Passive/Aggressive

Puce Mary – “The Spiral” indsætter aggressivt tonalangreb på fremtiden

Blog Kritik April 12 2016 Puce Mary 2014

Puce Mary har sat en ny plade på hylderne. En plade, der ridser noise ned i lakken og brager ud med kraftfulde arrangementer fyldt til randen med skarp metallisk tekstur og rustne synths.

Puce Mary “The Spiral” (posh isolation, 2016) – Anmeldelse af Sandra S. Borch, foto af Søren Rye

Som genre er noise meget fleksibel. Noise kan fremstå både ligegyldig og suveræn – og i nogle tilfælde endda på samme tid. Noise kan være høj eller lav pitch, noise kan være sublim eller ligegyldig. Noise kan være spetakulær eller banal.

Definitionen af noise er ofte baseret på negationer og dermed gennem, hvad noise ikke er. Således er den gængse definition af noise, at det er ikke-musikalsk, ikke-ønskelig og utilsigtet lyd. Sagt med andre ord er noise i opposition til den gode musik og derfor ikke i sig selv musikalsk materiale.

Men med eksperimenter og udgivelser såsom Puce Marys nye album, “The Spiral”, er noise nærmere netop der, hvor det musikalske materiale fornys, og hvor kløften elimineres mellem idé og eksekvering, mellem teori og lyd, og understreger lydens fysikalitet og materialitet. “The Spiral” vidner om en musikalsk tendens, der ikke kun udvider musikken, men stiller sig kritisk over for essensen af musikalsk materialitet.

Skal vi tage historien (nogenlunde) fra sin begyndelse, skal vi tilbage til 1913, hvor den italienske futurist Luigi Russolo udgav sit manifest “The Art of Noises”. Heri stadfæstede Russolo, at noise ikke er musikkens antitese, og han ophævede støjens status som værende uønsket og ildeset og gjorde noise til en delikat sensation. Trods Russolos tidlige manifest fremstår noise som begreb, genre eller koncept forsat uklart defineret. Den canadiske komponist og meget andet R. Murray Schafer konstruerede en dikotomi, som har domineret den lydlige retorik nærmest lige siden. En dikotomi, der opdelte den soniske verden med to modstående poler. Mellem god og meningsfuld lyd på den ene side og dårlig, meningsløs noise på den anden side. Denne schaferianske konceptualisering er cementeret i den gængse forståelse af musik.

Det var først i 1980’erne, da kunstnere som Hijokaidan og Merzbow sparkede gennem lydmuren mod vest, at noise for alvor blev markeret som en genre, der refererer til en musik, der gør brug af en langt højere volume, skarpere lyd og mere kompleks opbygning.

Siden da har masser af kunstnere været dedikeret til en udtryksform baseret på noise. På tværs af feltet fra Hijokaidan, Merzbow og Boris til Pan Sonic, Pharmakon og Prurient. Til fælles har kunstnerne, at de stilistisk arbejder med objekter, udtryk og form, der kun perifert forbindes med musik.

I starten af 2000’erne lod noise-artister teknologiens fejl og begrænsninger være udgangspunktet for det musikalske output, og glitch, distortion og hak fik en helt central rolle, som det høres hos Royiji Ikeda, Oval, Mika Vaino, Alva Noto – der alle er eksempler på kunstnere, som dvæler ved den digitale tidsalders illusion om det perfekte medie og den fuldstændige kontrol over teknologien. På mange måder er det et billede på en ambivalent relation til teknologien og maskinen, hvor det er musikkens agenda at bryde eller snarere gentænke det fejlfrie, digitale flow.

Noise har således været langt tid undervejs og har ophav på tværs af både landegrænser og musikalske genre og teknisk snilde – og midt i det hele finder vi Puce Mary, der siden sin sidste soloudgivelse, “Persona” fra 2014, har været på et residency hos det stockholmske Elektronmusikstudion (EMS,) og sidste år udgav hun samarbejdet “The Female Form” med Loke Rahbek. Nu er hun aktuel med “The Spiral”, som er et brutalt tonalangreb på fremtiden med spor af fortidens noise-teknikker.

Lyden omkring Puce Mary er fuld af selvmodsigelser. Den er minimalistisk i sin form og maksimalistisk i sit udtryk. “The Spiral” er klaustrofobisk af stemning samtidig med sine vanvittigt store armbevægelser, der buldrer gennem højtalerne. “The Spiral” er rig på nuancer og detaljeorienteret, og stadig er den domineret af en altoverskyggende lyd, der som en malstrøm sluger alt på sin vej for til sidst selv at gå i opløsning.

Albummet starter stille ud med titelnummeret som et varsel om, hvad der venter på resten af pladen. Nummeret opbygger langsomt en stemning af lidende synths og kampklare trommer. “Night is a Trap” vælter ind med et bombardement af vokal, der skriger om undergang. Og derfra roterer “The Spiral” med fuld kraft derudaf. Med en mindst lige så kraftfuld og eksplosiv stil, som lyden er på numrene “Temptation to Exist” og “Masks Are Aids 2″, mindst lige så knitrende og ambient er lyden på “No Memory”, der med organiske lyde af fodspor og et mere beatorienteret rytmespor skaber et tilnærmelsesvis melodisk nummer. Ligeledes er de forvredne hvæs og hvirvelende rytmer, som Puce Mary demonstrerer på nummeret “Slow Agony of a Dying Orgasm”, med til at tilbyde en anti-æstetik ved at bruge teknikker og maskiner fra musikken til at nedbryde og genskabe musikkens struktur.

Generelt bærer kompositionerne præg af en konstant udvikling gennem pladens otte numre, der dog alle er dømt til kollaps og ender i forfald. Det, som står klart tilbage, er pladens ekko og Puce Marys bemærkelsesværdige og beundringsværdige beherskelse og forståelse af noise-idiomet. “The Spiral” er en både dramatisk og følsom udgivelse, hvis musikalitet balancerer mellem fortid og fremtid i sin brug af gamle teknikker og gisninger om fremtidens lyd.

Info: Puce Mary “The Spiral” udkom 25. marts på posh isolation.