Michele Mercure – Avantgardistiske, meditative og hyperfeministiske computer-hallucinationer
Det Glemte Guld – En serie af Mikkel Kongstad
Denne uges indlæg i Det Glemte Guld kigger nærmere på den Pennsylvania-baserede, computermusik-pioner og eksperimenterende synth-kunstner, Michele Mercure, hvis album “Eye Chant” fra 1986 blev genudgivet tidligere på året via det nyopstartede Freedom To Spend.
Michele Mercure tilbyder meditative – og til tider underligt groovy – lydabstraktioner. Soniske hallucinationer skabt i dialog mellem menneskets og computerens kredsløb. Sært selvstændige lydverdener brygget på synthesizere, computer og stemme. Genopgravningen af Mercures synth-eksperimenter virker til at være det myteomspundne missing link i serien af kvindelige synthpionerer som Eliane Radigue, Suzanne Ciani, Laurie Anderson og nutidige frontløbere som Holly Herndon, Kaitlyn Aurelia Smith og Felicia Atkinson. Alene derfor er “Eye Chant” værd at orientere sig mod. Og gudskelov er “Eye Chant” langt mere end et stykke støvet lydarkiv. Det er et stærkt og sammenhængende album, der med al sin visionære selvstændighed og nysgerrighed minder os om, at afstanden mellem 1986 og 2017 er langt kortere, end vi måske kan have glemt i løbet af 90’ernes ligegyldighed, ironi og grunge-elendighed (og 00’ernes overfladeskrabende retro-rock).
Freedom To Spend er et nyopstartet søsterselskab til det New York-baserede RVNG Intl. Det drives af Pete Swanson og Jed Bindeman, der også står bag det Portland-baserede Little Axe Records. Grundlægger af RVNG Intl. Matt Werth forklarer hensigten med etableringen af søsterselskabet således;
“Freedom To Spend was to be a resource for restoring under experienced, unavailable albums that just work from start to finish. As a resource for restoring under-experienced, unavailable albums, Freedom To Spend hopes to contextualise them the way the artists might imagine them released for the first time today. The idea is to collapse and confuse timelines and narratives, and for that matter, responses from listeners.” (The Wire, 2017 )
Sådan en hensigtserklæring flugter i al beskedenhed perfekt med den horisontale musikhistoriske tilgang, der danner grundlag for Det Glemte Guld. Fortiden er slet ikke færdig med at hjemsøge os med ny lyd, der vil og kan vende hele musikhistorien på hovedet. Derfor skal “Det Glemte Guld” selvfølgelig hylde Freedom To Spends agenda og – i den forbindelse – se nærmere på den ene af selskabets første to udgivelser, “Eye Chant”. Den anden er i øvrigt Marc Barrecas “Music Works For Industry”, et lige så anbefalelsesværdigt album, der på egenhændig facon finder sig til rette et sted mellem industrielt nedsmeltet dub-musik, musique concrete og ambient.
Michele Mercures “Eye Chant” tilbyder, groft skitseret, interaktioner i krydsfeltet mellem kraut, ambient, minimal wave, new age, avantgardistisk computermusik og free-jazzede synth-udløsninger.
Pladen er sekventeret således, at henholdsvis albumåbner, “Tour De France (Day 2)” og afslutningsnummeret, “Too Much”, albummets to boogie-cremede synth-kraut og sauna-pulserende skæringer omgiver albummets øvrige synth-/menneske-eksperimenter. På disse to skæringer befinder vi os umiddelbart i et varmt og sært sexet sted, hvor strømninger fra selskabet Innovative Communication og berlinerskole-navne som Klaus Schultze og Baffo Banfi, føres videre ud på nye sensitivt funky ekskursioner, der givetvis egner sig lige så godt til et dansegulv i dag, som det ikke gjorde det i 1986.
“In the Air” og “The Intruder”, albummets anden og tredje skæring, opererer i et nærmest organisk, computer-hallucinerende new age-univers. Meditative synteser mellem menneske og maskine, der bliver disruptet (tag den, Hella Joof) af den lettere hektiske, avantgardistiske synth-fortælling,“100% Bridal Illusion”, hvor babygråd og samples af en forelsket fnisende pigestemme parres med free-jazzede og musique concrete-agtige synth-udløsninger på en frenetisk pulserende bund af spirallerende orgler. Sammen med albummets næstsidste skæring, “Proteus and the Marlin”, udgør “100% Bridal Illusion” albummets hyperfeministiske hjørnesten, hvor Mercure kommenterer kønsroller og stereotypificeringer gennem to synth-fortællinger, der kløgtigt refererer til såvel græsk mytologi til noget så konkret som syninger i brudekjoler.
Titelnummeret “Eye Chant” er en art avantgardistisk new age med synth-vokaler, der messer “eye”, og minder os om det uvirkelige, men intense forhold mellem menneske og computer. Det er både sært meditativt og dybt dystopisk i al sin virkelige uvirkelighed. I naturlig forlængelse heraf anvender Mercure vækkeuret som taktfast pulsslag på den efterfølgende, “Dream Clock”, der binder en fin sløjfe om albummets forskellige undersøgelser i feltet mellem computerhallucinerende meditation og lurende uro.
Alt i alt er “Eye Chant” er noget af et synth-eventyr; ‘en rejse’ (som de vist stadigvæk siger i X-factor), der åbner nye døre mellem lydverdener og samtidigt tør begive sig dybt ind i sig selv og fastholde egen kontemplation, uanset hvor arbitrær den kan virke i al sin irrationelle og selvstændige signatur. “Eye Chant” er på samme tid et lydparadis og et øjebliks mareridt. Det er lyden af en visionær drøm undfanget i mødet mellem mennesker og maskiner. En drøm, der, som alle drømme, ophæver fornemmelsen af tid og derfor stadigvæk i dag fungerer som en port ind i en verden, hvor fortid, nutid og fremtid horisontaliseres og giver nye indsigter. Åndeligt som musikalsk.
Info: “Eye Chant” blev oprindeligt udsendt under navnet Michele Musser i 1986 på CD-r og udkom tidligere på året på vinyl via Freedom To Spend. Hør “Eye Chant” i fuld længde på Spotify etc.
