Mort Garson & Mother Earth’s Plantasia – Blomsterhyldende Moog-symfonier fra planterigets egen kosmolog
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad
I sidste uge var undertegnede helt inde i hjertet af Afrika, nærmere bestemt den centralafrikanske Ituri-regnskov på besøg hos pygmæerne for at finde livgivende, ceremonielle lydstrømme fra naturen. Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kommer også fra naturen. Eller rettere sagt, den er til naturen. Lyd til naturen. En tilbagebetaling af moder jords kærlighed i form af en Moog-drevet hyldest til planteriget. Eller som stickeren på denne uges album, Mort Garsons “Mother Earth’s Plantasia” fra 1976, siger: “Warm earth music for plants and the people who love them”.
Canadisk-fødte Mort Garson (1924-2008) er en Moog-legende og elektro-pioner, hvis bagkatalog rummer et væld af varme og udknaldede synth-strømme i spændingsfeltet mellem easy listening, space-age, ambient og okkultisk popmusik. Garson, der studerede musik på New Yorks Juilliard School of Music i 60’erne, bliver ofte fremhævet som en af musikhistoriens første til at anvende Robert Moogs legendariske Moog-synthesizer i populærkulturen, og du kan, ganske rigtigt, sagtens starte med at placere Garsons musik et sted mellem musikalske peers som Dick Hyman, Jean-Jacques Perrey og Piero Umiliani.
Garson har flere anbefalelsesværdige synth-udflugter, som du kan tage med på, men det er kultalbummet “Mother Earth’s Plantasia” fra 1976, der tager prisen som komplet uundværlig oplevelse. I særdeleshed set i lyset af, hvordan albummets uskyldige kærlighedserklæring til naturen og moder jord i disse år er blevet til en ubekvem sandhed for de fleste.
Man kan nærmest tale om albummets budskab, kærlighed og hengivenhed til naturen som en art klimavenlig plantepoesi, der i den post-hippietid, den er undfanget i, sandsynligvis har været et humoristisk og naivistisk modspil til den mørkere psykedelia fra navne som The United States of America og White Noise, men som i dag strutter som den mest kærlige, grønne langefinger i øjet på enhver, der fornægter de kolossale klimamæssige udfordringer. I samme genre finder du Claude Larsons noget mere kondi-funkede “Plantlife fra 1983”.
På “Mother Earth’s Plantasia” får du kosmisk/sci-fi-ambient med fødderne dybt nede i den muld, hvis organiske liv pladen hylder og med drømme, der sværmer i nærheden af exosfæren. Psykedelisk, elektronisk musik drevet af månesyg Moog. Et sted mellem ambient, space-age, kosmisk easy listening og nærmest funky exotica. Resterne af den space-age musik og den mere orkestrale popmusik, Garson har dyrket i løbet af 60’erne, lurer overalt med al sin popsensibilitet, men den er nu krydsbestøvet med lyden fra tyske elektro-pionerer som Cluster, Tangerine Dream og Kraftwerk og minder i sin sci-fi-ambiente signatur mest af alt om Raymond Scotts “Soothing Sounds For Baby”-serie, hvor legesyge og lurende uhygge går hånd i hånd og skaber en række sært futuristiske, elektro-ambiente lydsider.
Titler som “Swingin’ Spathiphyllums” og “Music to Soothe the Savage Snake Plant” afslører det tilpas tempererede forhold mellem oprigtighed, naivisme og humor, der gennemsyrer dette plantastiske værk, der på alle måder eksisterer i helt sin egen lomme af verden. Det her er ikke finkulturel samfundskritik af den slags, som vi ynder at trække frem for at vise, hvordan kunsten kan kortlægge og pulverisere hegemonier. Og måske i virkeligheden i netop den forstand, den utendentiøse og naivistiske kærlighedserklæring til moder jord og planteriget, finder vi noget der ligner en kommentar til såvel den finkulturelle patent på at være samfundsrevsende, som på den manglende klimapolitiske stillingtagen. Lad os kalde det en art udknaldet plantepunk (uden Malcolm McLaren og distortionguitar), forklædt som kosmisk og obskur ambient musik med Moog i centrum. For selvfølgelig ligger der også en stillingtagen i at vende den materielle verden og samtidskunsten ryggen, for i stedet at dykke dybt ned i moder jords organisk, spraglede plante-symfonier.
På nuværende tidspunkt er vinyludgaven Mort Garsons “Mother Earth’s Plantasia” lidt af en udfordring at få fingrene i, og det på trods af, at der på internettet florerer historier om, hvordan folk har fået pladen foræret som en quirky bonus-gimmick i forbindelse med loppemarkedskøb af planter og møbler. I 2015 – og igen i 2016 – genoptrykte Fifth Dimension pladen på vinyl, og den blev flået væk. Og selvom de to genoptryk har været genstand for en del kritik, særligt på grund af kvaliteten, så kan disse genoptryk erhverves for et par hundrede kroner på nettet. Ellers må du lytte på Youtube. Originalen er forsat prissat til et svimlende beløb, der nok egentlig matcher albummets vanvittige og unikke karakter ret fint.
Info: “Mother Earth’s Plantasia” udkom i 1976 via Homewood Records, er siden blevet genoptrykt og genudgivet på både CD og vinyl af Fifth Dimension.
