Eyes – tillykke med ingenting
Eyes: “Congratulations” (Indisciplinarian, 2023) – anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt.
Et sted mellem KUA og centerpubben i Amager Centret har Eyes skabt sig et eget rum at operere i. På albummet “Congratulations” tager Glenn Bechs normkritik form af ravende bersærkergang, men det hele er tøjlet så stramt, at det mere føles som en tur i fitnesscentret end en gadekamp. Så megen ophobet vrede, så indædt kritik af det bestående – men også så lidt tro på, at det reelt står til at ændre, og så lidt vilje til bare at affinde sig med det. Det får kvintettens andet album til at lyde arke-millennialsk med lige dele håbløshed, sarkasme og hardcorens årtier lange historie hvilende alt, alt for tungt på deres smalle skuldre. Det er lige så bøvet, som det er overuddannet, lige så kompetent, som det er udsigtsløst: Det er helt forfærdeligt, det hele.
Min ven kalder den, da vi står til en koncert, hvor sangeren Victor Kaas hvileløst vandrer frem og tilbage over scenen og ligner én, der vil slås: ”Den attitude ville først være overbevisende, hvis han vejede 30 kilo mere.”
Min ven er jyde og har lært at slås, fordi han som barn var rødhåret, havde briller og bar et navn, der ville passe perfekt ind i en københavnsk børnehave i dag, men det drejer sig om mere end bare et utidssvarende macho-kodeks: Det handler om, hvorvidt Victor Kaas og resten af Eyes fremstår troværdige. Ikke så meget om de faktisk vil slås, men om de får os til at tro på, at de er desperate nok til at være parate til hvad som helst for at forsvare sig mod hvem som helst. Og det handler om, hvad det betyder det for forståelsen af dem og deres anden fuldlængdeplade, “Congratulations”, at den nagende tvivl er en del af pakken.
For lige så medrivende en plade det er, lige så forbeholden overfor den er jeg, når jeg hører den:
Hvor meget af det her mener de oprigtigt? Hvor meget af det er genrekonvention? Vil de slås? Og hvad vil de slås for?
Skal man tage “Congratulations” for pålydende, er svaret tilsyneladende, at de mener det hele oprigtigt, at de tager genrekonventionerne til sig og bruger dem til at udbrede deres budskab, at de vil slås for deres generation – men også, at når det kommer til det med at slås, skal det ikke tages så bogstaveligt. Det er mere noget med et blink i øjet, noget uforståeligt snøvlet ud af mundvigen, et hårdt puf efterfulgt af et skuldertræk og en bunke memes, et kram, en kniv i ryggen. Hvilket igen alt sammen er sigende for den generation, Eyes agerer talerør for, men også leder tilbage til spørgsmålet: Hvad skal vi med en plade som “Congratulations”?
“Congratulations” holder hele vejen fra fitten til pitten
Man kan bruge den til at føle sig set, den kan fungere som en halv times råben ind i væggen. Musikken kan også fungere ret så eminent som soundtrack til en halv times moshpit, hvor man vælter brutalt ind i hinanden, uden det betyder noget, uden nogen bliver sure, og hvor alle hjælper hinanden op, hvis nogen skvatter om på gulvet; en formaliseret slåskamp uden andre konsekvenser end nogle blå mærker på armene mandag morgen tilbage på jobbet; en crossfit-disciplin som en måde at bruge den krop, man ellers har reduceret til et stativ, der bærer hovedet oppe i arbejdstiden. Som i øvrigt er den eneste tid, der gælder nu, selv når der ingen løn er.
“Congratulations” holder hele vejen fra fitten til pitten. Men i den forstand er den bare heller ikke andet end et spisefrikvarter fra det voksenliv, den skiftevis vrænger af og parodierer. Det gælder i det visuelle udtryk, som på debutalbummet “Underperformer” lånte fra IKEA-katalogets æstetik som et billede på middelklasse-pænhedens grufulde uafvendelighed, og på “Congratulations” er standset op midt i firmafesten med tårerne løbende ned ad kinderne blandet med flødeskummet fra den kage, man har smasket ansigtet ned i for at se, om man stadig er i stand til at agere irrationelt, og om man stadig kan føle noget.
Det gælder i musikken, der på én og samme tid bruger alle de gængse virkemidler fra nogle årtiers metallisk hardcore og forsøger at frigøre sig fra de genrekonventioner, der for længst er gentaget ad nauseam. Mellemstykkerne med skæve akkorder som kontrapunkt til de straight rockende 4/4-bangere, der fylder påfaldende meget denne gang; den heavy metal-mimende tromlen kørt af sporet i et kollapsende rul; tunge breaks og en vokal med et stærkt begrænset register mellem en bjæffen og en snerren er comme il faut: På “Congratulations” får det velkendte modspil af et par atypisk lyse guitarer efter årtiers drop-D-sump på tværs af metal og hardcore, men det er faktisk nok til, at det lyder helt forfriskende. Også selvom guitarerne er rigeligt nedstemte på sange som “Generation L” og “Tearjerker” – der spøjst nok ligger meget tæt op ad LLNN, hvor Victor Kaas for nylig har overtaget mikrofonen.
På sin vis udgør det sit eget opgør med den bøffede machismo, der ligger i den nedstemte lyd. Hørt på den måde giver det faktisk også mening at se ud, som man vil slås, selvom man ikke ligner en, der for alvor kan gøre skade på andre: Det tager testosteronen ud af en genre, der altid har lidt under at være en boys club, og det er klædeligt.
Eyes slipper bare aldrig helt fri af genrekonventionerne. Det er der som sådan ikke noget galt med: Der er vel altid brug for en god, ny metallisk hardcore-plade, der gør alt det, den skal – skaber et soundtrack til at slås for sjov i moshpitten og føre gadekamp på Facebook. Men der opstår et sært modsætningsforhold mellem den bevidste usikkerhed, der er på tekstsiden – ingen entydig modstander, ingen lette løsninger på problemerne – og den selvsikkerhed, det overskud, Eyes demonstrerer musikalsk. “Congratulations” virker, som om den er skrevet på bagkant af de erfaringer, Eyes har gjort med, hvilke elementer fra debuten, der virkede bedst live: De skaber en fest her, men de siger samtidig, at de ikke vil være med til den.
Hos Eyes synes et liv uden for kapitalismen og de faste normer ikke som en mulighed. Lige så kvælende det er for dem, lige så kvælende er defaitismen for lytteren.
Og når Eyes så tydeligt stræber efter at sætte sig ud over konventionerne i såvel æstetik som lydbillede, falder det hele lidt tungere til jorden, når kvintetten alligevel gentager lidt for mange af klichéerne. Sådan et øjeblik er der hen mod slutningen på den sidste sang, “Ballast”, hvor Victor Kaas efter at have skreget sig gennem en halv time lige hoster, harker og spytter, inden han fortsætter. “Congratulations” er langt fra den første hardcore-plade, der har sådan nogle fraklip liggende som påskeæg for den opmærksomme lytter, men på “Ballast” er det hevet helt frem i produktionen, guitarerne forsvinder, kun bassen og trommerne akkompagnerer en snotklat, der lyder som et ekko af et halvt århundredes punkoprør.
Den overtydelighed er betegnende for hele pladen. Vi skal nok fange, at Eyes ikke synes, alt er skidefedt i den vestlige verden i 2023. Når der i broen på åbneren “Generation L” synges, nej, vrænges “you should be grateful you’re even here,” leder det tankerne på dengang for 32 år siden, hvor Massive Attacks take på antikapitalismen var, at man skulle droppe drømmen om en Cadillac og i stedet “be thankful for what you got.” Hos Eyes synes et liv uden for kapitalismen og de faste normer ikke som en mulighed. Lige så kvælende det er for dem, lige så kvælende er defaitismen for lytteren.
Så tillykke. “You should be happy you’re wearing the crown,” lyder det i næste linje på “Generation L”. Men der er ikke meget at fejre i ingenmandslandet mellem priviligeret og prekariat. Festen er ovre, før den rigtig er begyndt. Men hey, vi kan lade, som om vi slås til det.
info: “Congratulations” udkom på Indisciplinarian d.3. februar. Devilutions Tobias Holst har skrevet et modsvar til denne kritik.
