Passive/Aggressive

Årets danske og internationale udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

Feature December 30 2015 Assembler-Presspic

Årets bedste danske udgivelser 2015 (udvalgt af redaktionen)

1. Assembler: “Quantum Paths of Desire” (Infinite Waves)
Multikunstner Claus Haxholms metier spreder sig over både at være bandmusiker, digter, performer, komponist og soloartist. Det er egentlig denne enorme adspredelse fra håndværket til det outrerede, det skolede til det antiautoritære, der har åbnet en ladeport af et musikalsk frirum for den ekstremt produktive Haxholm, der dimitterede fra Kunstakademiet for godt et år siden. Hans mest aktive alterego er det håndspillede technoprojekt Assembler, der efter en stribe båndudgivelser kulminerede med LP’en “Quantum Paths of Desire”. Et album, der er inspireret af bl.a. koreansk og japansk folklore, synthesizermusik og trommemaskiner fra tidlig techno, som hos Assembler blandes med improvisation, noise-elementer, en forkærlighed for det syntetiske lydunivers og den elektroniske musiks grundangst: forholdet mellem menneske og maskine. Unanimously årets album hos redaktionen.

2. Why Be: “Snipestreet” (Halcyon Veil)
Selv om Tobias Lee gennem en årrække har skabt et stærkt renommé som dj med forbindelser til kunstnere som Lotic og M.E.S.H., er hans debutudgivelse under navnet Why Be overrumplende god. ”Snipestreet” veksler ubesværet mellem skurrende soundscapes (ledsaget af denne perfekte video) og viltert legesyg klubmusik til dunkle dansegulve. Grænseopløsende techno til de tidspunkter, hvor man ikke ved, om det er verden omkring dig eller din egen virkelighedsopfattelse, der splintres. Og uanset hvad, virker det så fristende eller skræmmende? Du kan helt sikkert ikke holde ”Snipestreet” fast længe nok til at få nogen klare svar. MA

3. Anden Enhed: “Første Halvår” (Oede Oe/Lille Kommune)
Det virker helt naturligt, at Andreas Pallisgaard og Michael Mørkholt i den nye duo Anden Enhed har fundet sig til rette som lige dele instrumentalister og lydproducere. Deres debutudgivelse er baseret på mødet mellem improvisation og systematisk synthesizermusik. I modsætning til Mørkholts udgivelser som Solhorn og ØØ er der i hans to nyeste projekter, Anden Enhed og Emnet, mere dynamik og fart over feltet. Det forekommer ikke som en tilfældighed, at “Første Halvår” har en spilletid på nøjagtig 33,3 minutter/2000 sekunder og udkommer i 333 eksemplarer, hvilket er det samme som de to LP’er med Mørkholts gruppe MX. Også her var titlerne sært optaget af mønstre, mængder, runde figurer og cykliske fænomener som nat og dag, sol og stjerner. Også Andreas Pallisgaard har sideløbende med et par års dvale i rockbandet Pinkunoizu bevæget sig ind i en stærk stime som medspiller og aktiv producer for bl.a. Selvhenter, Frk. Jacobsen, To\To + Robert Turman, Frisk Frugt og Vault-101. SC

4. Sandra Boss: “Perfekt Termisk” (BIN)
De syv numre på den DIEM-uddannede komponist Sandra Boss’ flotte vinyldebutudgivelse er møjsommeligt konstrueret af (nok især mis)lyde fra gamle båndoptagere, tonegeneratorer og andet udslidt udstyr. Hvislende kredsløb, prikkende statisk støj og brummende toner fortættes lige præcis nok til at udgøre korte og alligevel flydende forløb, der lyder som en på én gang forsigtig og nysgerrig afsøgning af maskinernes indre. Hist og her dukker et sporadisk beat eller antydningen af en melodi op, men mest af alt giver ”Perfekt Termisk” et indtryk af mekanik og tekniske anordninger, der lever deres egne liv, som nok kan betragtes, men ikke begribes. Og det kan få én til at tænke sit om, hvor godt forberedte vi egentlig er på at leve i en tid, hvor køleskabe, lamper, termostater og sjippetove (sic!) for enhver pris skal forbindes til internettet. MA

5. First Flush: “Min Erindring” (Visage)
På det andet fuldlængdealbum, der er bandets klart mest gennemarbejdede udgivelse, aflægger First Flush en visionær og frigørende tilstandsrapport på en eksperimenterende musikscene, der normalt er så flygtig, at den er svær at komme ind på livet af. Men det kommer man til gengæld med First Flush, der genopfinder ømhed i naivisme, begrebet tempel og generelt holder tempoet lavt, hvilket ligger i forlængelse af “Lykkeven” fra debutpladen samt sideprojekter som Forgiver Forever og Rød Himmel. Når First Flush er allermest flippet, blandes vidt forskellige virkemidler fra glat vocoder-hiphop, fodboldslagsange, no wave-lyd, korharmonier og rene pianoklang til et punkt af uforståelig overdrivelse og pastiche. Men sådan må det være, når man kommer ud af scenen for ny dansk kærlighedsmusik, der gør det modsatte af at skabe en skjult autenticitet med et meget organisk lydbillede: Nemlig ved at markere musikkens virkemidler og fejllyde ved at flytte dem helt frem i produktionen. “Min Erindring” udkom på CD (!) i 200 eksemplarer. SC

6. Slægt: “Ildsvanger (Posh Isolation) + “Beautiful and Damned” (Iron Bonehead Productions)
At dømme efter deres to første udgivelser og antallet af shows har Slægt haft et forrygende år. Den første LP “Ildsvanger” var på dansk og langt mere rå/upoleret i sin produktion. Men i løbet af året er line-uppet blevet udvidet til fire mand (Adam Kjær er desuden også med i Reverie og Værket) og den nylige 12-tommer EP “Beautiful and Damned” udkommer på tysk label og lyder næsten hi-fi i sammenligningen. Jens Franco har fulgt Slægt gennem året og beskriver dem således: “Der er gang i den københavnske black metal-scene. Solbrud, som er baseret i Ungdomshuset, vinder pludselig mainstreampriser. Hvem i helvede skulle dog ha’ troet det? Hvor Solbrud kører den mere episke og atmosfæriske stil, er Slægt mere over i den mere punkede og primitive form for black. Der er skåret direkte ind til benet uden noget teknisk wank. Slægt er ikke noget corpsepaint og hat & briller-band – ikke at der er noget galt med det – men ligesom Solbrud er de en seriøs gruppe med nogle interessante personlige tekster, der ikke bare hylder satan og diverse klichéer inden for genren.” SC/JF

7. Jonas Munk: “Absorb/Fabric/Cascade” (El Paraiso)
Da Jonas Munk debuterede som Manual omkring årtusindskiftet, var minimalisme et nøgleord inden for elektronisk musik. Det gjorde han i de følgende år oprør mod med et stadig mere storladent, højstemt udtryk. På 2015-albummet ”Absorb/Fabric/Cascade” foretog han en tilsvarende bevægelse, men med modsat fortegn. I en tid, hvor EDM-patos kan fylde et stadion, omfavnede Munk minimalismen. De tre langstrakte numre lader synths i lag-på-lag væve sig ind og ud mellem hinanden, og forandringerne sker via små, nærmest umærkelige forskydninger. Lydbilledet er køligere end vanligt og maser sig ikke på hos lytteren. Men retter man først sin opmærksomhed mod pladen, er der rig lejlighed til at dvæle og synke helt ind i en af Munks stærkeste udgivelser. MA

8. Andreas Høegh: “Between Every Day” (Blodrøde Floder)
På sin debutudgivelse, “Between Every Day”, kombinerer Andreas Høegh en særdeles musikalsk ambiens med rå lyd. Uanset om melodierne hurtigt passerer forbi i enkelte strøg, eller de følger lytteren til ende i stykket, indebærer en klar genkendelighed. Jeg vil med andre ord påstå, at alle vil føle sig hjemme i Høeghs musik, såfremt de har den mindste kendskab til ambient eller, om ikke andet, kompositioner uden en traditionel start, midte og slutning – måske som resultat af Daniel Lopatins senere værker, der i høj grad har vendt en specifik (men nærmest unævnelig) fremmedgørende lyd til at være et tydeligt billede af en menneskelig verden. Denne musikalske ambiens smelter sammen med noget, der må være feltoptagelser. Disse kommer til udtryk gennem gøen og menneskelige opråb (… eller er det sang?), fodtrin i sandet, og vigtigst af alt får den rå lyd lov til at bryde frem og spille en afgørende rolle. Således opstår der en sammensmeltning mellem musik og lyd, og rummet herimellem udviskes. I adskillige tilfælde er det faktisk svært at skelne, hvorvidt der bliver gjort brug af percussion eller lyse, modulerede vokalsamples. Der er med andre ord tale om et værk, der bidrager til en fastholdelse af musik som noget grænseløst. AJ Læs resten

Året der gik – En million bedste plader ifølge Mikkel Kongstad

Feature December 24 2015 duvapcd7oci4cptlsuoh

Af Mikkel A. Kongstad

Årets bedste reissues

1. Carsten Meinert Kvartet: “To You” (Frederiksberg Records)
2. Aksak Mabul/Marc Hollander: “Onze dances pour combattre la migraine” (Crammed Discs)
3. Mariah: “Utakata No Hibi” (Palto Flats)
4. Savant: “Artificial Dance” (RVNG Intl.)
5. Lloyd Mcneill & Marshall Hawkins: “Tanner Suite” (Universal Sound)
6. Wilburn Burchette: “Opens the Seven Gates of Transcendental Consciousness” (Fifth Dimension)
7. David Borden: “Music for Amplified Keyboard Instruments” (Spectrum Spools)
8. Joe Harriot & Amancio D’Silva: “Hum Dono” (Vocalion)
9. Rim Kwaku Obeng: “Rim Arrives/International Funk” (BBE)
10. Ndikoh Xaba and the Natives: “Ndikoh Xaba and the Natives” (Matsuli Music)

Årets en million bedste plader fra hele verden … og Danmark

1. Jaga Jazzist: “Starfire” (Ninja Tune)
2. Jonny Greenwood, Shye Ben Tzur & The Rajasthan Express: “Junun” (Nonesuch)
3. Joshua Abrams: “Magnetoception” (Eremite Records)
4. Hieroglyphic Being & J.I.T.U. Ahn-Sahm-Buhl: “We Are Not the First” (RVNG Intl.)
5. Battles: “La Di Da Di” (Warp)
6. Anouar Brahem: “Souvenance” (ECM)
7. EEK ft. Islam Chipsy: “Kahrabas” (Nashazphone)
8. Robert Aiki Aubrey Lowe & Ariel Kalma: “We Know Each Other Somehow” (RVNG Intl.)
9. Kamasi Washington: “The Epic” (Brainfeeder)
10. Kendrick Lamar: “To Pimp A Butterfly” (Top Dawg/Aftermath/Interscope) Læs resten

Kendrick Lamar – En generations talsmand sætter sig selv i scene

Blog March 25 2015 lamar

Af Lasse Winther Jensen

Det er svært at skrive noget interessant om Kendrick Lamars nye album, ”To Pimp a Butterfly”, hvilket paradoksalt nok kommer sig af, at der er alt for mange åbenlyst interessante aspekter ved pladen. Med sin major label-debut, ”good kid, m.A.A.d city”, manifesterede Lamar sig med ét som hiphoppens mest substantielle nye stemme, og ”To Pimp a Butterfly” har været et af de mest længe ventede albums, lige siden forgængeren blev udråbt til en moderne klassiker i det sekund, den blev udgivet. Ganske som ventet har pladen allerede været genstand for en syndflod af think pieces, rosende anmeldelser og generelt uhæmmet hyldest. Det er et værk, der nærmest tigger om at blive nærstuderet fra første til sidste sekund, og dermed er det i fare for næsten at drukne i sin egen reception.

Alligevel skal der her knyttes yderligere ord til pladen, for der er vitterlig på alle planer tale om en monumental udgivelse. Læs resten

Instant (coffee) wrap up – Roskilde Festival 2013

Feature July 9 2013 goat

Roskilde Festival er overstået for i år, en god en af slagsen med flere pletskud, specielt på hovedfestivalen. Vi dækkede hurlumhejet hele ugen på Instagram, her er årets indtryk ifølge redaktionen garneret med udvalgte mobilskud. Se flere billeder på @pasaggressive.

Årets voodoo-ritual: Goat. Årets koncert!

Årets mest seriøse test af bassens bundniveau på Gloria: Andy Stott. Læs resten

Den frie forms frirum på Roskilde Festival 2013

Feature July 1 2013

KeijiHaino
(Keiji Haino. Foto: Rusted Shadows)

Af Rasmus Junge

Søndag kl. 01.00:
Det her skulle have været en optakt, men nu er det søndag nat, og Roskilde Festival er allerede i gang, så det er strengt taget for sent. Så kunne man ellers have skrevet om, at programmet er tyndt i toppen, men at det altid vinder i bredden. At genre-fetichister altid savner mere fokus på netop deres hjørne af musikkortet, at der er al for meget fest på campingområdet, at folk ikke gider bidrager til fællesskabet, kun feste, at Roskilde afspejler en moderne decentraliseret musikkultur. Og så videre.

Men de diskussioner må andre tage, for et andet spørgsmål presser sig på: Hvordan har den frie form det på Roskilde Festival 2013? Hvilke punkter i spilleplanen tilbyder på papiret de bedste muligheder for den transcenderende koncertoplevelse, fra sønderflænsende lydkiropraktik og hypnotisk maskinmusik til spirituelle åndehuller og mellemfolkelig musikudveksling? Her er et bud på potentielle frirum i Roskildes monstrøse spilleplan, ofte væk fra alfarvej, fuldstændig subjektiv og uden genreinddeling, festlige kategorier eller anden form for rød tråd. Altså ud over den frie form – genremæssigt, kompositorisk, tekstligt, tematisk, geografisk, kønspolitisk og hvad har vi. Og på forhånd undskyld til de bands, der allerede har spillet i løbet af søndagen og derfor ikke er med i puljen. Læs resten

Repeat på redaktionen i 2012 (sange)

December 23 2012

Animal Collective “New Town Burnout” / “Amanita” (Domin0)
Ariel Pink’s Haunted Graffiti “Only in My Dreams” (4AD)
Blågårdsgade “Slags Sommer” (selfreleased)
Christopher Owens “Here We Go” (Turnstile)
Choir of Young Believers “Paralysed” (Ghostly International)
CTM “Jewel” (Tambourhinoceros)
Dean Blunt & Inga Copeland: “Track 2 (Lay You Down)” (Hippos in Tanks)
Deep Time “Clouds” (Hardly Art)
Deerhoof “Fete D’adieu” (Polyvinyl)
Ducktails “The Flower Lane” (Domino)
Goat “Goathead” (World Music)
Grimes “Oblivion” (4AD)
Happy Hookers for Jesus “Stab You” (Vulgar Deformity)
Jakob Skøtt ”Legacy Lost” (El Paraiso)
Kendrick Lamar “Backseat Freestyle” (Interscope)
King Krule “Rock Bottom” (Rinse)
Lotus Plaza “Strangers” (Kranky)
Lower “But There Has To Be More” (Escho)
Marching Church “Throughout The Borders” (posh isolation)
Melody’s Echo Chamber ”Crystalized” (Weird World)
Ocean View “Sober” (Big Oil Recording Company)
Per Hoier “Drained Song” (LJUD)
Petri F. feat. HVAD og Kidd “Angst” (selfreleased)
Plants “Rise” (selfreleased)
Selvhenter “Æbler & Pærer” (Eget Værelse)
Solos ”All My Tribulations” (Joyful Noise)
Synd & Skam “Bruce” (Af Med Hovedet)
Scott Walker “Epizootics”  (4AD)
Trash Talk ”F.E.B.N” (Odd Future Records)
Vår “In Your Arms” (Sacred Bones)

(Albums på repeat på redaktionen i 2012)