Body Sculptures – Storladne synthesizere fra øverste lag af den skandinaviske undergrund
Body Sculptures “A Body Turns to Eden” (Posh Isolation, 2016) – anmeldelse af Tobias Linnemann Ewé
Body Sculptures er nyt. Body Sculptures er nu. Det er i hvert fald, hvad de fortæller, når man læser om dem på nettet. De består af en række anerkendte danske og svenske navne, der blandt andre tæller Frederikke Hoffmeier (Puce Mary), Loke Rahbek (Posh Isolation, Damien Dubrovnik, Lust for Youth) og Jonas Rönnberg (Varg, Northern Electronics). Sidste år udgav to af medlemmerne den roste EP “The Base of All Beauty is the Body”, og efter en performativ debutkoncert på Berlin-festivalen Atonal blev duoen til en kvintet.
“A Body Turns to Eden” er udgivet på Posh Isolation, og på pladeselskabets hjemmeside står der: ”Body Sculptures is a contemporary project that brings together five unique voices in European experimental electronic music today […] A body turns to Eden is an essential piece for anyone with interest in Scandinavian electronic music today.” [min kursivering] Iscenesættelsen er dermed en del af værket hos Body Sculptures, som blot efter et år skriver sig ind på frontgrænsen af den elektroniske musik. Problemet ved at placere sig i ’nuet’ og på forkanten af skandinavisk elektronisk musik (hvad det så end skal betyde) er, at det sætter barren alt for højt. Hvordan skulle et band kunne favne så bredt og samtidig være på forkant af en allerede fasttømret genre?
Det interessante er, at “A Body Turns to Eden” faktisk er god at lytte til, og trækker – bevidst eller ej – på en række referencer til folk som Roly Porter, Tim Hecker og SØS Gunver Ryberg. Listen kunne blive ved, og gå meget længere tilbage i tiden til industrial-genrens ikoner så som Coil og Throbbing Gristle. Der er en hård konkurrence om folks flygtige opmærksomhed, men det går udover musikken, når den selviscenesatte hype fjerner fokus fra musikkens kvaliteter.
Pladen trasker sløvt ud af starthullerne med en blanding af sinusoid pulsering, dybe droner og bølger af ildevarslende synthesizere. Det er storladent og kunne snildt være en glemt optagelse fra Vangelis’ soundtrack til “Blade Runner”. Det andet nummer bærer pladens navn og transformerer efter alle kunstens regler lyden til en mere fortrøstningsfuld synthesizerfløde, som vi kender den fra både førnævnte soundtrack og kompositionerne af Jean Michel Jarre. Da jeg skrev de foregående linjer, satte jeg Jarres “Oxygéne” på, for at høre om jeg huskede rigtigt. Først et minut inde opdagede jeg, at jeg ikke længere lyttede til Body Sculptures’ “One the Flowers Face”.
Selvom pladen næsten flyder fra et nummer til det næste, adskiller hver komposition sig tydeligt fra det foregående. Det er ikke kun den cinematiske lyd, der leder mig til at bruge ord som ’komposition’ i stedet for ’sang’ eller ’nummer’ – hele “A Body Turns to Eden” gennemsyres af en reel sans for dramatik og kollage, der virkelig klæder kvintettens grandiose lyd. Her stikker Body Sculptures ud fra Posh Isolations andre udgivelser: “A Body Turns to Eden” buldrer og kommer rundt i hele frekvensspektret, modsat den tynde metalliske lo-fi-æstetik eller den dybe sub-bas, der ellers kendetegner mange af pladeselskabets udgivelser.
Jeg mangler altså ikke positive ord om Body Sculptures og deres nyeste udgivelse. Et fortærsket mundheld siger, at ”musikken taler for sig selv.” Men hvordan kan den det, hvis vi hele tiden bombarderes af tekst, der forsøger at sælge og overbevise os om folks kunstneriske integritet, autoritet, autenticitet…? Og hvis det lyder lidt paranoidt, er det i hvert fald sikkert, at intet værk eksisterer i en vakuum.
Body Sculptures placerer sig i en lang historie af storladne, synthesizermættede og industrielt inspirerede musikere, der måske kan spores hele vejen tilbage til Luigi Russolos analoge synthesizere fra 1910’erne. Hvorfor ikke anerkende dette og sige noget interessant med denne historie? Bring de oversete referencer frem i lyset. Hvorfor spille med på ældgamle rockstjerneidealer om at opfinde ’det nye’ og være ’først?’ Den mildest talt opblæste tekst virker mere usikker end overbevisende. Med en udgivelse af denne karakter vil der utvivlsomt komme roser fra alle retninger. Hvorfor ikke hive referencerne frem i lyset og turde vise, at man baserer det nye på det gamle? Det synes jeg ville klæde udgivelsen og give Body Sculptures mulighed for at sige noget med egentligt indhold, så kvintetten kan række ud over sig selv og iscenesættelsens vidtløftighed.
Info: LP’en “A Body Turns to Eden” kan købes via poshisolation.net. Body Sculptures er i dag blevet offentliggjort til Flux Festival 2016 (RSVP).
