Passive/Aggressive

NIKOLAS – eller hvordan jeg lærte at stoppe med at bekymre mig og elske manglen på kontrol (interview)

Feature February 11 2015, af passive/aggressive NIKOLAS2

Af Simon Christensen

Eschos ustyrlige impro-orkester med Anders Jørgen Mogensen på ligeledes improviseret vrøvlevokal har specialiseret sig i at være uden for spotlyset, at nedbryde grænsen mellem lydmand og musiker, mand og maskine(r), og lige så meget at være en del af dansen som at stå uden for og spille op til den. Alt sammen i en live-situation, hvor musikken improviseres, og de samme improvisationer bliver til deres albummateriale på nu tre udgivelser: to kassettebånd på Escho og for kort tid siden deres første LP, “Gelwane”, som udkom på Insula Music.

De lærte af Escho – der før tiden som pladeselskab var en alternativ fest-/musik-arrangør i København – at en fest kunne ske alle steder, og at publikum er villigt til at acceptere et kaos og en anderledeshed, som i NIKOLAS’ tilfælde betyder, at maskinerne får deres eget liv, og at den ellers så velartikulerede forfatter og vokalist Anders Jørgen Mogensen ikke benytter sig af et forståeligt sprog. NIKOLAS tæller desuden Niels Kristian Eriksen og Nis Bysted, der har erstattet Palle Høirup (Lamburg Tony) i forhold til den første inkarnation af gruppen.

“Det er et meget ærligt band. Der er ingen, der prøver at gemme sig bag noget,” forklarer Anders i dette angiveligt allerførste NIKOLAS-interview. Lyt til tidlige udgivelser fra Alle med balloner og terrasser, KLoAK og NIKOLAS efter bumpet. “Gelwane” er tilgængeligt nederst samt i SOUNDS.

P/A: Fortæl lidt om NIKOLAS, hvad er det for en persona?

Anders Jørgen Mogensen: “Der er ingen egentlig idé bag navnet, andet end at vi håbede, det ville forvirre folk. Tit når vi spiller, tror folk, jeg hedder Nikolas, og jeg prøver så vidt muligt at reagere på det. Da vi begyndte, var vi meget optagede af, at det ville være umuligt at finde noget om os på nettet, ikke at kunne blive googlet. Hvilken frihed.

Måske var vi inspireret af et band ved navn Will Haven, som Niels og jeg elskede, da vi var unge. Det navn havde vi altid været glade for, men koblingen kom først senere. Jeg synes, det er et fantastisk navn.”

P/A: Efter at have medvirket i KLoAK og Alle med balloner og terrasser, hvad var det så, der fik dig/jer til at danne NIKOLAS?

AJM: “Jeg spillede jo i Alle med balloner med Andreas Hauer-Jensen (Düreforsög og Mit Nye Band), og vi havde ganske stor succes i 2008-2009, hvor vi turnerede i udlandet, og bl.a. Animal Collective bad os åbne for dem til en koncert i Sverige. På det tidspunkt var KLoAK stoppet efter 11 år som band. Jeg havde faktisk sagt mit job op for at satse 100% på musikken, men så blev Andreas kørt ned i april 2009. Han lå i koma, og det hele var meget voldsomt. Vi var blevet booket til Roskilde, og den koncert spillede jeg solo. Bare mig på scenen med en mikrofon i hver hånd, men det var for hårdt. Vi havde også et job på Jazzfestivalen det år, og hvis det ikke havde været som opvarmning for Charles Hayward (This Heat, Massacre), der var Andreas’ store helt, havde jeg nok aflyst. Men for at ære Andreas og alt det, han havde gjort for mig, spurgte jeg Niels og Palle, om de ville spille med mig, og det var som sådan vores første koncert. Det var til den koncert, vi fandt på navnet. Derefter forsatte vi bare. Vi jammede i øveren og spillede koncerter, hvis folk spurgte. Vi diskuterede aldrig hvordan vi skulle lyde. Vi spillede bare.”

P/A: Hvordan opstod denne underlige musik og dette output med improviseret sang? Kan du sætte et par ord på jeres æstetik (i mangel af bedre ord), og hvordan den har udviklet sig?

AJM: “Idéen har altid været, at det skulle være ren musik. NIKOLAS’ musik er, hvad der sker, når bandet er samlet og spiller. Ingen idé; ingen, der beder andre om at gøre noget. NIKOLAS er ligesom urmennesket på jagt. Uden at nogen dirigerer, flytter vi os for hinanden, prøver at skabe plads, momentum, sammenhæng, ekstase og så videre. Vi minder mere om et fodboldhold end et klassisk rockband. Løbemønstre, orienteringsevne og ønsket om at opløse sig selv til helheden er vigtigere end instrumentkunnen og komposition. Vi er bedst, når vi føler os som én organisme, og det synes jeg også, man kan høre på “Gelwane”. Der er stykker, hvor jeg ikke forstår, at vi formår at ville samme vej uden nogen form for aftale. Det er meget specielt.

Lyden har udviklet sig i de forskellige konstellationer, vi har haft. Først som trio med Niels, Palle og jeg. Så duo med Niels og jeg og med Nis som meget deltagende lydmand. Og så igen som trio med Nis som et fast medlem. Som den første trio var det hele meget bygget op om Palles beats. Som duo var vi et festband, der fik folk til at danse. Med Nis i bandet og som trio igen er vi lige præcis, hvad den dag vi spiller bringer.”

P/A: Hvad vil det sige, at der er improviseret sang? Hvilket sprog er det, og hvordan harmonerer denne uforståelige vokalrolle med din metier som forfatter?

AJM: “Der har aldrig været en plan med, at det var improviseret sang. Sådan blev det bare. Men i kraft af at jeg også virker som forfatter, har jeg nok ikke brug for det samme afløb som musikalsk tekstforfatter, som jeg havde i f.eks. KLoAK. I NIKOLAS handler det mere om klang, lyd og følelse end om ord og mening. Det er et meget ærligt band. Ingen af os prøver at gemme os bag noget.”

P/A: Hvad tænker du egentlig på under et NIKOLAS-show?

AJM: “Jeg prøver at være koncentreret. Derfor har jeg også tit lukkede øjne. Som jeg før nævnte, handler det om at blive en del af en helhed. Om at ofre sig selv. Der er intet spirituelt i det. Det er bare musik, men en musik, som kun vi kan frembringe.”

P/A: Jeg har noteret mig, at i starten var Lamburg Tony-Palle (og andre?) med i NIKOLAS. Kan du fortælle lidt om, hvordan jeres maskiner virker? I tillader, at maskinerne gerne må have lidt af deres eget liv…?

AJM: “Ja, Palle var med i starten, men forlod bandet efter et par år. Vi har engang haft Kid Kishore med, da Niels ikke kunne spille, og en anden gang, hvor Nis var forhindret, havde vi Malthe Fischer med.

Jeg ved intet om maskinerne. Jeg blander mig ikke i, hvilke maskiner Nis og Niels bruger, eller hvordan de bruger dem. De blander sig ikke i, hvordan og hvad jeg synger. Jeg har meget stor tiltro til dem begge, og jeg håber, de har det på samme måde med mig.”

P/A: NIKOLAS har også været et væsen, der har spillet mange forskellige typer af spillesteder – og ikke nødvendigvis almindelige spillesteder – men gerne kældre, barer, gadekoncerter og noget med at placere jer omkring en mixerpult og ikke nødvendigvis “på scenen”. Kan du elaborere lidt på, hvor I gerne vil kunne tage NIKOLAS hen?

AJM: “Vi vil gerne stå på gulvet i øjenhøjde med lytteren. Vi kan godt lide, når folk kommer tæt på, når vi er en del af festen frem for udgangspunktet for festen. Folk må gerne være i tvivl om, hvad der sker. F.eks. er folk tit i tvivl, om vi er gået i gang. Det har været godt for os at spille på gaden til Distortion-festivalen de gange, vi har gjort det. Det hele er så kaotisk i de dage, at folk accepterer anderledesheden, og når vi har spillet på gaden, direkte på fliserne, er folk bare stoppet op, har hørt et par numre og er gået igen, uden at det har været noget specielt. Det var dejligt. Vi var der bare. Ikke mere og ikke mindre.

Fra starten var det planen, at vi skulle kunne spille overalt, og vi skulle have meget lidt udstyr. Vi har alle spillet i bands med meget tunge forstærkere. Nu har vi bare mange jackledninger. Det at stå omkring mixerpulten går tilbage til dengang, da Nis var lydmand i bandet; at en lydmand var en del af bandet frem for bare at være en, der servicerede det.”

P/A: I tre har lavet musik længe og har med NIKOLAS haft en slags sideprojekt i en del år. Hvorfor skulle der gå så længe, inden der kom en debutplade? Og hvilken type udgivelse er “Gelwane” for dig?

AJM: “Vi begyndte i 2009. “Gelwane” ser vi ikke som en debutplade. Det er bare den første udgivelse på vinyl. Vi har udgivet to bånd, “Kettleboy/He-Man” fra 2012 og “Moor” fra 2013, som vi ser som ligeværdige med “Gelwane”. “Kettleboy/He-Man” er i øvrigt fra duo-perioden. En af grundene til, at “Moor” blev et bånd, var, at tracket “Gullo Gullo” var over en halv time og ikke kunne være på en LP-side. Og på sin vis gælder det også for “Kettleboy/He-Man”, som er lige under en halv time. Der er dog ingen tvivl om, at “Gelwane” er sat sammen af de tracks, der bedst kan stå alene, og derfor virker den sjovt nok mere helstøbt end båndene. Jeg håber, vi snart udsender noget nyt.”

P/A: Escho var i begyndelsen også festarrangør og lavede ret specielle koncert-setup, der skulle involvere publikum. Hvordan ligger NIKOLAS i forlængelse af denne tankegang, og hvordan inducerer man noget spastisk og akavet til et dansegulv?

AJM: “Selvfølgelig hænger ting sammen, og alle koncerterne, vi lavede med Escho, lærte os, at en fest kunne ske alle steder. I KLoAK arbejdede vi altid med det spastiske og akavede, fordi vi følte det manglede i den aggressive musik, der var meget konform og prætentiøst muskuløs. Vi sagde altid i KLoAK, at vi gerne ville være et danseband, men det var først i de sidste par år, der var andre, der dansede, end os selv. Vi var et meget fysisk band. Meget kropsfikserede, fordi vi ikke kan komme i kontakt med vores kroppe.

I forhold til NIKOLAS har vi været inde i mere trancede/dansende perioder, end vi er nu, men måske vender vi tilbage til det. Jeg tror bare, at folk ødelægger en NIKOLAS-koncert for dem selv, hvis de prøver at forstå, hvad vi gør – eller endnu værre: bruger tid på at prøve at regne ud, hvorfor vi gør det. Vi skal bare opleves, ikke forstås. Vi er ikke andet end musik.”

P/A: Et kort ord om jeres relation til favoritsteder: Hvad med Sejerø Festival? Andre?

AJM: “Vi kan lide alt, og ja, alle elsker Sejerø! Men hvem er vi til at dømme, om et sted er godt eller ej? Hvis vi må spille, og et spillesteds PA kan trække vores dybe frekvenser og ellers lyder af noget, så prøver vi på at spille så godt, som det er os muligt på dagen.”

Info: “Kettleboy/He-Man” og “Moor” kan købes hos Escho.net. “Gelwane” er udkommet hos Insula Music.

NIKOLAS1