Live and uncut chat med PRE-Be-UN
Oven på sidste års ‘Coral Carol’-kassettebånd er det tidligere Oh No Ono-medlem Nicolai Koch nu klar med opfølgeralbummet ‘Clean Spasms’ under aliasset PRE-Be-UN, og i den anledning hookede Passive/Aggressive op med ham til en eftermiddags-chat på Facebook. For at formidle samtalens stemning og Nicolais pointer fuldt ud bliver den her bragt i sin fulde længde (slåfejl og andet grammatikhalløj har sprogkontrolløren dog rettet og tilføjet et par informative links undervejs).
12:25
Rasmus Junge
Jeg synes, det er en ret interessant udvikling fra kasettebåndet til det nye album. Kan du fortælle om, hvilke tanker du gjorde dig forud for ‘Clean Spasms’ (evt. ift. ‘Coral Carol’)?
12:44
Nicolai Koch
Jeg havde en idé om at alle de musikalske strømninger, der rør sig i mig, skulle repræsenteres. Men ud over det var det meget trial and error. Jeg lavede mange flere sange og mange flere helt færdige sange end dem, der er kommet med på pladen. Jeg havde spillet en masse demoer for de andre i Oh No, mens vi var på tour, ting jeg havde lavet til den næste Oh No Ono-plade, før jeg vidste, at jeg ville stoppe. Og jeg tror, det var de ting, Kristoffer og Aske havde forestillet sig skulle ud, da de spurgte, om jeg ville lave et bånd. Men jeg endte med at lave en masse nye ting, det var som om, at ideen om båndet gav mig en masse ideer til, hvad der skulle være på. Sådan har jeg altid arbejdet. Den gang jeg var med i Boom Clap Bachelors, havde jeg også altid halvtreds sange, som jeg skrottede lige før pladerne og så istedet lavede noget specielt til den udgivelse. Men altså en masse af tingene på båndet er lavet ud af de mange forliste sange, der ikke nåede den til ’Clean Spasms’. Jeg har lavet et “bånd”, en a og b side yderligere, efter færdiggørelsen af ’Clean Spasms’, men tror lige jeg venter lidt med at offentliggøre det. Pladen har jo knap nok stukket hovedet frem endnu, og jeg har også allerede et par nye sange, jeg arbejder på.
12:47
Rasmus Junge
Kan du fortælle lidt mere om din ‘trial and error’-tilgang (kan man kalde det et tilfældighedsprincip?) til sangskrivningen?
12:58
Nicolai Koch
Båndet var på mange måder min homage til library-genren og den scene, der er omkring f.eks. Ghost Box-pladeselskabet. Jeg var meget fascineret af et, nærmest pastoralt udtryk – harpsichord og luth osv. kør (køer?, red.) og får og hvide parykker med pudder på. ’Wickerman’ og ’Blood on Satans Claw’. Det var sjovt, for det er så engelsk eurocentrisk, og jeg sad i vores kælder i Brooklyn og lavede det. Men min idé med ’Clean Spasms’-albummet, en ide som selvfølgelig blev mere og mere defineret undervejs, var, at det kunne være interessant at undersøge, hvordan det pastorale udtryk tog sig ud, hvis man skar det ind til benet og prøvede at se det som (en slags) pop. En analogi kunne være Andy Warhols køer – et klassisk motiv pludselig i pink…
12:59
Nicolai Koch
Tilfældighed er ikke så rammende. Jeg komponerer rimelig systematisk – nærmest lidt neurotisk nogen gange. Det er tit noget med at prøve alle variationer af en frase eller underliggende harmoni af, før jeg kan gå videre. Så det skal mere forstås sådan, at jeg ikke vidste, hvad det var jeg kiggede efter. Jeg havde for eksempel en masse sange med akustiske trommer og akustisk guitar, som jeg godt kunne lide. Men så gik det op for mig, at der var mere personlighed i mine mere demo-agtig udkast, som var mere trommeboks- og synthesizer-baserede – og så passede flertallet af de sange lige pludselig ikke så godt. Ligesom flere af sangene oprindeligt havde lange syrede instrumental/reallyds-passager – a lá ’Coral Carol’-båndet, fordi jeg syntes, det var spændende at forene popsangsuniverset med de mere avantgardistiske tendenser, men efterhånden som pladen fik sin egen personlighed, følte jeg mig lidt som en far, der prøver at presse sin søn til at høre Albert Ayler, når sønnen hellere ville høre Asap Rocky.
13:12
Rasmus Junge
Jeg synes, der er et interessant spænd i mellem det bagvedliggende koncept og dine systematikker, som du jo meget fint skitserer, og så melodierne på albummet, som jeg synes er meget klare og rene i udtrykket. Hvornår fandt du ud af, at du var ved at lave et ‘pop-album’?
13:27
Nicolai Koch
Det vidste jeg hele tiden. Det er mere det, at begrebet pop er i konstant forandring for mig. Des mere jeg omfavner “pop”, des mere avantgarde bliver det for mig. Det er svært at forklare. Men det er fun med det “rene” udtryk. Man kan gøre de melodier mere udflydende og så er flere af dem almindelige rock/pop-melodier. Men fordi jeg gerne ville lave et stringent – clean – udtryk og begyndte at tælle stavelser og laver systemer i tone-intervaller osv – blev det også mere fremmedgørende. Ligesom jeg prøvede at lade være med at krukke så meget i min vokal – forsøgte bare at synge sangene helt dead-pan musik-lærer-agtigt, og det er faktisk noget, folk har kommenteret meget – at jeg synger underligt, eller ukarismatisk. Så rent og systematisk er altså ikke nødvendigvis pop. Kontrært square. Det giver ikke rigtig mening, når jeg læser det selv, men det kan være, du forstår det!
13:31
Rasmus Junge
Ja, jeg kan sagtens følge dig.
Nu smider jeg lige forsøgsvis et par referencer i blenderen: Apropos din vokal, giver albummet mig mindelser om How Do I (og Anders Remmers) kølige electropop, ligesom de mildt psykedeliske, naivistiske elementer (i mine ører) ekkoer af en digital Syd Barrett. Kan du følge mig – eller har du evt. haft andre musikalske fikspunkter?
13:32
Nicolai Koch
Har aldrig hørt How Do I (tror jeg). Tjekker det lige!
13:33
Rasmus Junge
Hæ, klassisk ‘interviewer-smider-reference-og-musiker-kender-det-ikke’-situation. Men gør det, det er et fantastisk band.
13:34
Nicolai Koch
Kan ikke umidelbart finde det – er Anders Remmer sangeren i How Do I eller hur?
13:36
Rasmus Junge
Jeps, Remmer sang i How Do I (faktisk var det Jesper Arentoft, ikke Remmer, der sang i How Do I, red.), før han blev dansk electronicas godfather. Specielt ‘Pluto’ er helt fantastisk.
13:41
Rasmus Junge
Nå, det var et sidespring!
Kan du fortælle lidt om instrumentering og indspilning? Har der været andre indover indspilningsprocessen?
14:04
Nicolai Koch
Nå – ja – ok – nu har jeg fundet noget… Kan godt høre, hvad du mener, tror jeg. Jeg hører det som om hans vokal er lidt Pet Shop Boys /Gangway-inspireret. Så det er nok det, der er linket, da det er to ting, jeg ret godt kan lide. Det er ikke noget, jeg lytter så meget til igen, men jeg synes, at Allan Jensen og især Neil Tennant synger fantastisk. Og så har det været meget inspirerende for mig i forhold til arrangement, den måde f.eks. et nummer som ’Se a vide é’ i virkeligheden rent kompositorisk genremæssigt placere sig temmelig psykedelisk, men så i arrangementet er helt anderledes dansabelt og disco. Hvilket leder os til digital Syd Barret. Det er meget lige på kornet. Hip hop har den spænding indbygget i sig per automatik i kraft af samplingen. Det er helt klart det, der har lagt kimen til min musikforståelse. Men folk perciperer det anderledes. Når Madlib sampler en bid Brainticket, eller Dilla tager noget 10cc – så afkoder folk der pr automatik som hip hop. Ikke fordi man med det samme skal kravle op i et akademisk tårn og råbe “hybrid genre”, men jeg føler, det har givet mig meget musikalsk at forstå de der byggesten. Den måde, Bech bruger samples til at konstruere en rocksang på, var også en vigtig brik i min musikalske opvækst.
14:05
Nicolai Koch
Hvilket leder os videre til instrumentering osv…
14:07
Rasmus Junge
Spændende, du fortsætter bare!
14:18
Nicolai Koch
Som sagt – i starten var udtrykket mere band-agtigt. Jeg kom lige fra Oh No Ono og turnerede med Choir of Young Believers meget af tiden, mens jeg indspillede pladen, så jeg arbejde ubevidst i den retning. Jeg lavede sessions med alle mulige – Morten fra Under Byen, Niels fra Thulebasen, Kristian fra Kala-Ok, Simon fra When Saints Go Machine, Jannis fra Choir synger noget kor osv. Men som sagt endte jeg med at barbere det hele meget ned og mere bruge de ting som en slags samples – noget der lige kom ind og krydrede lidt ind imellem end som egentligt bærende roller. Så den væsentligste del af indspilningerne er mig alene, og så har Rasmus Todbjerg, som også er med live, spillet en slags Can-inspireret elbas på nærmest alle numrene.
14:21
Rasmus Junge
Vi skal nok også lige omkring teksterne og din brug af cut up. Hvorfor har du valgt at benytte dig af den teknik?
14:32
Nicolai Koch
Øjeblik 🙂 Det var egentligt oprindeligt min tanke, at Niels Eriksen fra Thulebasen skulle mixe den, men han havde enormt travl, så jeg arbejdede bare videre med det, og efterhånden lød det mere som et færdigt mix end som nogle spor, der skulle mixes sammen. Undervejs nåede jeg også at mixe en væsentlig bestanddel af Anders Rhedins første Dinner-EP, så det har nok også indvirket på min tro på, at jeg godt selv kunne klare ærterne.
14:33
Nicolai Koch
txtr:
14:57
Nicolai Koch
Sådan har jeg altid skrevet tekster. Da jeg var 11-12 år og skulle skrive tekster til mit første rockband, var teksterne en blanding af tekster fra Sepultura og Public Enemy og Rage Against the Machine. Så tog jeg en linje fra den ene sang og parrede den med en linje, der rimede fra en anden sang og forsøgte at bilde mine venner ind, at jeg selv havde fundet på det hele. De blev ikke særlig gode, men mit engelsk blev helt sikkert bedre af det. Men det har også noget at gøre med, at jeg husker sætninger. Mit hoved er fuld af mærkelige sætninger alle mulige steder fra, så når jeg så prøver at finde på en god linje at synge, så kommer der en eller anden tilfældig linje fra et digt eller en film eller en sang ind – og så skal man til at abstrahere fra den. Jeg kunne blive enormt frustreret over det – men så besluttede jeg mig for at omfavne det. Det er jo fuldstændig det samme som at sample, man tager små bestanddele og sætter dem sammen på en ny måde, så de danner et nyt hele. Og folk, der tror, de ikke stjæler, stjæler jo bare ubevidst. Det er meget værre, for de gør sig jo ikke engang umage for at lave noget nyt. Senere igen opdage jeg så folk som Brion Gysin og Kenneth Goldsmith osv. og opdagede, at det i virkeligheden var en meget sofistikeret teknik, jeg brugte jo. Men altså – det skal siges, at det ikke er ren cut-up teknik, jeg bruger – tit er det også en eller anden grad af stream of consciousness, hvor jeg bare sidder og mumlesynger og kun er fokuseret på melodien, og når jeg så hører det bagefter, er der, hvis man er heldig, en mærkelig sætning eller tre, som man kan tage og arbejde vider med.
’Clean Spasms’ er ude nu via Tambourhinoceros.
