon selv.

”Workaround”, som er udkommet via Bill Kouligas’ selskab, PAN, indeholder hele 14 skæringer og opererer i et grænseområde mellem organisk instrumentering og digital programmering. Selvom Dillon på ”Workaround” har inviteret en regulær perlerække af gæster, der alle primært arbejder med analoge instrumenter (heriblandt Laurel Halo, som synger på”Workaround Two”, bass-heltene Batu og Untold, bhangra-musikeren Kuljit Bhamra m.fl), forekommer albummet at have en meget distinkt klangfarve: Som om alle de forskelligartede instrumenter var stemt i overenstemmelse med samme mood og kalibreret i samme tempo; hele albummet bevæger sig af sted med en hastighed på omtrent 150 bpm.

Dette tempo rammer et bizart mellemstadie mellem technoens og junglens hastighedsregister, mellem katartisk og frenetisk, hvilket paradoksalt nok får numrene til at virke langsommere, end de egentlig er, endda næsten dubbede. Af dette medfølger også, at det er svært at vurdere, om ”Workaround” er et album komponeret til klub eller kontemplation. Måske begge dele?

Som Pitchforks Philip Sherburne anfører i sin anmeldelse, er kontrol et gennemgående tema på ”Workaround”: Albummet er på mange måder et eksemplarisk studie i orkestrering. Ikke kun når det gælder instrumentering, men også med hensyn til inspirationskilder. ”Workaround” nikker genkendende til både mere klassiske UK-genrer som IDM og jungle og mindre (og mere) traderede caribiske og afrikanske rytmestrukturer som fx dub, dembow og kuduro.

I forlængelse af det tidligere skisma mellem det organiske og det digitale kan man således sige, at udgivelsen også forholder sig til – og forsøger at underminere – en distinktion mellem et åndfuldt, følt udtryk og mekanisk og upersonligt, mekanisk udtryk. Beatrice Dillons kompositioner på ”Workaround” kan i al væsentlighed kaldes et forsøg på at skabe artificial soul.

Bedst lykkes denne bestræbelse på de numre, hvor den følte varme får lov til at dominere, og hvor formen synes mest ubunden. Af eksempler kan nævnes ”Workaround Two”, hvor en saxofon skaber en næsten swingende ambiens, og Laurel Halos forvrængede vokal giver kuldegysninger, ”Workaround Seven” med sin karakteristiske spænende kora-melodi og håndspillede trommerytme og ”Workaround Six” med en slæbende pizzicato-plukket kontrabas.

Selvom Dillons lydmæssige rendering formår at få nogle af produktionerne til at synes en smule for anonyme, er ”Workaround” et sjældent vellykket eksempel på et originalt, elektronisk debutalbum – og Beatrice Dillon en kunstner, jeg meget gerne så spille på dansk jord i 2020.

Info: ”Workaround” blev udgivet på PAN d. 7 februar 2020.