Af Alexander Julin Mortensen Natal Zaks er en umådeligt produktiv elektronisk musiker, der efterhånden ikke længere kræver den store introduktion. Som involveret i pladeselskaberne Help, Regelbau, No Hands, SAINO m.fl., og aktiv i gruppen Maizena og soloprojekterne Alle, Central, El Trick, Timeman og Palta har Zaks i senere år været én af de drivende kræfter bag aarhusiansk housemusik, der med rette har fået ros ...

Spellcaster “Inventory” (Visage, 2019) – anmeldelse af Emil GrarupHolger Hartvig er trods sin unge alder allerede et velbeskrevet blad i de seneste 10 års danske musikhistorie. Som en del af det hedengangne, svendborgensiske Af Med Hovedet-kollektiv var han medlem af efterhånden halvlegendariske Synd og Skam, såvel som duoen Seksuelle Mennesker med Af Med Hovedet-kumpanen Lasse Latz. Efterfølgende har han udfoldet sig med broren ...

Lunden “Lunden” (Abstract Tits, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen I Børge og Arvid Müllers sang “Gå med i lunden” fra filmen “Odds 777” er lunden stedet, hvor unge mennesker mødes for at glemme deres forældres formaninger. Jesus bliver forrådt af Judas i Gethsemanes have, der er en olivenlund. Og efter befrielsen i 1945 fandt man 202 henrettede modstandsfolk i Ryvangen, nu kaldet ...

Af Simon Tornby

På trods af sine relativt få film-soundtracks er den relativt ukendte, italienske Giuliano Sorgini for mig én af de mere spændende komponister, eftersom han har udgivet et væld af andre udgivelser under forskellige navne (han brugte blandt andet aliaset Raskovich) og i forskellige konstellationer. Her bør især fremhæves de mange samarbejder med en anden af mine favoritter Alessandro Alessandroni (aka Braen) i grupperne The Pawnshop, Braen/Raskovich, Braen’s Machine samt på en række spændende library-udgivelser, som går under kategorien uopdrivelige samlerobjekter i dag.

Sorgini startede som komponist til TV-produktioner, og bevægede sig over i filmproduktion i 1974 med Jorge Grau-filmen “Let Sleeping Corpses Lie”, også kendt under titlen“The Living Dead at Manchester Morgue”, og fortsatte herefter en knap så produktiv karriere som filmkomponist med indtil videre 13 film, inden for blandt andet (nazi-)horror og italiensk exploitation. Sorgini blev aldrig ligeså kendt som Alessandroni, Umiliani og Frizzi, men nyder særstatus inden for library-genren på grund af sine alsidige musikalske output fra psykedelisk rock, orkesterværker, ambient, minimalisme og synthesizer-induceret jazz-funk.

Hans bedste soundtracks var umiddelbart dem, han skrev til tv, og særligt den afrikansk percussion-inspirerede musik til “Zoo Folle” (1974), en tv-produktion af Federico Fellinis mindre kendte bror Riccardo Fellini, er helt suveræn. Soundtracket blev genudgivet i 2016, og i 2018 blev der udgivet en plade med outtakes fra optagelserne med titlen “Africa Obscura”. Læs resten

Holly Herndon “PROTO” (4AD, 2019) – review by Mikkel Rørbo When it comes to Holly Herndon’s third album, “PROTO”, all anyone wants to talk about, it seems, is artificial intelligence. It’s everywhere at the moment; in my own work as well, which is why I thought I’d find it ever so compelling. But really, to just focus on this one conceptual aspect ...

Af Mikkel Arre Marco Egeberg har kaldt sit første album med synth-soloprojektet Skragn for ”Stund”. Men selv om titlen kan give associationer til noget afgrænset og umiddelbart, har LP’en været længe undervejs. De ældste af albummets otte numre har deres rødder helt tilbage i 2008, hvor de havde en ganske anden form. I en årrække arbejdede Egeberg nemlig med akustiske instrumenter, som han samplede og byggede videre ...

Live report by Cameron Pagett Most of the crowd have finished their food in the lounge outside of Alice CPH on a mild and breezy spring afternoon. I nibble at a half-eaten chocolate chip cookie just after introductions to Alexandra Drewchin (Eartheater) and her harp expert travel mate, Marilu. It’s been only a couple minutes and we are already discussing the possibility of having my assistant, who also happens to be an opera singer, join her randomly for ...

Sad Piano “Final Ears” (Anyines, 2019) – Review by Macon Holt The debut EP from Sad Piano, “Final Ears”, is a festival of digital delights but after that one drink, line or pill too many. There are moments on this record, particularly on the title track, that sound like the most atrociously cheesy MIDI jingles. But then, seconds later, these jingles are dragged through some kind ...

Foto: Josefine Seifert Ydegirl “words woozy in the breeze” (Escho, 2019) – Interview af Nils Bloch-Sørensen For nogle uger siden udgav Ydegirl nummeret “words woozy in the breeze” med tilhørende video. Nummeret, der er forløber for et album, som udkommer til september, er en afsøgning af både sprogets og blikkets intime møder. I forbindelse med udgivelsen stillede vi Novél et par spørgsmål, der blev besvaret i ...