Kristian Poulsen – Konversation over punkomslag fra dansk musiks Derek Bailey
Ord Kristian Poulsen, spurgt af Simon Christensen
Som et gennemgående tema i mine musikudgivelser har jeg været interesseret i pladeomslaget som en størrelse, der fastlåser musikkens betydning og placerer den i kulturen. Dette har jeg tænkt i en slags modsætningsforhold til min musik, som jeg tænker som ret åben i forhold til, hvordan man skal forstå den og placere den genremæssigt. Det ser jeg som en positiv kvalitet, der er værd at stræbe efter, men som også kræver at blive tøjlet. Det er dette forhold imellem omslag, musik og samlet udsagn, som jeg er interesseret i, og det er også her min nye soloplade, “Cover Aesthetics”, tager sit afsæt.
“Cover Aesthetics” hænger sammen med udstilllingen “Remarks on The History of Things” på galleriet Years. Ligesom omslaget til “Cover Aesthetics” handler udstillingen om punkens cover-konventioner, og pladens omslag er en slags kondensat af udstillingen, som i en art billedkulturel analyse bl.a. forsøger at synliggøre de mest almindelige udformninger af punkomslaget i perioden 1976-1990. Dette gør jeg ved at kategorisere punkomslag ud fra tema som f.eks.:
– Punkomslag med atombombesprængninger (det er den kategori, der er på omslaget til “Cover Aesthetics”)
– Punkomslag med poserende band
– Punkomslag med små børn, der bl.a. danner en slags metaforisk slægtskab imellem punkerne og børn
– Punkomslag med et dystopisk undergangstema
– Punkomslag med krig (f.eks. Vietnamkrigen, 2. verdenskrig eller Den kolde krig)
– Punkomslag med statsoverhoveder (primært Thatcher, Reagan og Hitler)
– Punkomslag med det lokale punkcrew (her er der f.eks. mange kompilationer)
– Punkomslag med pistol rettet imod beskueren, imod den skydende (som i selvmord), imod et offer, eller med nogen i et sigtekorn
– Punkomslag med dødningehoveder
– Punkomslag imod politiet
Baggrunden for en sådan tematisk inddeling er en semiotisk interesse for, hvilke billeder og temaer der danner genren punk, hvis man isolerer dette til omslagets billedlige overflade. Dette hænger også sammen med navne, titler og tekster etc., men jeg har altså valgt primært at interessere mig for omslagets billeder, da det er her, jeg som pladeproducerende musiker og billedkunstner føler et behov for at forstå de semiotiske og kulturelle mekanismer, der er afgørende for, hvordan musikken modtages af verden.
Og hvorfor så lige punk, når musikken på “Cover Aesthetics” ikke har meget med punk at gøre? Igennem det seneste par år har jeg været lige dele forbløffet og begejstret over den måde, punken er kommet igen på. Her tænker jeg primært Posh Isolation/Iceage og Århus-punk etc., hvor førstnævnte udgør en del af min lokale kontekst. Det er måske en åndssvag udlægning, at punken er kommet igen; måske har den bare været nogenlunde jævnt eksisterende. Men det har i hvert fald været en udbredt opfattelse uden for det subkulturelle, at den er kommet igen. Min forbløffelse og begejstring går på at have svært ved at spore, hvordan denne udgave af punk adskiller sig fra klassisk punk fra 1970’erne/80’erne. Gentagelsen er ikke nødvendigvis et problem. Og jeg ønsker ikke at starte en diskussion om originalitet og autenticitet. Snarere er det spændende, at genrens genkomst kan være så selvfølgelig og måske endda nødvendig og logisk for kulturen.
En parallel fra kunsthistorien kunne være kunstteoretikeren Hal Foster, der om det, han kalder neo-avantgarden (primært 1960’ernes minimalisme og konceptkunst), siger, at det nærmest er neo-avantgardens genkomst af den historiske avantgarde (f.eks. Duchamp), der gør, at den historiske avantgarde kan eksistere som (historisk) avantgarde. Hal Foster laver også en parallel til psykologien og siger, at traumet først bliver traume i det øjeblik, det kommer igen, og han kalder i den sammenhæng også den manglende forståelse i receptionen af den historiske avantgarde traumatisk.
Formålet med i så høj grad at rette opmærksomheden væk fra pladen og ud på et eksternt analyseobjekt – hvor man jo også bare kunne have et omslag, der understøttede den musiske orden, så det hele gik op i en større helhed – er at holde musikkens aflæsning åben og dermed musisk og nogenlunde fri for subkultur og ungdomskultur og modeluner (ja, det er paradoksalt: for at holde den fri har jeg fedtet den ind). På den anden side er jeg tiltrukket af repetitionen og genkomsten.
Et godt eksempel på flot repetition er den danske Forhadt Ungdom (af The Razor Blades og Flere Døde Pansere, 1983 (og apropos repetition har Millions of Dead Cops lavet opsamlingspladen More Dead Cops)). Forhadt Ungdoms omslag indeholder tre tiders ungdomskultur sat i forlængelse af hinanden, nemlig først rock ’n’ roll, så hippier, så punkere. På denne lidt skizofrene baggrund ønsker jeg at forholde mig aktivt undrende og analyserende til kulturens måde at fungere på og samtidig nyde den, og denne aktivitet ønsker jeg at pege tilbage på mig selv og min egen kunstneriske/musiske habitus, hvilket er det, jeg tænker, der sker på inlay’et til “Cover Aesthetics”. Her er jeg portrætteret under forsøget på at affotografere mit malede selvportræt til bagsiden af pladen “The Shape of Time”, hvilket er indrammet af poserende punkbands.
Tilbage til musikken: Pladen er indspillet i perioden 2009-2013 og består af en side med elektrisk guitar og en side med akustisk guitar, hvor der også har sneget sig et enkelt ukulelenummer ind. Al musikken er i et spor (dvs. live derhjemme) og er mastereret af Toke Tietze Mortensen, men uden større tekniske indgreb.
Når jeg spiller musikken, handler det for mig om at lave en art præparation af guitaren – hvilket ikke behøver at være meget, f.eks. en eller to spisepinde under strengene eller en ny stemning eller en kombi – og dernæst bevare en vis åbenhed i forhold til resultatet. Det gør, at musikken kan komme mange nye steder hen. Samtidig kan jeg så blive nogle af de nye steder ved at gentage dem og derigennem undersøge, hvordan de virker, hvilket tenderer et nummer/en komposition.
Selv om metoden næsten er den samme på den akustiske og den elektriske side, synes jeg, at resultatet lyder ret forskelligt. Den elektriske side er lidt hen ad minimalisme fra 1960’erne (John Cale, La Monte Young, den dur), gamelanmusik og noget technoinspireret (repetition med effekter og forskydninger). Den akustiske side lyder mere som et sammenstød imellem John Fahey, Derek Bailey og Bill Orcutt.
Jeg ser “Cover Aesthetics” i forlængelse af “The Shape of Time” (2013), “Kristian Poulsen Plays the Electric Guitar” (2012) og “Kristian Poulsen Plays the Ukulele” (2009). Alle de plader er soloudgivelser, og de prøver at behandle forholdet imellem musikken, omslaget og det samlede udsagns åbenhed/lukkethed, som jeg skitserede i starten. Mine andre gruppeprojekter har – ud over en masse lighedspunkter i kraft af fælles ophav – ikke sammenhæng med mine soloplader.
Kristian Poulsen er eksperimental guitarist og komponist, uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og medlem af bl.a. Spost og HPM. Hans spil er blandt andet inspireret af guitarikoner som John Fahey, Derek Bailey, Glenn Branca og Fred Frith samt gamelan, no wave og minimalistisk musik.
Kristian Poulsen “Cover Aesthetics” (LP, selvudgivet, 2014)
Kristian Poulsen & Anders Lauge Meldgaard “Diggin’ In” (LP, Yoyyooyoy og Halloween Creativity, 2013)
Kristian Poulsen “The Shape of Time” (7”, selvudgivet, 2013)
Spost “Manio-Døs” (LP, selvudgivet, 2013)
Succes & Penge (kassettebånd, selvudgivet, 2012)
HPM (Haxholm, Poulsen, Mortensen) “Voluptuous Liquidhood” (7”, Yoyooyoy, 2012)
Kristian Poulsen “Plays the Electric Guitar” (7”, selvudgivet, 2012)
Spost “Dusch” (7”, selvudgivet, 2011)
Kristian Poulsen & Claus Haxholm “Electric Objecthood” (7”, selvudgivet, 2011)
Kristian Poulsen & Toke Tietze Mortensen (7”, Yoyooyoy, 2010)
Kristian Poulsen “Plays the Ukulele” (7”, selvudgivet, 2009)
