Lorenzo Senni – På den anden side af ravet findes de største følelser
Lorenzo Senni “Scacco Matto” (Warp, 2020) – anmeldelse af Markus Tange, foto: Piotr Niepsuj
Der er uden tvivl noget forjættende over ravet som en frigørende, overvældende og seksuelt ladet tilstand. Men Lorenzo Senni har anerkendt, at han ikke kan overkomme sin fremmedhed over for dansens selvforglemmelse, og derfor har han vendt ryggen til natklubbens syntetiske underverden. I stedet forsøger den italienske producer på “Scacco Matto” at portrættere den efterfølgende solopgangs patetisk-romantiske følelsesspektrum, dog stadig med trance-genrens lydlige palet.
Lorenzo Senni, italiensk musiker og medstifter af labelet Presto!?, har over en række udgivelser gjort sig bemærket med et unikt brand af dekonstrueret hardtrance. Selv kalder han det pointillistisk trance, et både underligt og intuitivt passende mærkat. Med et pågående rytmisk udtryk og glitrende, analogt klingende synthesizere i en perlerække af uforløste build-ups har Senni afmærket sig et idiosynkratisk sonisk territorium.
På de seneste par udgivelser er hans distinkte lyd blevet et stadig mere formfuldendt produkt, og med 2016’s Warp-debut, ”Persona”, forekom den pointillistiske trance at have nået sit naturlige, ultimative udviklingsstade med sin 16-bit computerspils-æstetik og fremstillingen af Senni som selvudnævnt ”Rave Voyeur” – pariaen i yderste cirkel af dansegulvet.
Men ”Scacco Matto” er ikke det radikale skift i lyd, man måske havde håbet og delvist forventet. Det er i høj grad stadig 90’ernes trance- og hardtrance-lyde, der dominerer lydbilledet. Med undtagelse af den lige lovligt Senni-classic-klingende ”The Power of Falling” lykkes det alligevel at holde lytterens opmærksomhed fra albummets start til slut. For hvis tonesproget er det samme, er samtaleemnet et andet.
Selvom Senni aldrig har været de subtile nuancers primære forkæmper, når heroismen nye, episke højder på åbneren ”Discipline of Enthusiasm”, og de melankolsk modulerende tonerækker på ”Canone Infinito” (som vækker minder om Caterina Barbieri og sidste års fænomenale ”Ecstatic Computation”) er tilsvarende storslåede i deres stemningssvælgen. Det udvidede følelsesregister på ”Scacco Matto” bliver faktisk understreget på førnævnte ”The Power of Falling”, da den ellers knap så nytænkende synth-summen afbrydes og afrundes med to minutters overraskende ambient-meditation.
Med endnu en udgivelse, der vedholdende udvider rammerne for, hvordan en Lorenzo Senni-plade kan lyde, men uden et sporbart behov for helt at genopfinde sig selv, bevæger milaneseren sig et skridt nærmere de hellige haller dedikeret til romantiske ånder, der bruger årrækker på at forfine deres udtryk. Og at Senni er en vildtfølende skønånd cementerer “Scacco Matto”. Til tider har han endda evigheden for øje: “Canone Infinito” (da. evighedskanon) er også titlen på en permanent lydinstallation, Senni har lavet til intensivafdelingen på et hospital i den norditalienske by Bergamo; en placering, som må siges kun at have fået større alvorstunghed i det år, installationen har befundet sig dér.
Men også når tidsudsigterne ikke er kosmiske, er Lorenzo Sennis blik og ører på “Scacco Matto” rettet mod en lydlig udvikling, der strækker sig længere end et enkelt albums gængse udgivelsescyklus.
Info: “Scacco Matto” udkom i slutningen af april.
