Passive/Aggressive

Claus Haxholm anmelder – Evil Moisture & Vanity Productions “Sex Sells”

Kritik February 18 2021
Andy Bolus (photo www.blossomingnoise.com)

Anmeldelse af Evil Moisture & Vanity Productions “Sex Sells” – af Claus Haxholm

Briten Andy Bolus er en levende legende på noise- og zinescenen og har fra sit lille baghaveskur i Paris produceret en lang række lutrede udgivelser i billede såvel som lyd over de sidste mange år. Han er især kendt for sin hjemmebyggede elektroniske og båndcollage-stil. 

Og har man med noiselegender at gøre, så er det utvivlsomt, at Christian Stadsgaard, her under navnet Vanity Productions, har haft noget med dem at gøre i tidens løb. Stadsgaard har spillet under flere forskelllige navne men primært om Sarah’s Charity i start 00’erne, i eget navn på bl.a. “The Source of Disintegration” og senere hen som Vanity Productions, ofte med et vist køligt og “teknologisk” islæt i stil og lydudforskning. Han er desuden halvdelen af Damien Dubrovnik.

Det, der på mange måder er spændende her, er et gammelt ‘noise codex’, som måske mest var på spil dengang, man møjsommeligt måtte bytte og skaffe sig til distro-pamfletter fra andre obskure kontakter, og det codex handlede på mange måder om en åbenhed, ikke uden at gå på kompromis med sin egen æstetiske overbevisning, men som endnu en fisk i strømmen – der giver et (relativt lille) økosystem liv.

Begge herrer har bidraget til noisescenens økosystem, og hvor den ene har trukket den i én retning, så har den anden så sandelig på mange måder trukket i en anden retning, men uden at noget har slået skår eller er blevet et fjendskab.

Christian Stadsgaard

Nå, men nu sætter jeg “Sex Sells” på: Vi starter med noget, der minder om et knækket båndloop. Der er noget hjemmebygget synthværk, der begynder at sprutte og savle ud over sine egne hænder.

Signaler kommer ind fra begge sider og informerer om alt, hvad vi begærer. Samtidig med at det hele falder sammen. Lyden er støvet og ussel, ikke afvisende, men henkogt og stærkt patineret, måske. Pludselig mærker vi noget af en anden nu-tid. En klart skærende synth, noget der er udpræget digitalt af natur, og som ønsker at skabe en opmærksomhed udad. Den forsvinder kortvarigt, som en koreografisk pausestreng, og så sætter hele maskineriet i gang igen. Den digitale ‘glas-synth’ bliver loopet; fanget i båndmaskinenens limbotåger. Mere information vælter ud af kindposerne, og derefter kommer der et ret voldsomt post-produktionelt ekko ind, der peger ind mod sit eget frigivne gentagelsesopkast. 

“Se! Det lever! Se det lever!,” sprutter det, ikke voldsomt, men vedvarende. En slags sammensmeltende tallerken ude på det regnvåde fortov.
“Hvem spiser af dig?” Er det måske en manipuleret guitar, der dukker op af tågerne? Hvad er det, der bliver ved med at gå i stykker på så afslappet en måde?

Fra den mere abstrakte sløjfemusik går vi over i noget, der kunne være en slags musique concrète: glas og tallerkener, der knuses igen og igen, ubådssignaler, døde mobiltelefoner, der vågner og kontakter alt det glemte, ødelagte iPads, der skriger på tomme lunger, pedaler overdækket af støv, der pludselig også vågner fra de døde og begynder at påstå, at det er os, der er de henglemte. Elektronikken spirer og gnistrer. Hvem vokser ud af hvem?

Endelig får vi lidt basfrekvenser i spil, det er trafikken fra båndene, fra andre tiders elektronik, der hæver deres mandskorsstemmer; vælter ind af døren for så blot at falde igennem gulvet, hvor de lander i den kælder, hvor alt er blevet muggent. Hvor alt gror i kraft af hinanden, hvor bliver den støvede lyd af? 

Den ligger pludselig lavere i mixet (jeg troede egentlig, at den var selve mixet). Selvom mange af bevægelserne, gentagelserne, loopsne er de samme – og hvis ikke det samme, så noget, der ejer nogle af de samme værdier i hvert fald. Det kan være svært at genkende og skelne lydene på dette tidspunkt.

“Hvem har betalt for det her?” sprutter det med en vis uvilje i stemmen et sted i tågerne. Maskinerne kan knap holde fast i sig selv længere. De gror op af det fugtige kældergulv samtidig med, at de bliver til selve kældergulvet; stagnation og evig udvidelse af mørkets saft. Saften bliver til en maskinernes blod.


B-siden dannes på mange måder efter samme formel. Vi har nu ældre gentagelser (er det fra A-siden?), der vakler udenfor i sneen, samtidig med at det regner syre. Men gangen kan ikke stoppes, uanset hvor vaklende den er.
Nogen kalder ude i mørket, langt væk. Kalder er måske meget sagt, men der bliver mumlet ubehageligheder, der er sig selv nok. Der er mest saft på støvlerne, og mundvigen er mindst lige så fugtig. Aftegninger i sneen bliver til billeder af genitalia-dyr, der spiser hinanden, mens de vikles ind i ledninger og kældermug.

Et sted derude er der blevet tændt en radio. En radio, der aldrig lokaliseres men som langsomt begynder at indgå i den gentagelsesmaskine, der vakler langsomt, men fast ud i nattesneen.

Her begynder nogle synth at panorere ret voldsomt på en særskilt asynkron rytmisk måde, det bliver en slags gentagelsesmønstre oven i maskinens egen selvfødningsmarch.
Paris har aldrig været mere varm og kold på samme tid. Vi taler gamle mursten, solbleget i sneens kolde reflekterende månelys.

Der er noget, der bygger op, panoreringer bliver til en kvalmende pulserende fornemmelse. Mavesyren tager kontrollen over maskinen, der husker, at den først og fremmest var et alt for fugtigt muggent kældergulv. Mavesyresavlet sender signaler ud i rummet, men ingen kendes ved den.

“Hvad er det, du vil have?” er der nogen, der råber efter vores stavrende karakter.

I al den opløsning bliver den hele tiden holdt sammen af den bevægelse, der hele tiden er og sker.
Bevægelserne danner hele tiden nye mønstre af støj, der igen spiser sig ind i sig selv, og derudaf fødes der nye inkonsekvente bevægelser – spasmer, der vækker mavesyren til live. Spilder ud over sig selv, som den forsvinder ud i nattemørket.

“Husk prævention,” hvisker det mugne kældergulv inde fra det inderste af det sind, der hele tiden opløses af støv og fedt.

Sikke en tur!
Som en sidst lille strøtanke kan jeg ikke lade være med at tænke:
Noget spændende ved denne udgivelse er, hvordan en fri og mere udtalt humor træder ind i Vanity Productions’ udtryk, men selvfølgelig også den anden vej rundt. Noget ulmende, noget mere tungt og koldt smitter af på Evil Moistures klang og form.