En single skal normalt få et band bragende ud af starthullerne og mase sig ind i øregangene på potentielle købere. Men ikke altid. På den første forsmag ”Edie’s Dream” fra canadiske Suuns’ andet album ”Images Du Future” lader bandet lytteren komme til dem med en blid bas-melodi, drømmende tremolo-guitar og en søvngænger-vokal. Med andre ord ind i en tradition af beyond-psych-drømmere, ydmygt Radiohead’sk og ...
Selv dværge startede små. Jeg forestiller mig den 7-årige pladedebutant Eeliks:en aka. Eelis Mikael Salminen i en ramme af “Populærmusik fra Vittula”, hvis han forsøgte at spille Ariel Pink i stedet for Beatles “Rock and Roll Music”. Hans album på det anbefalelsværdige Tampere-selskab Fonal Records er korte numre i freeform, der bliver lavet, som et barn der imiterer den etablerede småpsykedeliske popmusik. Det er specielt ...
af Andreas Melchior
“I wasn’t made for this world, no”. Allerede i første linje på Cheval Sombres andet album, “Mad Love”, artikuleres den tilbagevendende følelse af fremmedgjorthed, som er et gennemgående tema, ikke bare på pladen, men i vores tid. En abstrakt længsel efter det udefinerbare, et andet sted, der knap tør tænkes af frygt for, hvor man ender. Cheval Sombre tænker tanken til ende.
Cheval ...
”I’m trying to learn from songwriters” , fortæller en ydmyg Christopher Owens i en video fra 2009, mens han i en pladebutik hamstrer album til sig med blandt andre Merle Haggard, Dwight Yokam, Gram Parsons, Lyle Lovett og Randy Newman. Ikke lige inspirationer man havde forventet fra sine indie-helte, kan jeg huske, at jeg tænkte dengang. Men bestemt store sangskrivere.
“For me it feel like a dialogue. The lute is like the sun, because it is very clear, bright and very beautiful. And my stuff is like the moon, a little murkier and on the blue side, and the lute on the red side, I don’t know, but I love that feeling. And the moon is there rotating and going around the earth. I feel like I am like the moon.” (Jim Jarmusch)
“I see the ...
Danish producer and film composer Mads Heldtberg, once a guitarist of frenetic Danish crypto-metal outfit Düreforsög, who opened Orange Stage at Roskilde Festival back in 1997 and signed to Faith No More-bass player Billy Gould’s label Koolarrow in 2000, returns with an instrumental album called “City Of Quartz” that was four years in the making. “The title derives from the Mike Davis book on ...
Yo La Tengo er en slags superhelteband i min verden. Ikke kun fordi jeg har fulgt dem fra omkring årtusindeskiftet, men også fordi det er sådan et band, der kan give sig i kast med et utal af genrer uden at knække nakken – eller miste sig selv i processen. De kan skrive bedårende små 60’er-poppede, vatindpakkede vuggeviser, velturneret alternativ guitarrock, svampepop med marimba, ...
Der er hul igennem til de kosmiske synthfrekvenser for tiden. Det kunne for eksempel være Jakob Skøtt og Plants og deres bevidsthedsudvidende ekskursioner, og nu er endnu en globetrotter dukket op af disen. Steve Hauschildt er medlem af syre-drone-støj-orgel-trioen Emeralds, der er aktuelle med albummet ’Just to Feel Anything’, som ifølge pålidelige kilder dog indeholder lidt for meget helteguitar. Men så er det jo ...
Gal, genial, gøgler eller ren galimatias – James Ferraro er blevet kaldt alt mellem himmel og jord. Her på bloggen hælder vi til at anskue Venice Beach-weirdoen som et af de mest stilskabende og absolut interessante dyr i den elektroniske åbenbaring de sidste par år. For selv om det er nemt at afskrive ham som en ironisk hikkende musikzapper (fx. på Bebetune$, Bodyguard og ...