Galen Tipton – Fri fra alvoren
Af Markus Tange
Galen Tiptons EP “Godexx” kan sagtens beskrives som utålmodig musik. De ophuggede vokalstumper står i kø for – allieret med bas og rytmiske elementer – at blive katalysator for lytterens næste endorfin-eksplosion. Ambitiøse ambient-aficionadoer eller andre af den gode smags vogtere kunne fristes til at synes, at der er tale om decideret nemme point, en leflen for et ukritisk Tiktok/zoomer-segment.
Men er der ikke god grund til at ønske mere af denne humorfyldte løssluppenhed på vores bredde- og længdegrader? For Galen Tipton (eller Recovery Girl-aliasset, som De også går under) er amerikansk, mens den danske eksperimenterende elektroniske scene i en årrække har været kendetegnet ved sakral højtidelighed. Med Posh Isolation og Northern Electronics som ledestjerner og en række mindre aktører i kredsløb derom tegner der sig et billede af et svimlende prætentiøst æstetisk grundudtryk. Den centrale ikonografi udgøres af neoklassicistisk vitalisme, overcool S/M-hårdkogthed og japanofil stilleben-minimalisme. En mulig fællesnævner her kunne være en ambition om at fremstå køligt stilren, selv i en grad hvor det virker lettere forkrampet. Men også en søgen efter at placere sig selv i en rolle som viderefører af den romantiske kunstnermytologi – ikke ligefrem den let tilnærmelige type.
Indrømmet,
1) det er et hysterisk fortegnet billede af det virvar af outputs og individer, som en ‘samlet scene’ består af. Ingen nævnt, ingen glemt blandt dem, der i årevis har været med til at nuancere udformningen af den københavnske og nationale undergrundskultur.
2) det var den selv samme storslåethed og vilje til at tage egen kunstnerisk agenda seriøst, der tryllebandt mig, fra jeg satte mine skælvende 16-årige ben på Mayhem første gang. En stor del af musikken er at finde på min indre Greatest Hits Compilation.
På sin vis er det også en musikalsk og æstetisk tendens, som kan sige at være i opløsning. Et vigtigt skridt i den udvikling har været dannelsen af Petrola 80-labelet og især bagmændenes egen gruppe, Lyra Valenza. Duoen fremstår efter deres seneste EP, “Nightshade Edition”, som et projekt i konstant, hvirvlende forandring. Og med en rød tråd i form af en umiskendelig legesyge over for de mange musikalske traditioner, de låner uhæmmet fra.
Producerne omkring den skønne Fantasy Forever-platform er sammenlignelige. Men med en mere forvirrende energi, flere ironisk-anarkistiske tilbøjeligheder.
Hos technoproduceren Peachlyfe antager det ironiske en frisættende, aktivistisk karakter: Der opstår i Deres musik et rum for flydende identitet og en frasigelse af fordummende, binære narrativer. Ligesom hos Galen Tipton, hvor selv det umiddelbare paradoks omfavnes (navnet på Deres instagramkonto er genderlessgenderfulgirl).
Deres genremæssige standpunkter er åbenlyst forskellige. Galen Tipton står for en moderne IDM-afart, mere i familie med Iglooghost end med Peachlyfes melodiske techno. Men i ånden – som musikere med intentionen at være oprigtigt frigjorte i deres praksis – er der tale om et slægtskab. Det er musikalske verdener, der føles indbydende at opsøge i kraft af deres tydelige afvisning af traditionelle niche-miljøers sociale koder.
Jeg tror, at en sjovere – eller nærmere: mindre selvhøjtidelig – strømning kan skabe et fællesskab af en mere inkluderende karakter, af større mangfoldighed. Og basis for en masse fantastisk musik.
Mens vi følger denne forandring, kan man passende lytte til “Godexx”. Det er fuldkommen henrivende i sin sprælske fantasifuldhed.
Info: “Godexx” udkom på Unseelie i juli.
