Passive/Aggressive

Julius Eastman Nigger Series – Minoriteternes rytmiske strukturer

Feature Most read February 10 2019

Af Morten Østergaard Rasmussen

Den 28. maj 1990 døde den amerikanske komponist Julius Eastman, 49 år gammel. I løbet af 70’erne og begyndelsen af 80’erne havde han fået etableret sig både som sanger, pianist, danser og ikke mindst komponist. Han var fast samarbejdspartner med Arthur Russell og var den første mandlige sanger i Merediths Monks kor, hvor han bl.a. var med til at indspille stykket “Dolmen Music”, der i dag nok mest er kendt for at været blevet samplet på DJ Shadows nummer “Midnight in a Perfect World”.

I løbet af sin karriere skrev Eastman også en lang række minimalistiske værker, der både udforskede alternative instrumenteringer samt temaer, der trak på hans egen homoseksualitet og afroamerikanske baggrund. Disse stykker var med til at sikre ham et navn som en af USA’s helt store undergrundskomponister, og piratoptagelser florerede i vidt omfang på kassettebånd mellem hans beundrere. Men trods al denne opmærksomhed og succes huskes Eastman dog i dag primært for at være blevet glemt.

Eastmans problemer med stofmisbrug førte til, at hans liv faldt fra hinanden, hvilket bl.a. medførte, at en stor del af hans partiturer blev beslaglagt og dernæst efterladt på gaden af New Yorks politi, da han i starten af 80’erne blev sat ud af sin lejlighed. Den tragiske måde, hvorpå Eastmans liv løb ud i sandet, havde altså den konsekvens, at en lang række af hans værker gik tabt. Ligeledes var hans løse kompositionsstil ofte bygget på en idé om samarbejdet mellem komponist og musiker, hvilket efter Eastmans død betød, at det som regel krævede en mundtlig overlevering fra nogle af Eastmans samarbejdspartnere, før andre musikere forstod hensigten med de ofte meget minimalistiske partiturer. Det er altså ikke helt uden grund, at eftertiden har haft svært ved at holde liv i Eastmans musik.

Det var først i 2005, at optagelser af Eastmans værker blev officielt udgivet på “Unjust Malaise”, en compilation, der var resultatet af komponisten Mary Jane Leachs mangeårige arbejde med at finde både partiturer og optagelser af Eastmans stykker. Efterfølgende er en række af hans værker blevet opført forskellige steder i verden, samtidig med at interessen for den glemte komponist har været stigende de sidste par år. Mystikken om de fragmenterede rester af Eastmans karriere har kun været med til at styrke denne interesse, der har medført, at han nu ses som et af den amerikanske minimalismes oversete genier.

På trods af interessen er det dog først med pladeselskabet Blumes udgivelse “The Nigger Series”, at nogle af Eastmans værker udgives på vinyl. Pladen samler optagelserne fra “Unjust Malaise” af de tre længere stykker med de aggressive titler “Gay Guerilla”, “Evil Nigger” og “Crazy Nigger”, alle tre oprindeligt skrevet for fire vilkårlige, men identiske instrumenter, hvilket her er fire flygler. Allerede ved at se på titlerne står det klart, at Eastmans dagsorden er radikalt politisk. Alligevel er selve kompositionerne ikke særligt komplekse. Rent formalistisk set er de så tilpas simple, at det næsten kan virke helt overflødigt at beskrive deres form.

Udgangspunktet for alle tre værker er brusende og ustoppelige tonegentagelser, der vender sig fra det polyfoniske og i stedet består af et utal af stemmer, som blandes sammen og er rettet direkte mod harmonien som udtryksform. Værkerne er således en samling af konstante skift mellem vellyd og himmelråbende dissonans, der påkalder følelsen af frustration og forvirring, og hvert stykkes voldsomme længde er med til at styrke disse følelser, der nogle gange dyrker det sentimentale og nærmest ynkelige for dernæst at slynge en intens vrede ud mellem de mange stemmer. En vrede, der nemt kan knyttes til de tematikker, som fremgår af titlerne på de tre stykker og de frustrationer, der knytter sig til livet som homoseksuel eller sort i USA.

Pladens åbningsstykke, “Gay Guerilla”, kan med sine 29 minutter og inkonsistente variationer over simple 1/8- og 1/16-ostinater nærmest bedst beskrives som en ustyrlig mutation af temaet til “Downton Abbey”, mens “Evil Nigger”, der strækker sig over 21 minutter, er et studie i forskellige droner, der kaster sig mellem spænding og forløsning for flere gange undervejs at mødes i en unison nedgang.

Selvom de to stykker er ambitiøse og i den grad værd at lytte til, så er det uden tvivl “Crazy Nigger”, der er pladens mest interessante værk. De simple rytmiske strukturer er stadig det gældende udgangspunkt, men her bliver de strakt ud over 55 minutter. Samtidig river den ellers simple struktur sig flere gange løs, mens harmonierne til tider fremstår mere som en samling af melodier end som harmoniske blokke af stemmer. Ligeledes bliver disse harmonier forstyrret af hakkende og skarpt markerede enkelttoner, der fremkalder en ekstrem dissonans, der kun styrker den følelse af frustration, forvirring og vrede, der har præget de to tidligere stykker. De mere blide og krystalklare harmonier, som sniger sig ind, får i denne kontekst en ildevarslende klang, der indvarsler større og større følelsesudbrud.

Derfor er det især på “Crazy Nigger”, at Eastmans ekstreme og insisterende stil kommer til udtryk, for her vokser den verden af følelser, man er blevet introduceret til, sig større end idéen om, hvad et klaver kan udrette.

Eastmans tre klaverværker placerer sig midt i den stolte tradition, der omkranser de amerikanske minimalistiske komponister som monolitterne Steve Reich og Philip Glass og mere spirituelle afvigere som La Monte Young, der alle tre også har prøvet kræfter med klaverets muligheder: Med stykket “Six Pianos” forvandler Steve Reich et klaverensemble til en dynamisk og pulserende masse af skarpe rytmiske strukturer ved hjælp af sin karakteristiske brug af “phasing”, mens La Monte Young tålmodigt i en seks timer lang meditation undersøger klaverets uendeligt mange klange på “The Well-Tuned Piano”. Ligeledes er Philip Glass’ forskellige klaverstykker ofte et studie i repetitionens effekt på simple melodier og harmonier.

Selvom der ikke er nogen tvivl om, at Eastman er minimalist, passer hverken “Gay Guerilla”, “Evil Nigger” eller “Crazy Nigger” ind nogle steder mellem disse andre klaverværker. Stilen er langt mere konfronterende og er et modsvar på nogle store tematikker, der ikke kun bygger på musikalske idéer, men også frustrationer over den verden, vi lever i. Hvor både Reichs, La Monte Youngs og Glass’ klaverværker primært er musik for musikkens egen skyld (hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting), så vil Eastmans værker mere end det. Selvom stykkerne på “Nigger Series” er bygget på et simpelt rytmisk grundlag, så kan de alligevel fremkalde følelserne af vrede, angst og frustration, der knytter sig til at være del af en minoritet i USA. Eastmans musik kan altså lige så meget ses som en kommentar til sociale forhold i hans samtid som et intenst take på minimalismen. Det er derfor ikke helt meningsløst, at Eastman bruger ord som “gay” og “nigger” til at beskrive sine egne værker.

Blumes genudgivelse af Julius Eastmans tre ambitiøse klaverværker er vigtig ikke bare i forhold til den mytologi, der efterhånden omkranser Eastman og hans værker men også hele den minimalistiske tradition i USA. “Nigger Series” formår effektivt at fremkalde helt grundlæggende følelser gennem helt grundlæggende rytmiske strukturer, og resultatet er et sonisk rum, der fremkalder narrativer, som formår at skabe en forbindelse mellem lytterens grundlæggende følelser og værkernes behandling af homoseksualitet og race.

Info: “The Nigger Series” udkom på Blume i december 2018. Indspilninger af de tre værker er tidligere udkommet på New World Records som en del af compilationen “Unjust Malaise”, der også inkluderer andre kammerværker af Julius Eastman. P/A anbefaler desuden BBC Radio 4-podcasten “Un-Forgetting Julius Eastman” fra november 2018.