Flying Nun – fem forårsanbefalinger til fuzz-tømmermænd
(På billedet: Sneaky Feelings)
Af Niklas Langeland Pedersen
I udkanterne af alternativ populærmusik vrimler det fortsat, her i foråret 2013, med fuzzede, mere eller mindre egensindige psych- og garage-revivalister og svampeskuds-romantiserende 60’er-genfærd. 13th Floor Elevators, Stooges og deslige har leveret en tilsyneladende næsten uudtømmelig grundformular på, hvordan man skærer et stykke med tidløs, cool og euforiserende rock-tærte – stadigvæk.
Dette skal ikke forklejnes i en tid, hvor tanken om det ”kontemporære rock-band” med klassisk ‘guitar, bas og tromme’-opstilling er et eller andet sted mellem ikke-eksisterende og sprunget fuldstændig i luften, og hvor mange af de rundbrillede revivalister desuden er helt fremragende og uimodståelige med blandt andre folk som Ty Segall og White Fence på toppen af kagen. I tidens ophobning dukker der – ”heldigvis” er alligevel ordet – også bands op, der suger fra andre kilder, der hylder en helt anderledes tilgang til det at spille guitardrevet popmusik.
I dén frontlinje står bands som Real Estate, Twerps, The Babies og Nodzzz for enden af en streg, der ofte trækkes tilbage til Television, Felt, The Go-Betweens og Galaxie 500, men som ligeså direkte kan trækkes tilbage til den ”Dunedin Sound” det newzealandske pladeselskab Flying Nun Records fremelskede i selskabets tidlige år.
Flying Nun blev dannet i 1981 af Roger Shepherd, med Chris Knox fra Tall Dwarfs som en væsentlig figur. Shepherd var den bløde initiativtager, der ønskede at imødekomme bandsenes ønsker, mens Knox var en slags uofficiel og selvudnævnt æstetisk label-betjent, der kæmpede for at opretholde den punk- og lo-fi-puritanistiske linje i selskabets udgivelser. En linje, der på den ene side resulterede i en ikonisk lyd og på den anden side holdt et selskab kørende, der blev drevet uden nogen som helst form for forretningsforståelse eller økonomisk realisme af Shepherd.
Selvom selskabets egentlige ambition var at udgive den musik, der spirede i undergrunden i hjembyen Christchurch, endte det med at blive en større gruppe af bands fra universitetsbyen Dunedin, der kom til at skabe den største genklang og den klang, man oftest forbinder med Flying Nun Records. I en tid hvor punkens DIY-tanker stadig ekkoede verden rundt kanoniserede selskabet med få midler og ingen brancheerfaring i sin ”gyldne æra”, fra begyndelsen i 1981 til først i 90’erne, ”Dunedin-lyden” på Chris Knox’s firesporsbåndoptager. Det var simple basgange, løse trommer og skramlende, janglende guitarer, der stod naturligt ud forrest i mixet. Der var ingen overflødig pomp, ingen dyre producere og ingen lange studiesessions. Udgivelserne havde til gengæld en egen treblet, tynd guitarklang, der indrammede de sensible melodier på en måde, der fik dem til at fremstå ekstra indtrængende og ærlige, og som har været med til at gøre bands som The Clean og The Chills til referencenedslag for yngre guitarbands 30 år senere.
Her er fem Flying Nun forårs-anbefalinger til de dage, hvor man har lidt for tunge fuzz-tømmermænd.
1. The Chills ”Kaleidoscope World”
The Chills blev uden sammenligning Flying Nuns største succes med semi-internationale hits som “Pink Frost” og “Heavenly Pop Hit”. Selvom bandet først udgav sit første rigtige album i 1987, var The Chills lang tid forinden et af de allermest etablerede navne i Flying Nun-kataloget. Kaleidoscope World blev første gang udgivet på ‘The Dunedin Double EP’ i 1982. Dobbel-EP’en introducerede fire Dunedin-bands – ét på hver side af hver plade – og “Kaleidoscope World” var første nummer på The Chills’ side, som i øvrigt var første side på første EP.
2. Sneaky Feelings ”Not to Take Sides”
Sneaky Feelings var et af de bands, der havde ambitioner, der strakte sig udover den ligefremme og skramlede produktion, Flying Nun Records helst ville tilbyde, hvilket ved flere lejligheder bragte dem på kant med selskabsbetjenten, Chris Knox. Nummeret “Backroom” blev på mystisk vis udgivet helt uden det indspillede basguitarspor, hvilket, stadigvæk i dag, skulle være årsag til dårligt blod Knox og bandet imellem.
3. The Bats ”Made Up in Blue”
Selvom The Bats oprindeligt var fra Christchurch, er deres debutplade “Daddy’s Highway” fra 1987 indbegrebet af, hvad jeg forbinder med lyden af Flying Nun Records. Det er uhøjtideligt, løst, imødekommende og overlegent på samme tid. “Made Up in Blue” stammer fra “Made Up in Blue EP”, udsendt i 1986. Nummeret var den første single, Flying Nun Records udsendte i England, hvor NME udnævnte den som ”Single of the Week”.
4. The Verlaines ”Doomsday”
Graeme Downes fra The Verlaines er måske en af de mest iøjnefaldende sangskrivere i Flying Nun-sammenhæng. Verlaines numre er energiske, dramatiske og samtidig legende og eksperimenterende. Sangstrukturerne er både fængende og kantede, brudt op med blæseinstrumenter og obskure breaks, der får Pavement til at virke en smule uoriginale. Downes afleverede The Verlaines’ første album “Hallelujah All the Way Home” fra 1985 som en del af et projekt på universitetet, hvor han samtidigt studerede musik – og fik et A i karakter. “Doomsday” udsendte Flying Nun på en 12”-single i 1986.
5. Look Blue Go Purple ”Circumspect Penelope”
Look Blue Go Purple var nogle gange twee og andre gange rå og urørlige (hør “Cactus Cat” hvis du vil have twee). Hvis Vivian Girls er gode, og Cat Power er noget særligt, er det ret sandsynligt, at de her damer også var temmelig vilde. Look Blue Go Purple nåede kun at udgive tre EP’er, og “Circumspect Penelope” er fra den første, “Bewitched”, fra 1985.
