Goodiepal – Kontrolleret kontroltab
Goodiepal “EMEGO211” (14LP, Editions Mego) – Anmeldelse af Nils Bloch
Søren Kierkegaard beskriver i sin afhandling ”Om Begrebet Ironi” (1841) Sokrates som den ultimative ironiker – en helt igennem negativ karakter. Det vil sige, at Sokrates så at sige aldrig kan forstås som en tænker med et budskab, men snarere som én, der ved sit totale fravær af indhold gennem sin negerende funktion kunne udstille hykleri og indbildskhed i de mennesker og institutioner, han omgikkes.
Sådan kunne man også betragte Goodiepal. Som en sokratisk figur i dansk kulturliv. Om end han bestemt virker til at have et budskab, synes jeg, at han oftest fremstår stærkest som en slags afvisning, en negering, af det musik- og kunstmiljø, han indgår i. Mere om denne flyvske sammenligning længere nede.
Vi ved om Kristian Bjørn Vester, at han er computermusiker, producer, foredragsholder, kunstner, cykelentusiast og multiinstrumentalist, og at han har turneret og udgivet album på pladeselskaber fra hele verden. Han er/har været en del af Syg Nok og V/Vm, skrevet på Den Fri, lavet selvudgivne Demon Bags, skabt bogen “El Camino Del Hardcore”, udstillet på Statens Museum for Kunst og optrådt under en række forskellige variationer over navnet Goodiepal. Men store dele af hans kunstneriske praksis er omgærdet af historier om hans person, hans musik og dens oprindelse.
En auditiv marathon
Efter flere tilløb udgav Goodiepal for nylig på Editions Mego værket “EMEGO 211”. Det består af 28 vinylsiders musik af varierende længde, som digitalt er udgivet på Wikipedia, mens det i fysisk format kun kan erhverves i Kihoskh på Vesterbro, hvor Goodiepal har en “pladeforretning”. Åbningstiderne annonceres, uden den store regelmæssighed, på Facebook af Goodiepal selv. I albummets liner notes oplyses der desuden: “Everything I sell is sold cheaper then the manufacture price,” hvilket blot understreger den ulogiske udgivelsesform.
“EMEGO 211” er et virvar af musik. Noget er nyt, noget er af ældre dato, noget er lavet i samarbejde med andre (bl.a Evol og Synd & Skam), noget er stjålet og bearbejdet. En stor del er siderne er instrumentale, mens andre er rammesat af Goodiepals hektiske associative monologer eller i visse tilfælde rap. Værket fremstår mere end noget andet som en stor skattejagt, hvis ledetråde tager form af alt fra danske salmer over eurodance til Joey Mo-samples og Nokia-jingles.
“Where Is The Rapper” (Side I) indeholder stykker fra Goodiepals egen “Music To Play Lecture By” (2011). “My Robotic Skills Have Failed” (Side O & P) er en genfortolket version af hans tema fra gennembrudsudgivelsen “Narc Beacon” (2001). “Tilbage til Havet” (Side A & B) låner fra hans egen “Havet” (1991).
Goodiepal siger selv indledende, at vi skal opfatte det som en moderne playliste, og “EMEGO 211” har da også fødderne solidt plantet i appropriationskunstens rige. Det skal bredt forstås, således at det ikke blot er musik, han har nappet (hvis man hører sig selv, opfordres man i øvrigt blot til at ”be proud”), men også konceptuelle greb, som når han på ”Tilbage til Havet”, eller som han alternativt foreslår ”Tilbacka til Havet”, går William Basinskis “The Disintegration Loops” i bedene (dog uden at benævne Basinski) og lader en af sine tidligste båndindspilninger falde fra hinanden.
Interaktion og ejerskab
Med et vidunderligt Goodiepalsk tvist er side E, F, G og H som de eneste ikke lagt ud på Wikipedia, men er i stedet, sammen med et påbud om at uploade dem et andet sted, placeret i Editions Mego-chefens varetægt. Og her begynder det for alvor at blive interessant! Goodiepal offentliggjorde for et par uger siden et interview, hvor han fortalte lidt om mulighederne for at komme i besiddelse af de resterende plader:
”Side: E-F-G &-H is missing by purpose, but you can email one of my favorite artists in Mexico and ASK if he will upload a RIP ((—CONTACT: https://es-la.facebook.com/losmacuanos )) Side — G & H is in the hands of my favorite youtube’er — If you ask him kindly, he will surly upload a RIP for you somewhere. — If none of this works out try the EMEGO—BOSS —“
Altså skal vi som lyttere aktivt gøre en indsats for at få lov til at opleve værket i sin helhed: Vi skal gå i Kihoskh i et bestemt tidsrum, vi skal kontakte dén og dén for at få de manglende sider, vi skal i øvrigt selv finde listen over medvirkende på pladen et helt tredje sted på internettet. Dette placerer oplevelsen af værket i et felt af interaktion, hvor lytteren indgår som en brik, hvis aktive deltagelse er essentiel for værkets fuldendelse. Værket eksisterer simpelthen ikke, hvis ikke vi som lyttere går i dialog med det. På et teoretisk plan er der ikke noget synderligt nyt ved dette greb, men det er udført både elegant, drilsk og kompromisløst på den enorme “EMEGO 211”, som snarere fremstår som en åndende organisme, der aldrig finder sin afslutning, end som et afrundet værk. I den forbindelse virker valget af det brugerstyrede Wikipedia som udgivelsesplatform da bestemt heller ikke tilfældigt.
En af de afgørende konsekvenser ved en så aktiv dialog mellem lytter og værk er et gennemgribende tab af kontrol over, hvorledes vi som lyttere kommer til at opleve “EMEGO 211”. Ved således at splintre præsentationen opstår en uendelighed af forskellige tilgange til værket, både i konkret og abstrakt forstand, der udfordrer den lineære kunstoplevelse.
Dette kontroltab bringes til sin logiske grænse, når Goodiepal gentagne gange i løbet af pladen opfordrer lytteren til at uploade musikken på de platforme, der måtte passe vedkommende, eller udgive dem fysisk, hvis det skulle trække. Skulle lytteren i denne proces støde på rettighedsproblemer, skal vedkommende blot sige, at han eller hun ejer musikken. For Goodiepal ejer ikke rettighederne. Eller det ved han ikke, om han gør. Eller ”I don’t give a biip”, som det lyder på ”Havet”. Skulle lytteren mod forventning tjene store summer på således at udgive musikken, opfordres vedkommende ironiserende til at give en kop te og skrive et brev til Goodiepals bedstemor.
Hvor vi før, i form af interaktion og appropriering, så Goodiepal fralægge sig kontrol og ejerskab, fralægger han sig altså her også de juridiske rettigheder til musikken, hvilket i mine øjne er vigtigt, for at pointen ikke blot bliver vag og pseudoakademisk. I stedet ser vi her Goodiepal lade værket glide sig af hænde og overdrage lytteren nøglen både kunstnerisk, i og med at vi aktivt skal ud og samle værket, og juridisk ved at frasige sig værkets rettigheder. Mere konkret kommer dette til udtryk med titler som ”Slet Dig Selv” og ”Slet Din Synth” – eller når Goodiepal på ”Helt Opløst Mand” tåget opfordrer til at give et udefineret dét væk. Dét omformes og omstruktureres – men kun det, du giver væk, vil leve evigt, lyder det. (Og her mimer han sit mantra fra “Mort Aux Vaches Extra Exstra – Route 66 Eksperimentet”, pladen med 500 krone-sedlen).
Netop fordi værket i høj grad består af appropriationer, samarbejder og tidligere inkarnationer af Goodiepal, bliver ophavsspørgsmålet ekstra centralt. For i hvilken grad har Goodiepal været ophavsmand til “EMEGO 211”? Er det hans værk, eller er det blot et greb ned i det uendelige reservoir af æstetisk udfoldelse, der er tilgængeligt for enhver med en internetforbindelse? Han rejser på denne måde både spørgsmål til originalitet og i høj grad også til den hårdnakkede forestilling om kunstenerens frie agens. Det er netop her, det sokratiske kommer ind, for ved at fralægge sig ejerskab over det udsagte kommer “EMEGO 211” til at fremstå som et stort spørgsmålstegn. Det bliver en stor ironisk negering af kunstnerisk potens og kontrol og omdannes derved til en skarptunget kritik af den traditionelle værk- og kunstnerforestilling.
Dukkeføreren
Af samme grund tror jeg, at vi skal forstå Goodiepal, ikke som kunstneren bag “EMEGO 211”, men snarere som en kurator. Selvom den kuratoriske funktion er ved at være så udvandet, at snart sagt alle, der har et Spotify-abonnement og selv kan tage tøj på, har kuratorstatus, synes det som en central pointe for på nogen måde at finde hoved og hale i den omfattende suppe af fragmenter, som Goodiepal har serveret (hvilket også i nogen grad var på spil på hans serie af Audiosvar).
For det, han har gjort på “EMEGO 211”, er at sammenstille en række lydobjekter, der indbyrdes på kryds og tværs og som helhed konstant genererer nye betydninger, og som synes at være i konstant forandring på både et materielt og semiotisk plan.
Således modtager ”Vinter & Vers” (Side K & L) – der består af en række danske salmer og viser, som ved første øjekast fremstår som et radikalt brud med det overordnede formsprog – ny betydning, når den sættes i forbindelse med den politiske ”(Political) Heikutronix” (Side W). Omvendt modtager denne sides humoristisk fremsatte fortælling om et nationalkonservativt Holstebro-bysbarn et andet skær af alvor, når det stilles i skyggen af Steen Steensen Blicher og Oluf Rings ”Sig nærmer tiden, da jeg må væk”.
Alt dette er bundet sammen af Goodiepals voice-overs, der får karakter af auditive vægtekster, der leder, fokuserer og letter vores navigation igennem ”udstillingen” EMEGO 211. Det er her, at man kan lokalisere et element af kontrol fra Goodiepals side: Ikke som skaber, men som dukkefører.
Disse voice-overs er desuden det element, der får “EMEGO 211” til at sprænge sine rammer og bevæge videre end blot at være et stringent kurateret værk. For det første er de tilsyneladende optaget diverse steder rundt om i Europa; så befinder vi os på Assistens Kirkegård om natten, snart følger vi et vandløb i Skotland, så er vi i Norrköping på cykel mod Stockholm – og for det andet spækket med referencer til diverse emner og historier, der optager vores beretter.
Vi kan således følge både hans fysiske bevægelser (hvilket i øvrigt ydermere vækker mindelser om Sokrates, der driver rundt og konverserer/filosoferer i Athen), såvel som hans kunstneriske, hvilket er interessant, da vi dermed kommer ud og berører Goodiepals oeuvre mere overordnet. Om det er et kommentarspor til de sider, der helt konkret rummer musik af ældre dato som ”Tilbage Til Havet”, ”Red Man K’s Bedrifter” og ”Havet”, eller om det er løse henvisninger til hans veldokumenterede cykeleventyr og refleksioner over resonansteknologi som på ”Søsterhøj Mysteriet”, er det en måde at panorere ud på.
Hvis vi lader perspektivet blive større, så kan man derfor se “EMEGO 211” som en del af kunstnerkonstruktionen Goodiepal – en kulturpersonlighed, der igen indgår i en kulturel kontekst og så fremdeles. Således bliver denne besværlige 14-dobbelte LP-udgivelse en organisk del af en kunstnerisk uafsluttet praksis frem for at insistere på at være et afsluttet, kontrolleret hele. Derved blottes nogle kunstige grænsedragninger i vores værksbegreb, og musikken får lov at ånde organisk og frit.
Info: Goodiepals 14-dobbelte LP er udgivet nu på Editions Mego og kan downloades gratis på Wikipedia. Goodiepal Orchestra giver koncert på Click Festival 2016 samt på Mayhem med Colin Potter og Electrolux mandag den 23. maj (RSVP). Læs også dette interview med Goodiepal (https://github.com/NBAKH/emego-211_red_me_goodiepal/blob/master/README.md).
