Passive/Aggressive

Scandinavian Star – Klarhed og elegance gennemsyrer tragisk narrativ

Kritik January 25 2019

Scandinavian Star “Solas” (posh isolation, 2018) – Anmeldelse af Emil Grarup

Malthe Fischer har netop udgivet sit solodebutalbum på københavnske Posh Isolation. Albummet, ”Solas”, er Fischers første længere udspil under aliasset Scandinavian Star. Tidligere har han udgivet to eponyme EP’er på hhv. amerikanske Ascetic House og japanske Big Love, begge i 2015. Desuden er han aktiv i synthpop-gruppen Lust for Youth.

Både sangtitler som ”Candi”, ”Alang” og ”Regal V”, såvel som Fischers kunstnernavn, refererer til den samme hændelse: Den store brandkatastrofe på den danske passagerfærge MS Scandinavian Star i 1990. Branden, som menes at have været påsat, er i dag 28 år efter stadig ikke opklaret. Med sine 159 omkomne er der ellers tale om den største mordsag i Skandinavien efter 2. Verdenskrig.

Læs resten

Året der gik – De bedste danske udgivelser i 2018 (udvalgt af redaktionen)

December 27 2018

Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Læs resten

Året der gik – En fordomsfri anti-kanon for et markant, musikalsk år: De 200 bedste udgivelser i 2018 ifølge Mikkel Kongstad

December 21 2018

Af Mikkel A. Kongstad

2018 har været et markant år for musikken. Et år med en himmelråbende diskrepans mellem den faktiske virkelighed og det, jeg i den mediebårne, politiske verden efterhånden har lært at forstå som den “virkelige virkelighed”: den virkelighed, som man subjektivt fremkalder gennem sin egen politiske observans for derefter at kunne tilbyde rigtige løsninger på den virkelige virkeligheds problemer. Det går bedre end længe for musikken. Både nationalt, internationalt (og her snakker vi ikke kun i Vesten), hos kvinder, hos mænd og så videre. Især hvis man kigger på den kunstneriske kvalitet af musikken for 2018, også selvom vi er så langt inde i et neo-liberalistisk, kapitalistisk mareridt, at det er et udtryk for noget så farligt som smagsdommeri at forholde sig til kvalitet. Og dét vel at mærke i en tid, hvor der nærmest ikke er et tv-medie i verden, der kan formidle indhold eller et emne uden at gøre det igennem en konkurrence.

Nå, men diskrepansen. Det er den, jeg forholder mig til lige nu. 2018 har været et markant, musikalsk år. Læs resten

Age Coin – Techno med adrenalinkicket som puls

Kritik October 23 2018

c2f1f865-a6ba-493c-bdd7-aef2c5f5f124_1510790400

Age Coin “She Who Sold Me Told Me” (Posh Isolation, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

For nylig udgav den efterhånden rutinerede københavnske technoduo Age Coin EP’en “She Who Sold Me Told Me”. Simon Formann, forhenværende guitarist i postpunkkvartetten Lower og nu aktiv med technoprojektet Yen Towers og som medlem af eksperimentalpop-trioen Khalil, udgør den ene halvdel. Kristian Emdal, forhenværende bassist i Lower, nuværende i Marching Church, udgør den anden. EP’en er deres syvende udspil og er, ligesom størstedelen af deres forrige udgivelser, udkommet på pladeselskabet Posh Isolation.

Rutinen til trods virker det dog ikke til, at duoen er gået ned hverken i tempo eller intensitet. Snarere tværtimod, hvis man tager udgangspunkt i “She Who Sold Me Told Me” og deres EP fra tidligere i år, “Maybe Fake Is What I Like”. Begge byder på industrielle techno-kompositioner, der placerer sig i den hidsige ende af skalaen. Læs resten

KYO w/ Jeuru – Ny form til den ulmende længsel og det knugende vemod

Kritik September 17 2018

KYO-w-Jeuru-Press-Pic-2-1280x854

KYO w/ Jeuru “All the Same Dream” (Posh Isolation, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Duoen KYO har siden 2016 udgivet en række bånd og LP’er via Posh Isolation, hvor de har udfoldet et ofte dramatisk, eventyrligt og umådeligt stemningsmættet udtryk bygget op om lige dele elektroniske og akustiske elementer. Fra debuten “Aktuel Musik” til sidste års “I Musik” har duoen bevæget sig længere og længere væk fra sentimentalitet og melankoli mod et mere letsindigt og åbent udtryk. Bandets musik og udvikling har dog indtil nu ikke fremstået særligt vovet; der har været tale om en glidende overgang i de primære stemninger, som duoen har udpenslet, men især kompositionsmæssigt har projektet virket forholdsvist fastlåst. Læs resten