Passive/Aggressive

Leila Samir – Bryllupsceremonier og feberdrømme

Kritik January 22 2020, af emilgrarup

Leila Samir ”No Music” (More Time, 2019) – Anmeldelse af Emil Grarup

En af de mest solide debut-EP’er, jeg hørte i 2019, er komponeret af den London-baserede DJ og producer Leila Samir. EP’en, der ellers udkom på det højt profilerede London-selskab More Time, har desværre fået en sparsom modtagelse, hvilket for undertegnede har budt sig som en anledning til selv at give udspillet den kærlighed og opmærksomhed, det fortjener.

Leila Samir er konservativt, religiøst opdraget i Saudi-Arabien, men flyttede til London for at studere og blev hér en integreret del af det elektroniske miljø. Denne sene transition fra et traditionelt muslimsk familiefællesskab, hvor hun ikke hørte vestlig musik før i en alder af 14 år, til et eksperimenterende fællesskab af elektroniske musikere på Londons boblende scene, må for mig at se have præget Samirs lyd på en særlig måde.

Som sådan ville det ikke være fuldstændig uhørt at sammenligne hende med artister som tyrkisk-britiske Sami Baha eller fransk-tunesiske Deena Abdelwahed, som sampler traditionel mellemøstlig/nordafrikansk folkemusik, eller som konkret integrerer deres eget modersmål i deres kompositioner.

Omvendt ville det heller ikke være helt rammende. Måske på grund af hendes sene møde med elektronisk musik har ”No Music” mere karakter af en amplifikation end en fusion, som tilfældet er hos Baha og Abdelwahed, som begge bruger motiver fra deres respektive hjemlande i et lydunivers, der ellers klinger mest af elektroniske genrer som hiphop, grime og techno.

”No Music” fremstår mere arabisk end britisk. Det er selvfølgelig en kunstig grænse at drage, men rytmerne og melodierne er fortrinsvis mellemøstlige, og de elektroniske aspekter har i stedet primært til funktion at skabe en dybde og intensitet, som analog instrumentering ikke kan mønstre.

På trods af dette er der dog ikke en skygge af tvivl om, at EP’en også har klubpotentiale. Det er især tydeligt på højdepunktet ”Anxiety”, som med sin pauke-agtige percussion og sit skingre, spinkle synthriff lyder som et hjerte midt i en febervildelse eller som soundtracket til en vild biljagt i en mildt orientaliserende, adrenalinpumpet actionfilm i stil med Jason Statham-klassikeren ”Crank” fra 2006.

Åbningsnummeret ”Bridal” kan klart også præstere inden for denne kategori. Det indledes æggende med et langsomt arpeggioløb, før det imploderer i en rimeligt sober dance-version af en arabisk bryllupsceremoni med bl.a. tarabuka, 4/4-kick og og et fængende melodi-forløb indspillet på en ”qunan”, et arabisk strengeinstrument, som bl.a. deler slægt med med den indiske sitar.

De to resterende numre, ”Beginnings” and ”Ends” er gjort af det samme lidt sagtmodige materiale. ”Beginnings” er en simpel komposition i 3/4 med kickdrum og tarabuka i forgrunden og dybe synthflader respirerende i baggrunden. ”Ends” kan tænkes som en slags et tvillingestykke til ”Beginnings”, men med større dybde og mere rytmisk og melodisk raffinement.

Særligt ”Beginnings” kan med sin melankolske åndedrætsrytme sammenlignes med Abdullah Miniawy og Carl Garis kraftpræstation af et album på Whities sidste år, ”The Act of Falling from the 8thFloor”.

Selvom disse to numre bestemt er vellykkede, er det dog navnlig ”Anxiety” og ”Bridal”, som gør ”No Music” bemærkelsesværdig med deres ambitiøse syntese mellem det åndfulde og agiterede. Faktisk så bemærkelsesværdig, at jeg vil mene, at “No Music” er det hidtil mest succesfulde bud på en sammensmeltning mellem klub- og folkemusik, som jeg har hørt overhovedet.

Info: ”No Music” udkom d. 15. august 2019. Samir er desuden vært for sit eget månedlige program på den fortrinlige London-baserede radiokanal NTS.