Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)
Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)
1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.
2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA
3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC
4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA
5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC
6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF
7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA
8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ
9. Kristian Poulsen: “Layer” (Selfreleased)
Trancemusik for præparerede guitarer med orientalske inspirationskilder. “Improvisation er et gennemgående tema for mig. Jeg arbejder oftest med en lille forskydning af guitaren og dens ikoniske lyd, og mestendels uden at tilføje effekter fra pedaler el.lign. I stedet præparerer jeg guitaren på forskellige lavpraktiske måder. Ofte putter jeg en pind under strengene, hvilket orienterer instrumentet i rytmisk retning. Desuden flytter det hele tonespektret. Og sammen med stemning af strengene under spil og flytning af pinden under spil åbner det op for en lang række af nye muligheder og klange, der bevæger sig væk fra den klassiske guitarlyd og snarere peger i retning af f.eks. Glenn Branca, Hans Reichel eller gamelan. Her fokuserer jeg på, at musikken ikke skal lægge sig for genkendeligt op ad noget allerede eksisterende – eller at den i hvert fald, hvis det er tilfældet, forsøger at forskyde sig fra det udgangspunkt. Kort sagt, jeg ser musikken som en slags usproglig semiotisk navigation, der er relativt tilpas med ikke at blive sprogliggjort.”
10. Tilebreaker: “Tilebreaker” (100 Records)
Inden for den seneste tid har Tilebreakers medlemmer Anders Thode, Jeppe Grønbæk og Andreas Halskov hver især beskæftiget sig med musikalske projekter med en vis popappel, men i Tilebreaker er dette aspekt lagt mere eller mindre til side til fordel for et blytungt tusmørkeudtryk, der trækker på den samme nerve, som spinder igennem bagkataloget fra grupper såsom Codeine og Red House Painters. For at sige det med andre ord lyder Tilebreaker som en altopslugende maniodepressivitet, hvor der musikalsk veksles mellem spartanske trommer og tyngende guitareffekter i forgrunden og en vokal, der fremfører alle lyriske strofer, som var de udtryk for den totale afmagt. Det er uden tvivl det mest monotone lydbillede, jeg har hørt inden for Aarhus’ grænser, men det er højst sandsynligt også på grund af denne konsekvente ensidighed, der dyrkes på bandets debut, at det trøstesløse tungsind virker så overbevisende. AJ
11. Western Skies Motel: “Prism” (Preserved Sound)
”Setuppet var virkelig simpelt: to mikrofoner og en guitar,” forklarede René Gonzalez Schelbeck, da undertegnede interviewede ham om albummet ”Prism”. Den enkle instrumentering gør det desto mere imponerende, hvor mangefacetteret og detaljeret hans udtryk er. De spontant komponerede numre er åbne og lader tålmodigt de gnistrende guitarmønstre finde sammen i stadig nye konstellationer. En flot og eftertænksom udforskning af guitarstrengenes potentiale. MA
12. Yung: “These Thoughts Are Like Mandatory Chores” (Tough Love/Fat Possum)
Det internationale gennembrud for den unge Aarhus-musiker Mikkel Silkjær Holm kom i 2015 med ep’en “These Thoughts Are Like Mandatory Chores”, der følger op på et par mindre udgivelser og fuldlængde debuten “Falter”, som dog kun var i dansk distribution, men senere udgivet internationalt som ep’en “Alter”. Det er ikke de ustandselige sammenligninger med Wipers, Ty Segall og Jay Reatard, der har gjort Yung fortjent til et gennembrud, men derimod et personligt, hyperaktivt og ukueligt output, der vækker garagerockens auticitets-credo og ganske simpelt baserer sig på glimrende sangskrivning.
Special mentions i årets bedste danske udgivelser
Marvelous Mosell LP (2015, Elektriske Plader)
Siden 2012 har rapperen Marvelous Mosell spyttet numre ud baseret på eksplicitte/bærende samples af glemte funk- og soulklassikere; tænk George Duke, Melba Moore, Temptations, Hot Chocolate og Sister Sledge. Denne oldschool-hiphop metode har sammen med en stribe Youtube-tutorials og et karakteristisk tekstunivers gjort den danseglade elektriker Morten Sell til et mindre kultnavn. Mosells 7”- og 10”-tommere er alle blevet udsolgt på kort tid via selskabet Elektriske Plader, og derfor var denne (nu også udsolgte) LP tænkt som en opsamling med hans tidlige hits som “Catastrofical Ravage”, “Den Bedste Danser”, “Jeg Var Blevet Syg Og Ku’ Li’ Det”, “Ove Og Jens” m.fl. Når Mosell ikke har udgivet et egentligt albumværk endnu, så skyldes det for første, at Marvellous Mosell fungerer fantastisk i youtube- og singleformatet, men sikkert også at det samplede materiale udgør så stor en del af udtrykket, at man i stedet for at cleare alle rettighederne lige så godt kunne gøre musikken til en anden form for produkt – som i skrivende stund stadig kan downloades gratis på Mosell.dk. Information wants to be free! SC
Carsten Meinert Kvartet – “To You” (1969/2015, Frederiksberg Records)
Takket være Frederiksberg Records blev 2015 året, hvor en af Danmarks dyreste plader (at få fingrene i) endelig blev gjort fysisk tilgængelig på ny for en lidt mere håndterbar økonomisk sum penge. Carsten Meinert Kvartets legendariske hard bop og spiritual jazz-album med sværmende strejf af free jazz blev tilmed fulgt op af en unik live-genopførsel af pladen på Osramhuset. Et legendarisk jazz-album fra en ditto kvartet, der forsat står som det stærkeste bud på en dansk pendant til den mesterlige John Coltrane Quartet. MAK
Årets bedste internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)
1. Shye Ben Tzur, Jonny Greenwood & The Rajasthan Express: “Junun” (Nonesuch)
Sammen med israelske Shye Ben Tzur og indiske The Rajasthan Express skabte Jonny fra Oxford, England (og ja, Radiohead) et sprudlende musikalsk produkt, der er lige dele tranceskabende festlighed og meditativ sjælebehandling. En overvældende realisering af musik som en fællesskabsskabende enhed og en åndelig overbygning på tværs af kultur, tradition og religion. Alt sammen i en detaljeorienteret og filmisk, storsindet produktion, der tillod åbne landskaber af sufi, bollywood, indie, electro og raga i et og samme herlige mix. I et år hvor det faktum, at verden rykker tættere og tættere sammen, på mange måder desværre blev fremstillet som noget frygtindgydende, skabte Greenwood, Ben Tzur og The Rajasthan Express et universelt kærlighedsdokument, der minder os om at musik fortsat er den korteste vej mellem mennesker. MAK
2. Jlin: “Dark Energy” (Planet Mu)
Hvis man vil have skåret ud i pap, hvad der gør Jerrilynn Pattons debutalbum så fremragende, er videoen til højdepunktet ”Unknown Tongues” en perfekt visualisering: på én gang hektisk opklippet og sensuelt flydende, en heftigt dunkende puls og rygsøjlevridende rytmeforskydninger – og frem for alt virkelig inciterende. Som titlen viser, bunder ”Dark Energy” i et mørke og utilfredshed, men resultatet gør alt andet end at trække lytteren med ned i dyndet. Jlin sakser i trommespor fra hele verden, industriel maskinstøj, videospil og film og lykkes imponerende godt med at få det hele til at hænge sammen som et værk. MA
3. Hieroglyphic Being & J.I.T.U. Ahn-Sahm-Buhl: “We Are Not the First” (RVNG Intl.)
På kanten af acid house og den eksperimenterende elektroniske scene har Jamal Moss (aka. Hieroglyphic Being) længe arbejdet med Sun Ra’s afro-futurisme og eskapisme som værktøj til at skabe en fri verden, løsrevet fra det jordiske fængsel og tættere forbundet med det intergalaktiske rum vi alle dybest svæver rundt i. Sammen med blandt andet Marshall Allen (orkesterleder af Sun Ra’s Arkestra og viderefører af Sun Ra’s åndelige budskab) og Greg Fox (Liturgy, Zs og Guardian Alien) lykkes det Moss og co. at skabe et kraftfuldt mix af eksperimenterende techno og free jazz, der genopbygger afro-futurismen som en række tonstunge og spraglede cementpiller lige midt i den osende storbys mekaniske, grå puls. Et sted mellem udforskningen af de klaustrofobiske små rum og de uendelige horisonter, landede dette albums eksperimentarium solidt lige i hjertet på P/A. MAK
4. Ian William Craig: “Cradle For the Wanting” (Recital Program)
Sidste års ”A Turn of Breath” var strålende, og alligevel lykkedes det Craig at overgå sig selv med ”Cradle For the Wanting”. Som vanligt er hans egen klassisk trænede tenor og et mylder af tape-loops i centrum, men på ”Cradle…” er han helt konsekvent: Her er ikke andet end hans stemme i alskens gengivelser: tåget, forvrænget, skrattende, porøs, mudret, rungende. ”Cradle…” lyder som en solosangoptræden optaget i en kirke med høje hvælvinger og manipuleret af William Basinski, og den er en nærmest uudtømmelig lytteoplevelse, fordi den konstant formår at være storslået og i opløsning på én og samme tid. MA
5. Kendrick Lamar: “To Pimp a Butterfly” (Top Dawg/Aftermath/Interscope)
”To Pimp a Butterfly” tager alt, hvad der virkede på forgængeren, både hvad angår det musikalske og den konceptuelle struktur, og ganger det med 10. Hvor ”good kid, m.A.A.d city” prøvede at fungere som en form for selvbiografi indfanget i tidens bedste beats og med nik til fortidens helte, forsøger ”To Pimp a Butterfly” noget lignende, blot med fokus på nutidens kollektive sorte identitet i dens helhed og med musikalsk hjemmel i hele den moderne sorte musikhistorie. I denne omgang sætter Lamar alt på et bræt, og ”To Pimp a Butterfly” er en dybt personlig ’the way we live now’-analyse centreret omkring afroamerikansk identitet og med konstante tråde trukket til fortiden. LWJ
Det er svært at spå, især om fremtiden. Men skulle man partout driste sig ud i en spådom, er det ikke utænkeligt at Kendrick Lamar i år serverede hiphoppens “Kid A”. Et kunsterisk forløsende, socio-politisk manifest, der om føje år vil blive kigget tilbage på som en “game changer”. Et værk, der nulstillede alle hidtidige bedrifter og i stedet søgte tilbage til de musikhistoriske rødder for at finde et nyt fodfæste, at lave et gigantisk afsæt ind i en ny verden fra. Således blev “To Pimp…” et sprudlende musikalsk kludetæppe, der sparkede nyt liv i hiphop med et mix af alt hvad, der ligger i hiphoppens DNA fra spirituel jazz, soul og funk til g-funk anno hiphops anden gyldne æra og den nyere Flying Lotus’sk kosmisk jazzede og progressive vibe. Alt sammen vævet sammen af Kendrick Lamars overdådige, rytmisk elastiske og altomsluttende flow, der spider det amerikanske samfund, hvor racemæssige uligheder fortsat er et kolossalt problem. MAK
6. Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma: “We Know Each Other Somehow” (RVNG Intl.)
I løbet af blot en uge skabte newage-pioneren Ariel Kalma og Robert Aiki Aubrey Lowe (Lichens, OM) dette fremragende, på én gang viltre og afdæmpede album. Indspilningerne var kommet i stand, fordi selskabet RVNG Intl. havde ført de to sammen – men lytter man til ”We Know Each Other Somehow” uden at kende historien, kan man sagtens tro, at de har spillet sammen i adskillige årtier. I rislende, meditative ambientlandskaber sammenvæver de vedholdende synthesizerlinjer med field recordings og skaber, hvad man i sandhed må kalde naturmusik. MA
7. Julia Holter: “Have You in My Wilderness” (Domino)
Julia Holter tog sine barokke og ambiente eksperimenter og krydsbestøvede dem med pollen (ikke coke) fra 70’ernes Los Angelses folk- og popscene, og vendte derefter snuden mod naturen, hvor hun som en anden fænomenolog med åbent sind lod naturens umiddelbarhed smelte sammen med popmusikkens udadvendte rytmik. Resultatet er et overvejende organisk, lyrisk og varmt stykke popmusik, der bevæger sig på yderkanten af genren og som i virkeligheden har lige så meget til fælles med Meredith Monk som med Fleetwood Mac og Joanna Newsom i sit kombinerede arbejde med såvel jazz og klassisk som pop og folk, og sin insisteren på at være følsom kunst, der kan mærkes, snarere end en benhård forbrugsvare. MAK
8. Joshua Abrams: “Magnetoception” (Eremite)
Endelig fik amerikanske Josh Abrams plads til fuldt ud at udfolde sit musikalske projekt, hvor pulserende guimbriforløb svæver sammen med evighedsdronende autoharper, tæpper af celeste, clarinet, tabla og congas på mageløs vis. Resultatet er et musikalsk hovedværk, som er et smukt og varieret værk, der tør hvile i sin egen organiske, auditive healing, som på mange måder vækker mindelser om Don Cherrys spirituelle lydverden på “Organ Music Society” i al sin jordiske magi. Kraut, new age, jazz, afro-jazz, minimalisme og ambient i en overdådig suite af feelgood åndelighed. MAK
9. Liberez: “All Tense Now Lax” (Night School)
Det værste ved apokalypsen er, at den kommer til at blive menneskeskabt. Det erfarede vi igen i år via John Hannons Liberez, hvis bulldozerkraftfulde, esoteriske og skræmmende menneskeskabte industrial-folk savede os midt over med rustne knivblade skærende i et til tider nærmest groovy mekanisk tempo. Et sted mellem benhård industrial, vrangvreden østlig folklore, improvisatoriske forløb på golde industri-efterladenskaber og mareridtsagtige lydkollager, der i momenter bliver ligefrem sært smukke, finder du Liberez på “All Tense Now Lax”, der må betegnes som projektets hårdeste og mest dystert afkoblede udspil til dato. MAK
10. Helm: “Olympic Mess” (PAN)
Metalsplinter, neonglødende synths, reallyde og andre fragmenter af liv i en eller form smelter sammen i en samling elipseformede loops, som væver ud ind af hinanden på Helms “Olympic Mess”. Et værk, der på mange måder fremstår som fragmenteret ambient og musique concrete møder hypnotisk electro og nedsmeltet dub. Som en art uroligt sitrende new-age tapet har Helm skabt et værk, der erstatter beats med komplekst sammenviklede loops, som du kan zoome ind og ud af, imens du kommer længere og længere ind i musikken og længere væk fra verden omkring dig. En hypnotisk og delvist foruligende samling musikalske understrømme, der trækker dig med ud på dybt vand. Dog uden du på nogen måde behøver frygte druknedøden. MAK
11. EEK ft. Islam Chipsy: “Kahraba” (Nashazphone)
To trommeslagere plus en virtuos på synths er alt, hvad der skal til for at skabe et banebrydende og pokkers energisk take på, hvordan dansemusik anno 2015 kan lyde. Et mix af duellerende og komplimenterende rytmikker, samt Islam Chipsys unikke synthstil, hvor blandt andet en knytnæve anvendes til at lave kaskader af fortættede melodier simultant med en storm af nærmest tilfældigt placerede tone-nedsmeltning og et bidende bitcrush-inferno. Et enestående, energisk musikalsk produkt, der er lige dele new wave, egyptisk chaabi, nordafrikansk dansemusik, punk, electronica og 8-bit. Som hvis dit egyptiske bryllupsorkester har frådet Super Mario-svampe og nu er klar til at skyde festen helt afgørende afsted. MAK
12. Aphex Twin: “Computer Controlled Acoustic Instruments Pt. 2″ (Warp)
På et år, hvor Aphex Twin nærmest egenhændigt lagde Soundcloud ned ved at fylde sitet op med flere hundrede arkivoptagelser, er det bemærkelsesværdigt, at der desuden blev plads til endnu en ret så mindeværdig og fremadrettet udgivelse fra Richard D. James. “Computer Controlled Acoustic Instruments pt. 2” er et frisk pust og til en vis grad endnu et stilistisk nybrud fra evigt omskiftelige Aphex Twin, der således denne gang havde et elektro-akustisk slaraffenland af manipulerede organismer tilsat funky og hiphop-agtige jungle beats, samt en til tider nærmest abstrakt og mørk art library music, at tilbyde sin dedikerede skare af fans. Inspirationen fra John Cages prepared piano-arbejde bliver dyrket fuldt ud på dette stykke sært organiske ambient electro, der på mekanisk vis arbejder sig ind i din krop og efterlader en varm summen af klokker og urværk. MAK
Årets bedste internationale reissues 2015 (udvalgt af redaktionen)
1. Alejandro Jodorowsky/Don Cherry/Ronald Frangipane: “The Holy Mountain OST” (1973/2015, Finders Keepers Records)
Det fortabte soundtrack til Alejandro Jodorowskys surrealistiske fantasyfilm er en overvældende sonisk illustration af en spirituel rejse. Musikken spænder vidt fra strubesang, esoterisk folk og spiritual jazz til underskønne klassiske mini-suiter, psych-rock med synths on top og afro-ritualistiske trommetapeter. Et eklektisk og altædende værk, der nok virker absurd i sin umættelighed, men mest af alt fremstår som en elegant rejse mellem forskellige destinationer uden et eneste bump på vejen. Musikken glider sammen i et organisk flow af lettere trippede, dybe og underskønne lommer af lyd. Som en anden Ennio Morricone beviser Jodorowsky med dette soundtrack, at skønhed, absurditet, alvor og komik sagtens kan være til stede i et og samme udtryk, uden at udtrykket fremstår selvmodsigende eller komplekst. Og som med de allerbedste soundtracks, behøver du ikke billedsiden til at få sat et visuelt udtryk på musikken. Dertil er billedsiden simpelthen på henrivende og impressionistisk vis arbejdet direkte ind i det musikalske udtryk. Et fantastisk soundtrack. Intet mindre. MAK
2. Savant: “Artificial Dance” (1983/2015, RVNG Intl.)
For mig føles K. Leimers Savant-projekt som en avantgarde-version af Talking Heads og No New York. Den Seattle-baserede musikpioner slash producer laver i øvrigt stadig musik og har selv været med til at samle denne dobbelt-LP på RVNG med hidtil uudgivet materiale, som dateres tilbage til slut 70’erne og frem til midt 80’erne. Derfor er der faktisk mere tale om en compilation end et egentligt reissue. Leimer arbejdede efter ukonventionelle metoder, John Cages ‘chance operations’ og inviterede en stribe af tidens fritænkende musikere i sit studie, hvor de indgik i en form for blindfolded jam til et clicktrack, ofte på et andet instrument end deres eget. Derefter blev de grundspor loopet og forvrænget af Leimer til den uimodståelige, abrupte og uforudsigelige jamplade, som “Articial Dance” endte ud med at blive. SC
3. Alice Coltrane “Turiya Sings” (1982/2015, B Free Records)
“Even if those–like Transfiguration, or the heavily lauded Journey in Satchidananda–showcased Coltrane’s interests in Hinduism and the cosmos and the music thereof, none were as sedate, spiritual, vocal, and full of fear and trembling as Turiya Sings.” En anseelig del af Alice Coltranes devotional music arbejde og en hard-to-find selvudgivelse på kassettebånd fra den spirituelle musiks moder og absolutte centrum er endelig blevet gjort tilgængelig på ny. Alice Coltrane synger fredfuldt messende på en blid bund af milde og drømmende synths, imens Murray Adler står for fløjlsbløde dronere via en række delikate strygerarrangementer på et meditativt, men også progressivt album. Eksempelvis er det svært ikke at forestille sig, at Angelo Badalamenti, Cliff Martinez eller Kranky-artister som Steve Hauschildt, Windy & Carl og Tim Hecker ikke har taget notits af disse nænsomt svævende og fredfyldte ambiente synthlandskaber tilsat overjordisk vokal. Endnu et stærkt vidnesbyrd om Alice Coltranes ufattelige betydning for og helt centrale rolle i musikhistorien. MAK
4. Mariah: “Utakata No Hibi” (1983/2015, Palto Flats)
Sjette og sidste album fra det japanske eksperimentalband, Mariah, har i en årrække levet sit eget liv i de mere obskure kroge af internettet og in real life blandt en række mere progressive DJ’s. Det er med andre ord lidt af et kult album, der så endelig i 2015 er blevet gjort bredt tilgængelig for det nysgerrige øre. Albummet er et vidunderligt spraglet og særegent mix af strømninger fra new wave, japansk synthpop, postpunk, new age, avantgarde, asiatisk folklore og sporadiske elementer af mellemøstlige tonaliteter, der flyder sammen i en fortyllet og svært dragende verden af lyd. Her bliver opklippede trommer og fremadrettede beats parret med 80’er funkguitar og marimba, imens der andre steder bliver drømt drømme som kun Brian Eno ville kunne genkende. Hvis de belgiske art-rockere og new-wave’ere fra Aksak Maboul havde en japansk kusine i 80’erne, ville denne være Mariah. MAK
5. Wilburn Burchette: “Opens The Seven Gates Of Transcendental Consciousness” (Fifth Dimension)
En dragende, psykedelisk og meditativ guitar-sump med melodiske komponenter fra såvel spansk som mellemøstlig og østlig musik badet i tung reverb. Som en anden psykedelisk zen-master skaber Wilburn Burchette en række kosmisk dronende og raga-emulerende lydbilleder, der nærmest fremstår som et mørkt soundtrack udarbejdet af Ennio Morricone til en sci-fi western af David Lynch. Et sitrende meditationsbånd spækket med tranceskabende, reverbindpakkede guitarvæverier, ikke helt ulig John Fahey, men mere dystert og kosmisk omsvøbende. MAK
6. Doug Hream Blunt: “My Name Is Doug Hream Blunt” (Luaka Bop)
Skal man tro musiker, mysteriker og spilopmager, Dean Blunt, er han direkte efterkommer til Doug Hream Blunt. En sandhed, der nok skal tages med et gran salt, men ikke desto mindre virker ikke helt grebet ud af den blå luft. Doug Hream Blunts “My Name Is Doug Hream Blunt” er en mystisk og svimlende omgang lo-fi pop spillet med samme entusiasme som start 80’er boogie/funk, men er langt mere fortættet, simplistisk og charmerende kluntet. Her er masser af naivisme og halv-eksotiske strejf af afrikansk og caribisk musik, proto-Talking Heads art-pop eksperimenter, og sågar en art snublende Jimi Hendrix-emulering. Alt sammen pakket i en lo-fi æstetik, der ikke er fjern fra eksempelvis Ariel Pink, som bliver serveret med samme charme og sex-groove-fikserede pondus som Dam-Funk. MAK
