Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

KTL – Opslugt og opløst i en fri fortælling

Kritik January 29 2019, af Alexander Julin

KTL “The Pyre: Versions distilled to stereo” (Shelter Press, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen

“The Pyre: Versions distilled to stereo” blev oprindeligt skabt til en danseforestilling af den franske koreograf Gisèle Vienne fra 2012. Bag KTL finder vi to prominente skikkelser: Stephen O’Malley, der foruden sin solomusik i eget navn også er kendt fra bl.a. Sunn O))), samt Peter Rehberg, der driver pladeselskabet Editions Mego. Rehberg selv har ligeledes udgivet musik siden 1998 – på egen hånd såvel som sammen med bl.a. Jim O’Rourke, Mark Fell, Oren Ambarchi og Christian Fennesz. Begge har altså en vis baggrund i atmosfærisk, minimalistisk og monumental instrumentalmusik, hvilket kan være med til at forklare, hvorfor “The Pyre” lyder så veludført.

“The Pyre” består af fem kompositioner, der til sammen umiskendeligt udgør et samlet værk, selvom man her hører det uden for den kontekst, det blev komponeret til. I løbet af “The Pyre” indvarsler en mands stemme monotont overgangen fra ét kapitel til det næste. Ikke alene er det med til at fastholde numrenes kronologi og indbyde til en lytning, der starter ved værkets begyndelse og ender ved dets afslutning, frem for i hvilken som helst anden rækkefølge. Men ikke mindst åbner det også for en narrativ lytning: muligheden for at høre “The Pyre” som en fortælling blottet for ord, bortset fra de proklamerede kapitler. Hvad er der at sige om denne fortælling?

Værkets første del udgøres af “Escalade”, “MadHIT” og til dels “Glass X”. Musikken er æterisk, svævende, fri. Ikke ét beat cementerer den til jorden; i stedet får den lov at svæve som en dis herover eller som en hilsen, hvis ikke nærmere en advarsel. Det er med andre ord et værk, der (ikke uvant inden for drone og ambient) indkapsler en alarmerende stemning. På “The Pyre” sker det dog ikke på nogen højlydt facon. Det er ikke dramatisk eller patosfyldt, det rammer ikke én som et slag eller en kraftudladning, men som en langsommelig strøm af toner; som kulden, der begynder i fødderne for med sikkerhed at sprede sig til resten af kroppen.

I modsætningen til værkets første del er den efterfølgende komposition, “HIT”, kendetegnet ved en række uregelmæssige hule slag, der kan høres hele vejen gennem dens spilletid. Mens de forrige numre tog form i et intet – som auditive strøg, der blot udfyldte et knugende tomrum – så lyder “HIT” som en tilsløring, en omklamring. Bag dets klare, men golde klang lyder denne dunkende lyd gennem de knap 10 minutter, den udspiller sig i. Som om noget er ved at fortabe sig i lydbilledet. Det lyder som en fortæring, som var musikken uudholdeligt langsommeligt ved at fortære resterne af en lyd, der ikke tilhører den selv. Ligeledes føler man sig selv opslugt som lytter indtil værkets afsluttende nummer “SuperMellow”, der snarere end en opslugning lyder som en opløsning i samme stil som værkets første del.

Det er ikke just en opløftende sindsstemning, “The Pyre” efterlader én i. Men hvis man hører til dem, der værdsætter musik ud fra graden af indtryk, det gør på én, kan det ikke anbefales nok, selvom man kunne have den forestilling, at musikken nødvendigvis skal opleves i sin oprindelige sammenhæng. Hørt ude af kontekst indbyder “The Pyre” sin lytter til aktivt selv at skabe et narrativ, hvorved man kan høre den. Det er en fri fortælling, der fordrer af sin lytter, at man værner om sin fantasi.

“The Pyre: Versions distilled to stereo” udkom på Shelter Press i slutningen af november sidste år.