Hjalte Ross – Ingen tid er spildt på formfuldendt debutværk
Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records, 2018) – anmeldelse af Lasse Skjold Bertelsen
Pladeselskabet Wouldn’t Waste Records – et enmandsforetagende baseret i Århus, der siden 2016 primært har stået for en personlig og kvalitetsbevidst linje af genudgivelser af bl.a. dansk diy-rockhistorie i form af Rhonda Harris, How Do I og Olesen-Olesen – er nu klar med sin første nyudgivelse i form af LP’en ”Embody” af sangeren og guitaristen Hjalte Ross.
Ross har baggrund i så forskellige projekter som neogrunge-kvartetten Frank Haze, der udmærkede sig som et gedigent live act for år tilbage, som guitarist i postpunk-gruppen Blood Child og med den æteriske pastelrock i soloprojektet Eli, der fik god omtale for EP’en ”Days”. Dermed er den blot 21-årige nordjyde en erfaren sangskriver. Alligevel er det bemærkelsesværdigt og måske endda overraskende for nogle gamle såvel som nye lyttere at møde en så ambitiøst og veludfoldet LP, udtænkt og eksekveret som værk af så ung en kunstner udi en anden genre. Dette skyldes primært, at Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn er trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange.
Denne bestræbelse understøttes forbilledligt på pladen i samarbejdet med den mildest talt erfarne producer John Wood, hvis generalieblad er værd at nævne på grund af hans arbejde for så historisk berømmede navne som sangerinderne Nico og Sandy Denny, solisterne Nick Drake og Cat Stevens samt større orkestre som Fairport Convention og sågar Pink Floyd. Hvis man ser bort fra først- og sidstnævnte, er der altså tale om en producer/tekniker-kapacitet, der om nogen har haft sine hænder nede i den britiske musikhistories muld og den restaurering af en folk-tradition, der fandt sted på de britiske øer i 60’erne og 70’erne. Det er med denne tyngde og ballast in mente, at Ross’ sangskrivning bliver åbnet som en sindrig og sirligt papirklippet pop-up bog med adskillige ciselerede detaljer.
For selvom omdrejningspunktet er Ross’ vokal og hans guitar på størstedelen af pladens ni kompositioner, hvorom de mange veloplagte strygerarrangementer og den afbalancerede instrumentering med klaver, træblæsere, percussion og elguitarens krøllede licks er spundet, er det også arrangøren Steven Turners (kendt for sit arbejde med Michael Jackson og Beyoncé Knowles) arbejde med pladen, der står stærkt. Steven Turner fungerer her som en skulptør med en særlig tendresse, der med sine strygerarrangementer, udført af den aalborgensiske kvartet med det punkpegende navn Who Killed Bambi, formår både at udbygge og indvie de enkelte sange i både en engelsk musiktradition med linjer helt frem til et orkester som Mojave 3 og samtidig bevare sangene som noget, der er Ross’ helt egen bedrift. En bedrift, der især når betagende og smukke øjeblikke i sange som titelnummeret ”Embody”, den klaverbårne ”All Week Long”, den samfundskritiske ”Come By” og den eksemplariske “Hunger For the Taste of Time That I Didn’t Waste.”
Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Nick Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. Det er med en indsigt og en kærlighed til særlige dele af Nick Drakes sangskat, at Ross stabler sit helt eget på benene uden dog at nærme sig de mørkeste stunder hos Drake, der sørgeligt endte med en overdosis af antidepressiver i forældrenes hjem i Warwickshire.
Trods den spejlklare inspiration er Hjalte Ross ikke en af de mange såkaldte epigoner, der har fundet nogle fodspor, der viljeløst kan – og derfor må og skal – betrædes, som det så ofte kan være tilfældet, når man viderefører en hæderkronet tradition. Der er heller ingen spor af renfærdig ikondyrkelse eller selvmordsmytologisering, da der snarere er tale om en ung mand, der på baggrund af den særlige eklekticisme og strandhugst, som blev en del af yngre menneskers erfaringsdannelse gennem det forrige årti og ind i det nuværende, bruger inspirationen uhildet og rent. Selv anfører Ross tolvstrengsguitaristen Val Stöeckleins grandiose soloplade “Grey Life” fra 1968 som en afgørende inspirationskilde.
Det er således også med en drakesk intonation, men med en klang som Stuart Murdoch fra skotske Belle & Sebastian, at Ross i sine sangtekster stiller indirekte spørgsmål om tro og overbevisninger under solens varme, blændende lys og tidens tegnmønstre, der ofte peger tilbage på sangenes eget jeg på et umage engelsk i sangen ”Jesus and the Useless”:
”What I’ve become / what I wasn’t when I was young / A dandelion full of gas / A crimson with a mask / A statue of Jesus / Only used by the useless / And people of weakness, and you by the sea / The phoebus of me”.
Her i en række af strejfende eksempler på, hvad man – dog allermest sangenes jeg – kunne blive og blev, så er det først og fremmest de poetisk markerede paradokser, der først tegnes mellem den industriforurenede mælkebøtte i naturen og derefter med den karmoisinrøde verdensmand, der trods det at være på højde med tilværelsen alligevel gemmer sig bag en maske. Det er disse indirekte spørgsmål til lytteren og til sangeren selv, der i de – mest af alt – stilfærdigt underspillede tekster ublufærdigt vidner om en søgende modenhed, der måske kunne angå selv den, der måtte ligge for døden ved at sammenligne før og nu.
Med skitserede tidsbilleder i både musik og lyrik spejles 1970’erne og nutiden nemlig fra hver af disse dekaders virkelighed med opbrud, krise og politiske imperativer med en afsmag for samme. Og i enkelte glasklare øjeblikke hæver pladen sig over den popmusikalske samtidsanalyse, der næsten aldrig slår over i banale, livsfilosofiske betragtninger, men ærligt forsøger at stå åbne til videre fortolkning og fornøjelse i en tristesse, der aldrig vil være for tung til at bære.
Info: Hjalte Ross “Embody” udkom 15. november på Wouldn’t Waste Records. Foruden Hjalte Ross, John Wood (producer), Steve Turner (arrangement) medvirker Mads Lang, Gustaf Ljunggren, Simon Mariegaard, Andreas Kildedal Westmark, Astrid Matthesen, Oskar Krusell og Who Killed Bambi.
