Passive/Aggressive

Drexciya – Revolutionær etos i en kontrafaktisk undersøisk fremtid

Feature April 15 2013, af passive/aggressive

drexciyaa

Af Andreas K. Rasmussen

Fra opdagelsen af Amerika til langt op i 1800-tallet blev afrikanere i hundredtusindtal sejlet i lænker over Atlanterhavet til et liv i slaveri. Gravide kvinder blev betragtet som spolerede varer og smidt over bord. Er det muligt, at disse kvinders ufødte børn mirakuløst overlevede, idet de endnu ikke var blevet vænnet til at indånde luft? Kan disse børn over de næste århundreder have udviklet et globalt, højteknologisk undervandssamfund kaldet Drexciya?

Det er i hvert fald sikkert, at der i løbet af 1990’erne udkom en stribe anonyme udgivelser på dårligt trykt vinyl, som foregav at stamme fra denne underhavsverden. De dukkede først op i Detroit, hvor den sorte, militant politiske technoscene omkring selskaber som Underground Resistance og Submerge lod til at have en særlig psykisk forbindelse til havets bund. De ukendte ophavsmænd til disse transmissioner påstod, at pladerne var transdimensionale portaler mellem det undersøiske Drexciya, stjernekolonien Grava 4 og Detroit – byen, der mere end nogen anden eksemplificerede det postindustrielle amerikanske samfund med optøjer, arbejdsløshed og den sorte underklasses kamp for borgerrettigheder. En kamp, der formede og gennemsyrede den aggressive tredjebølge-techno, som Underground Resistance udformede med titler som “Electronic Warfare”, “Riot” og “Destruction of Order”.

Det var ikke ligefrem subtilt, men derimod effektfuldt ad helvede til; man laver ikke revolution med en akustisk guitar, men med en TR-808. Man sælger ikke ud til store selskaber, man indspiller og udgiver tingene selv, og man gør det anonymt og uniformeret. Man genbruger selvbevidst revolutionær ikonografi og etos, og for Drexciyas vedkommende forskyder man det politiske indhold til en kontrafaktisk fremtid, hvorfra kampen mod undertrykkelse bliver universel og grænseløs.

KAMPKLARE GÆLLEMÆND

Sammen revolutionerede James Stinson og Gerald Donald i 1990’erne den elektroniske musik med en stribe 12″ere. Nu er duoens musik endelig blevet tilgængelig igen takket være en serie af opsamlingsplader, der er en perfekt anledning til at (gen)opdage, at Drexciya er urørlig dopeness.

Duoen – hvis identiteter først blev afsløret i 2002 efter James Stinsons død – uddybede for hver udgivelse deres råt producerede sci-fi-univers, der havde lige dele rødder i borgerrettighedsbevægelse og Wirtschaftswunder og var nogenlunde lige inspireret af Philip K. Dick, Malcolm X, Kraftwerk og Jules Verne. En inspiration, der kom til udtryk som et hullet narrativ sammenstykket af kryptiske titler og covernoter. En undergravende og undersøisk afro-futurisme, en episk flugt fra et krypto-fascistisk USA, der lød som meddelelser fra en fremmed verden med det urovækkende (og samtidig humoristiske) budskab: ”Vi er de undertrykte, der ikke længere kan undertrykkes. Vi er bølgehoppende, muterede gællemænd med overlegen, kvante-hydrodynamisk teknologi. Vi er trænede i aqua-jujitsu. Vi er på vej. Før os til jeres leder.”

Vigtigst af alt er Drexciya-pladerne musikalsk absolut fænomenale: stram, kantet, hårdtslående og lavteknologisk electro, optaget live i studiet på 4-sporsoptager. Og det er ikke kun titlerne og ikonografien, der tematiserer livet under vand. Lydbilledet er ikke blot udpræget skrammet og råt; det er som forvrænget af det knusende tryk i dybderne. Stinson og Gerald Donalds synthezisere lyder som en højfrekvent hvinen af blod, der skummer over af dykkersyge, eller som en strøm af glitrende bobler på vej til at briste i overfladen. Basgangene er havslanger, der bugter sig ind og ud af den undersøiske metropolis, eller takten fra en ubådsmotor, der transporterer sine passagerer af sted langs The Aquabahn. En militant og hårdt rykkende agit-funk, dansable artefakter fra 1.000 atmosfærers tryk, fyldt af tindrende melodier og og elastisk rytmik.

DE FIRE OPSAMLINGER

Da cd-opsamlingen “The Quest” udkom i 1997 med materiale fra de syv hidtil udgivne 12″ere, havde gruppen haft et på alle måder perfect run og kunne præsentere en afsluttet, sammenhængende og konsekvent diskografi. Planen var, at “The Quest” skulle markere afslutningen på historien om Drexciya. Dette blev heldigvis ikke tilfældet, men det er denne periode før 1997, som pladeselskabet Clone fokuserer på med opsamlingerne “Journey of the Deep Sea Dweller I-IV”. De tre første er udkommet, mens “IV” er på vej.

Og Clone har gjort verden en tjeneste ved at gøre Drexciyas musik tilgængelig igen. Selskabet har brudt diskografien op og blandet numre på tværs af ep’erne, og heldigvis er det ikke kun et uventet træk for at gøre udgivelserne relevante for hærdede fans – det er også virkelig velfungerende. Selv om det kan siges at afmytologisere gruppen og dens udgivelser, beviser de nye opsamlinger, at musikken uden problemer kan stå for sig selv.

Alle numrene er desuden blevet grundigt remastereret. Det må have krævet nosser at gå i kødet på en af den elektroniske musiks allerhelligste køer, men Alden Tyrell har gjort et storslået stykke arbejde. Nok er en del af den punkede lo-fi-fornemmelse væk, men til gengæld er alle numrene blevet fyldigere og mere hårdtslående. Tilmed har Clone fået fingre i hidtil uudgivne numre som ”Unknown Journey IV”, der alene er prisen på “III” værd.

“Journey of the Deep Sea Dweller”-udgivelserne er på nuværende tidspunkt de eneste, der kan erhverves i fysisk format for menneskepenge, så de er på alle måder det oplagte sted at starte.

TRE ESSENTIELLE UDGIVELSER

Drexciya: “Bubble Metropolis” EP (1993)
Den mest helstøbte, og måske bedste, af de tidlige ep’er. Består af en ”ferskvandside” og en ”saltvandside” og indeholder genistreger som ”Bubble Metropolis” og ”Aqua Worm Hole”.

Drexciya: “Neptune’s Lair” (1999)
Den melodiske og melankolske tråd, der var vævet ind i 12”ernes rå, aggressive lo-fi-techno, kom på denne plade helt op til overfladen: Væk var den militante tone, det politiserede indhold og kampråbene: Dette var en plade om livet i en utopisk undervandsverden, om skønhed og avanceret kvantefysik. En af de bedste elektroniske plader nogensinde.

Dopplereffekt: “Gesamtkunstwerk” (1999)
En uomgængelig klassiker fra Gerald Donald. Pladen tager kantet, kølig electro til et nyt højdepunkt med sin blanding af knastørre, maskinelt funky rytmer, iskolde og fremmedartede klange og lidenskabsløse mand/kvindevokaler, der synger fascistoide sange om teknologi, undertrykkelse, global sterilisering og den mindst sexede sex, man kan forestille sig. Dopplereffekt er Kraftwerk taget til sin yderste konsekvens.

Artiklen er bragt i ZINE3.