Passive/Aggressive

Pessimist – Om at opbygge og nedbryde lydlige rum

Kritik September 20 2017, af emilgrarup slider_06-1200x675

Af Emil Grarup

Bristol-produceren Kristian Jabs har under aliasset Pessimist udgivet sit selvbetitlede fuldlængdedebut på det London-baserede pladeselskab Blackest Ever Black. Som navnet kan antyde, har selskabet – hvis bagkatalog tæller navne som Prurient, Regis, Vatican Shadow, Lustmord, Raime og John T. Gast – fået etableret sig som et særdeles interessant navn, når det kommer til mørk og stemningsmættet musik inden for genrer som techno, dark ambient og drone.

Det første, som slog mig, da jeg lyttede til “Pessimist”, var, hvor taktil musikken er. Man kan som lytter nærmest fornemme lyden snarere end at høre den: Det er volumen, tempo og tekstur, opmærksomheden ledes hen på, snarere end det klanglige. Dette kan måske synes selvfølgeligt, at det rytmiske er i fokus, da “Pessimist” er en drum’n’bass-udgivelse, men jeg synes i særlig grad, at det er tilfældet hér, fordi Pessimist optegner et særdeles intenst lydlandskab. Han excellerer i at skabe, udvide og nedbryde en slags auditive rum, hvilket bl.a. kan høres på “Spirals”, hvor sub-bass og kickdrum gentagne gange synergisk udvider det lydlige rum for så at trækkes sammen og nedbrydes i en intens breakbeat-sekvens.

Noget andet, der kendetegner udgivelsen (især i et drum’n’bass-perspektiv) er, hvor simpel og tilsyneladende poleret den fremstår. Hvor meget drum’n’bass arbejder med hastigheder på 160-180 bpm, ligger de fleste numre Pessimist i et spektrum mellem 110-130 bpm, hvilket gør, at de forskellige elementer bedre lader sig skelne og giver lytteren en mulighed for dvæle ved dem. Selv på udgivelsens to tilsyneladende mest tempofyldte (og begge næsten jungle-agtige) skæringer, “Peter Hitchens” og “Through the Fog” (som også er udgivet samlet som en selvstændig EP), bibeholdes der stadig en vis lydlig tilbageholdenhed, som gør, at numrene bevarer den føromtalte rumlighed og taktilitet og netop ikke kommer til at virke som en hastighedsøvelse.

Netop denne enkelhed og taktilitet gør, at udgivelsen er ét af de albums, der har fænget mig mest i det igangværende år – og også et af dem, som jeg har hørt mest, mens jeg har bevæget mig rundt i byen: “Pessimist” er virkelig et album, der med sine dybe basfrekvenser og hidsige breakbeats gør noget for, hvordan du oplever den atmosfære, du befinder dig i: Alt intensiveres og opleves som i de sene nattetimer.

Info: “Pessimist” er Pessimists første LP og udkom på Blackest Ever Black i juli. Sidste år udgav Blackest Ever Blacks sublabel, A14, EP’en “Balaklava”, som også er meget anbefalelsesværdig.