Kollapse – Angstens ebbe og flod
Kollapse ”Angst” (16 forskellige pladeselskaber, 2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Ordet ‘angst’ forbindes i dag primært med den psykiske lidelse, som hver femte oplever på et tidspunkt i deres liv. Men før ordet blev institutionaliseret og en decideret diagnose, var det mere tvetydigt.
Det er denne tvetydighed, som aalborgensiske Kollapse afsøger på deres debutalbum til trods for et citat af psykologen Jung på indersiden af deres cover: ”One does not become enlightened by imagining figures of light, but by making the darkness conscious.” Bandet gør bestemt deres for at gøre mørket bevidst i deres brutale post-hardcore med elementer af sludge og postmetal.
Tvetydigheden ligger i deres tematiske og musikalske tilgang til albummets titel. Der er i hvert fald ingen panikangst her, for det fører til åndenød, og luft har Troels Højgaard Sørensen og Thomas Martin Hansen rigeligt af, når de henholdsvis skriger og brøler deres tekster gutturalt.
Ordet ‘angst’ stammer oprindelig fra oldhøjtysk, er beslægtet med latin og betyder ‘snæver’ eller ‘trang’. Og det er denne snæverhed, bandet behandler i deres sange. De beskriver selv albummet som et forsøg på at kommunikere noget ægte i en overfladisk kultur, at afreagere over for følelser af isolation og af at være mentalt og socialt ødelagt. Outsiderpositionen har altid været kunstnerens privilegium og pine. Den udtrykker kvartetten mest koncist på det to minutter korte ”Death of a Monotheist”, som starter i et klassisk hardcore-tempo, men på kort tid bliver tynget af riffs, der glider over i et lys af guitarriffing båret af marcherende trommer, der løfter nummeret til episke proportioner med ordene: ”We are the beggars / we are the martyrs / we are the thieves / we are the leeches / we are the lost”.
Tyngden, det slæbende riff, angstens slæb, ryster Kollapse flere gange af sig med episk klimaks-opbygning, og derfor er de fem-seks minutter lange numre på albummet også de bedste. ”Nesting” starter brutalt ligepå med en mur af guitar farvet i sort metallic, men skifter tempo, lader ensom guitar følge af tør rytme, mens der bygges op til et kværnende riff, en væltet lastbil, der glider uendeligt i isglat føre i højere og højere tempo.
Denne ebbe og flod udfører de til perfektion på ”Gueules Cassées”. Titlen er et fransk udtryk for de skamferede ansigter, soldater under 1. verdenskrig blev efterladt med, her også mental skamfering og isolation. Men selv outsidere har paradoksalt nok fællesskaber:
”Aldrig kommer vi så tæt på hinanden som i krig
aldrig er vi så ensomme som i krig
for nu er du min byrde, mit bånd og mit åg
så nu er det frit fald ud i det grå
sammen med de forstenede og tavse
vi er en hær af krøblinge”
Sangen afsluttes med et klaverspil som eftertanke.
I den overvejende kværnende ”Til Hølle”, der først søger opad til sidst, blander bandet dansk og engelsk og citerer løst, nok mest kendt fra Aarestrups digt ”Angst”:
”Hold fastere om mig
om lidt er vi skilt ad
som bærrene på hækken
som boblerne i bækken
skyggerne lever kun hvor der er lys
græd blot hjerte, men brist ej”
Det viser bredden i Kollapses udtryk. Fra det kværnende til det episke til det helt skrøbelige. ”Angst” er en tvetydig størrelse, både som album og som udtryk, ikke kun en diagnose, men også en uro og et udråb fra et trængt hjørne. Nu har bandet valgt at parafrasere Aarestrups digt om angsten for at miste den anden, men et andet ”Angst”-digt, de nemt kunne have parafraseret, er Tom Kristensens fra ”Hærværk”, da det i høj grad rammer Kollapses udbrud af angst, her de sidste to strofer:
”Men min Angst maa forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.
Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer paa Flugt,
mod Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.”
Info: “Angst” udkommer d. 19. maj på 16 forskellige pladeselskaber i bl.a. Sverige, Norge, Tyskland, Italien og Slovakiet. Kollapse spiller live i København d. 15. juni (RSVP).
