Kendrick Lamar – En generations talsmand sætter sig selv i scene
Af Lasse Winther Jensen
Det er svært at skrive noget interessant om Kendrick Lamars nye album, ”To Pimp a Butterfly”, hvilket paradoksalt nok kommer sig af, at der er alt for mange åbenlyst interessante aspekter ved pladen. Med sin major label-debut, ”good kid, m.A.A.d city”, manifesterede Lamar sig med ét som hiphoppens mest substantielle nye stemme, og ”To Pimp a Butterfly” har været et af de mest længe ventede albums, lige siden forgængeren blev udråbt til en moderne klassiker i det sekund, den blev udgivet. Ganske som ventet har pladen allerede været genstand for en syndflod af think pieces, rosende anmeldelser og generelt uhæmmet hyldest. Det er et værk, der nærmest tigger om at blive nærstuderet fra første til sidste sekund, og dermed er det i fare for næsten at drukne i sin egen reception.
Alligevel skal der her knyttes yderligere ord til pladen, for der er vitterlig på alle planer tale om en monumental udgivelse. Den er monumental på en måde, der er gået af mode i den digitale tidsalder: 80 minutter lang, konceptuel og sirligt sammensat i en form, der gør, at man som lytter er tvunget til at sætte sig ned og lytte koncentreret til pladen og – ikke mindst – at lytte den igennem flere gange fra første til sekstende nummer.
Dermed giver albummet mindelser om såvel lp’ens som cd’ens guldalder, der blandt meget andet indbefattede en præmis om, at lytteren dedikerede sig fuldt ud til en udforskning af, hvad en kunstner nu havde sat sig i hovedet af ofte megalomane forestillinger om sin egen evne til at indfange tidsånden. At begive sig ind i lytningen af ”To Pimp a Butterfly” er på mange måder som at gå i clinch med 90’er-relikvier som Smashing Pumpkins’ ”Mellon Collie and the Infinite Sadness” og Ice Cubes ”Death Certificate” eller værker fra en endnu mere svunden fortid som Pink Floyds ”The Wall” eller Hüsker Düs ”Zen Arcade”. Fællesnævneren er her, at værket tager sig god tid til at opbygge et univers i helt konkret narrativ forstand – et univers, der ofte tager form som en samtidsanalyse eller en indkapsling af alle centrale aspekter ved en subkultur. At Kendrick Lamar i 2015 tilsyneladende kan få stort set alle hiphop-interesserede til at investere den form for opmærksomhed i et album, siger alt om, hvilken helt særlig status han på ingen tid har opnået.
”good kid, m.A.A.d city” var i sig selv ambitiøs. I løs narrativ form gennemgik den Lamars opvækst i Compton, hans gryende kunstneriske aspirationer og hans sociale sensitivitet og særlige status som observatør af omgangsformerne i den sorte underklasse. Det er et særsyn, at en så kompleks og introspektiv plade kan sælge over en million eksemplarer og gøre sin ophavsmand til en af tidens største stjerner, og med Kendrick Lamar har man en fornemmelse af, der er tale om et af de tilfælde, hvor genuin kvalitet ganske simpelt ikke kan holdes nede. En sammensmeltning af så præcist registrerende lyrik, så nænsom en sans for at vælge de rigtige beats og så overlegent et flow forekommer højst én gang i en generation.
På trods af hans bemærkelsesværdige kvaliteter som lyriker er det især stemmen, der får Lamar til at skille sig ud og helt umiddelbart indtage en central plads i hiphoppens panteon. Vokal diversitet er et kendetegn for mange af tidens største rappere – tænk bare på, hvordan Nicki Minaj veksler mellem aggressiv battle-rap og klistret pop, eller på Drake ”sounding like Drake featuring Drake” – men Lamar tager denne evne til helt nye højder. Det er næsten umuligt at fastslå, hvad der er hans standard-flow, så ofte skifter han gear, stemmeføring og pitch. Fra nasal snøvlen over teknisk sublim speed-rap til et mere fortællende mellemtempo-flow. Alle disse modi fremstår hver og én som kvintessentielt Lamar’sk, og i samklang skaber de tidens uden tvivl mest varierede og anfægtende rapstemme.
”To Pimp a Butterfly” tager alt, hvad der virkede på forgængeren, både hvad angår det musikalske og den konceptuelle struktur, og ganger det med 10. Hvor ”good kid, m.A.A.d city” prøvede at fungere som en form for selvbiografi indfanget i tidens bedste beats og med nik til fortidens helte (den inciterende gæsteoptræden fra 90’er-legenden MC Eiht på ”m.A.A.d city” står som emblemet på Lamars sans for præcision, kuratering og fingerspitzgefühl), forsøger ”To Pimp a Butterfly” noget lignende, blot med fokus på nutidens kollektive sorte identitet i dens helhed og med musikalsk hjemmel i hele den moderne sorte musikhistorie. I denne omgang sætter Lamar alt på et bræt, og ”To Pimp a Butterfly” er en dybt personlig ’the way we live now’-analyse centreret omkring afroamerikansk identitet og med konstante tråde trukket til fortiden.
Der er altså tale om et potentielt minefelt og en ekskursion ud i territorier, hvor mangen musiker tidligere har fejlet katastrofalt: Lamar analyserer berømmelsens indflydelse på kunstneren, fortidens konstante indvæven i nutiden og nutidens allermest presserende sociologiske problemer. Pladen dumper ned i et øjeblik i sort amerikansk musik, hvor race- og samfundsbevidstheden pludselig synes at få en genkomst efter at have vansmægtet siden slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, hvor kunstnere som Public Enemy, Ice Cube, Poor Righteous Teachers og Brand Nubian ifølge Chuck D fungerede som ”det sorte CNN”. I dag ser vi en tentativ genkomst af den samme form for bevidsthed på bl.a. Kanye Wests ”Yeezus”, D’Angelos ”Black Messiah” og Vince Staples ”Hell Can Wait”. Men selv her synes forsøgene på at italesætte de absurde uretfærdigheder, det sorte USA til stadighed oplever ganske rutinemæssigt, stadig en smule sporadiske, inkonsekvente og – specielt i Wests tilfælde – iblandet en fascinerende selvmytologisering, der snarere peger mod det partikulære end det generelle.
Lamar kigger i den grad også indad (pladen har hans egne depressive tendenser og fundamentale tvivl som gennemløbende rød tråd), men hvert eneste nummer er indfattet i et større narrativ, der formår at være både politisk og komplekst, personligt og transhistorisk. At Lamar lykkes med sit nærmest over-ambitiøse projekt, skyldes mest af alt den musikalske side af sagen. Det er en selvfølge, at selv de mest brillante tekster og samfundskommentarer falder til jorden med et brag, hvis musikken ikke står mål med dem, og det er i musikalsk henseende, at ”To Pimp a Butterfly” lykkes mest utvetydigt.
Lamars intention er helt åbenlyst at indkapsle fortiden: 70’ernes funk, P-Funk, disco, soul, spoken word og jazz udgør hele pladens fundament, og fraset et Pharrell-beat og et ustyrligt Boi1da-beat på singlen ”The Blacker the Berry” er tidens stjerneproducere aldeles fraværende. I stedet er alle beats udført af den snævre inderkreds omkring Lamars selskab, Top Dawg Entertainment. Alt lyder gennemarbejdet, organisk, live og på ingen måder bedaget. De udflydende numre spædes op med de bangere, der er livsnødvendige for at få helheden til at hænge sammen, og alt i alt er det vanskeligt at overvurdere omfanget af den bedrift, det er, at der her er skabt et nærmest olympisk musikalsk bagtæppe, som væver 40 års musikhistorie sammen i et komplet tidløst udtryk. Mere end noget andet viser ”To Pimp a Butterfly” Kendrick Lamar som nutidens suveræne kurator af den samlede afroamerikanske musikalske arv.
Over alle de andre inspirationskilder på pladen hviler 2Pacs spøgelse. Her er der ikke blot tale om en doven metafor, men om et billede, der udvirkes i helt konkret forstand på pladens overvældende afslutter, ”Mortal Man”. Her inkorporerer Lamar et gammelt interview med 2Pac, så de to kommer til at føre en samtale, der binder en sløjfe på hele pladens overordnede projekt og fremsætter Lamar selv som den retmæssige arvtager til 2Pac. Ikke den 2Pac, der satte sit liv over styr i en syndflod af materialisme og selvdestruktion, men den 2Pac, der formåede at tage alvorlige livtag med sig selv og sin kulturelle arv og dermed kom til at stå som eftertidens prototypiske eksempel på hiphoppens særlige rå og selvransagende ærlighed. Alt det, der har gjort, at 2Pac trods sin tekniske uformåen stadig står som en af de største rappere gennem tiderne.
Et nummer som ”Mortal Man” burde ikke kunne lykkes, men det gør det. 2Pac – der nærmest er blevet en klichéfigur på linje med idéen om ’2Pacs arvtager’ – står lyslevende hos Lamar. Alt, hvad pladen sætter sig for at behandle, udleves subtilt og nuanceret og med en autoritet og præcision, der hæver indtrykket af helheden op over stort set alle andre udgivelser, hvad ambitionsniveau og tematisk væsentlighed angår.
”To Pimp a Butterfly” vil i det hele taget i helt ekstrem grad gerne være et væsentligt og monumentalt værk, og det er den også. Kendrick Lamar er nu uden tvivl hiphoppens store ’stemme’ med alle de faldgruber og roser, den epitet indebærer. Indtil videre er der intet, der tyder på, at han kommer til at sætte sit potentiale over styr. ”To Pimp a Butterfly” er et gigantisk skridt i Lamars udvikling fra et plan, hvor han omtales som en af tidens bedste rappere til et plan, hvor gennemtærskede og bedagede betegnelser som ’en generations stemme’ pludselig giver helt intuitiv mening.
Info: ”To Pimp a Butterfly” udkom i sidste uge. I skrivende stund har pladen en Metacritic-score på 97/100.
