Passive/Aggressive

Krigsgudens anbefalinger til Roskilde Festival

Feature June 28 2016 Grimes3

Af Jens Franco

Onsdag:

Slayer 19.30 (Arena) Verdens bedste thrash metal-band kigger forbi med et fremragende album fra sidste år, “Repentless”. Tom Araya har antydet, at han ikke vil turnere mere, så der er mødepligt for alle headbangers.

Puce Mary 22.40 (Eschomayhem) Københavns noisedronning # 1 er lige rykket til dette cirka-tidspunkt. Hendes sidste LP, “The Spiral”, er fremragende og fik pæne ord med på vejen af P/A.

Værket 23.30 (Eschomayhem) De unge gutter i progrock-bandet Værket har snart et debutalbum ude. Jeg har altid kaldt dem for en amfetaminudgave af Jethro Tull, men der er meget mere i musikken, som f.eks. et cover af temaet til skandalefilmen “Cannibal Holocaust”.

Sleep 00.00 (Avalon) Doom metal-kongerne vender tilbage til Danmark. “Dopesmoker”, anyone? De blev dannet i 1990, holdt en pause i det meste af 00’erne, og vendte så tilbage igen i 2009. Med folk fra High On Fire og Om.

Torsdag:

Blues Pills 13.00 (Avalon) Jeg har ikke set dette band, men har kun hørt gode ting om Blues Pills fra folk, jeg stoler på. Vi taler hård retro-blues rock a la Cream, som fans af Graveyard nok vil nyde.

Grimes 18.00 (Arena) Jeps, krigsguden elsker god pop, hvad der ikke findes meget for tiden, men Claire Boucher kan et eller andet med sin electronica-pop, som jeg digger.

Black Breath 20.15 (Pavilion) Jeg har set dette amerikanske metalband flere gange. De blander død og thrash på en måde, der kan få krigsguden til at smide t-shirten og tage showet i bar overkrop. Beware!

Tsjuder 00.30 (Pavalion) Klassisk norsk black metal med corpsepaint og hele pivtøjet. Ondt, urimeligt og 100% satanisk. Fedt at se black efter midnat, glæder mig helt vildt!

Savages 01.00 (Avalon) Hørt rigtigt meget godt om dette lettere hypede postpunkband. Skulle være nogle seje damer, og Henry Rollins digger dem.

Ghost 02.00 (Arena) Sjældent har et band delt metalfans så meget som Ghost. Ja, de ligner komplet idioter, men jeg elsker deres catchy classic 70’er metal, som minder mig flere af Blue Oyster Cult-pladerne, om end i en mere poppet version.

Fredag:

Family Underground 14.35 (Eschomayhem) Gamle helte fra Mayhem på Ragnhildgade. Alle koncerter, jeg har set med dem, har været meget forskellige, fra dronerock til noise, men altid vitalt og interessant.

Neil Young 21:00 (Orange) Den canadiske rocklegendes 2008-koncert med Crazy Horse er den bedste, jeg har set på Roskilde, og jeg har været der næsten hver gang siden 1982. Denne gang har Young et yngre band med, som hedder Promise Of Real. Går ud fra, at onkel Neil tager stikket hjem igen.

To\To 22.25 (Eschomayhem) Tobias Kierstein og Toke Tietze Mortensens eksplosive trommeduo. Jeg ved ikke, om de har gæster med denne gang, men jeg har set gode shows med duoen, som ikke minder om noget andet dansk band.

Age Coin 23.10 (Eschomayhem) Nærmest et husband fra Posh Isolation med folk fra Iceage og Vår. Techno møder industrial. På med danseskoene!

Mutoid Man 00.15 (Pavilion) Mutant thrash med folk fra Converge og Cave In. Kender ikke meget til dem, men jeg tager chancen med åbent sind og håber på tråd, som jeg kan ryste mit garn til.

Lørdag:

Rising 14.15 (Pavilion) Det københavnske metalband har et nyt album på gaden og en ny besætning, som jeg glæder mig til at se på en scene igen.

Cattle Decapitation 20.15 (Pavilion) Et fremadstormende dødsmetalband, som sparkede min røv hårdt sidst i Pumpehuset. Dannet i 1996 i San Diego, men tog metal verden med storm sidste år, da de udsendte “The Anthropocene Extinction”.

New Order 21.00 (Arena) Engelske synthpop-/postpunklegender. Ikke så meget at sige. På med danseskoene igen!

Marching Church 21.15 (Eschomayhem) Københavnsk all-star-band med folk fra Iceage og Lower, der altid leverer et godt show.

MØ 22.00 (Orange) Danmarks popdronning og en dansefavorit af krigsguden. Karen er sej. Basta!

Protomartyr 22.15 (Pavilion) Elegant og kantet postpunk fra Detroit, der er meget inspireret af engelske bands som The Fall og Gang of Four. Så dem på Loppen sidst. 100% godkendt.

Halshug 22.30 (Gloria) Københavnsk crustpunk-sensation. Knojernsrock, så ud i pitten og sport din Discharge-t-shirt.

Info: Jens Franco giver koncert med sit eget noiseband Smitstof (originalt line-up) kl. 17.30 onsdag på Eschomayhem-scenen.