Passive/Aggressive

Passive/Aggressive

Puyain Sanati – Et ubesvaret spørgsmål i det sidste åndedræt

Kritik May 16 2023, af Kristoffer Møllegaard

Puyain Sanati, “Nafas Morte” (Escho, 2023) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, billede af Nils Kristian Gruner-Olesen

Den dansk-iranske elektroniske musiker Puyain Sanati, der tidligere har udgivet mere dansabel musik under navnet Grammar of Movement, har i de senere år bevæget sig væk fra den klubvenlige lyd og mod en i højere grad abstrakt udtryksform. Således også på nærværende udgivelse på pladeselskabet Escho, ”Nafas Morte”, der efter sigende betyder ”sidste åndedræt” på farsi.

Og i overensstemmelse med titlen, så starter albummet da også med lyde, der let kunne tolkes som potentielt endegyldige åndedræt – omend maskinelle af slagsen. Hvad der umiskendeligt lyder som besværet, respirator-assisteret vejrtrækning agerer udgivelsens første rytmiske puls. Dette nummer, ”Rebirth”, ulmer med langsomt oscillerende lag af droner i baggrunden, over hvilke andre elektroniske lyde flakser. Der er en lidt utilpas kinetisk energi – musikken lyder som om, at den er på vej hen mod en ukendt destination. Men Sanati nægter at lade energien forløse sig, hvilket skaber en foruroligende atmosfære og foranlediger det spørgsmål, som optog mig i løbet af hele værkets spilletid – hvis sidste åndedræt?

Det næste nummer, ”Transitions”, lægger ud mere fredfyldt end det foregående. Men der går ikke længe, før de ellers så beroligende synthflader gradvist tillægges dybe, ubestemmelige bankelyde. Det får mig til at tænke på idéen om, at man ved dødstidspunktet kan opleve en følelse af uendelighed, da hjernen gradvist lukker ned og mister al fornemmelse for tid. Men livet banker på. Den fredfyldte hensygnen forstyrres. Til slut forsvinder de langstrakte, himmelske toner, og kun livets lavtliggende register står tilbage. Lydsproget er simpelt, effektivt, og underspillet smukt.

Mystikken afmonteres dog på ingen måde, og det er en af de ting, der virkelig fungerer i albummets favør

En elegisk stemning gennemsyrer hele albummet. Det emmer over af melankoli og savn – men af hvad? Igen spøger spørgsmålet om, hvilket sidste åndedræt det er, titlen henviser til. Sanatis elektroniske palet giver ikke mange svar, men Mirsasaeed Hosseinys stemningsfulde bidrag på det iranske dulcimerinstrument santour på nummeret ”Patterns of Ruins” hjælper i det mindste med at indsnævre referencerammen en smule. Mystikken afmonteres dog på ingen måde, og det er en af de ting, der virkelig fungerer i albummets favør. Lytterens fantasi bliver udfordret.

Efter det højdepunkt der var Hosseinys santour, kunne man måske have forventet en videreførelse af de tiltagende musikalske energier, men Sanati leder os i stedet ned i en bakkedal. I det fjerde nummer, ”Horizon II”, føres vi nemlig tilbage til de dæmpede elektroniske virkemidler. Droner i forskellig pitch danner bagtæppet, men foran dette bagtæppe sker der ikke meget mere. Det er en interessant leg med lytterens forventninger, men til syvende og sidst er nummeret udgivelsens kompositorisk svageste. Det har i modsætning til de andre numre ikke rigtig noget, jeg som lytter kan hæfte mig ved, ingen særligt interessante lyde eller udviklinger. Det er der bare. Men det viser sig at fungere i kontekst. Det skaber en usikkerhed, skurrer mod de forestillinger, jeg som lytter underbevidst allerede havde gjort mig. I stedet for kontinuerligt at hige mod et klimaks, så stopper musikken op og falder tilbage i et lidt utydeligt humør. Ligesom albummets stemning får også denne bevægelse i musikken mig til at stoppe op og undre mig over, hvad musikken prøver at fortælle.

Det er de små ting, der tilsammen danner helhedsindtrykket

Den grumsede historiefortælling afsluttes med det femte, sidste og selvbetitlede nummer, med et spøgelsesagtigt orgel og dertilhørende vokal af Susana Nunes og Joao Neves, et passende minicrescendo til en mikrokosmisk musikalsk rejse, der spiller på det underspillede til stor effekt. Det er de små ting, der tilsammen danner helhedsindtrykket. Små, men ikke derfor nødvendigvis lette – for Sanati viser sit talent for at gøre selv disse mindre enheder vægtige og indholdsmættede. Han navigerer med ”Nafas Morte” ubesværet den ellers ofte svære balancegang mellem at give lytteren nok til at sætte deres fantasi i gang, men ikke så meget, at den overmættes. Det sker både gennem kompositoriske greb og den stemning, han skaber på albummet. Der er en rejse i musikken, et narrativ. Jeg har stadig ikke fundet ud af hvis sidste åndedræt, albummet handler om – og i virkeligheden er det jo nok med vilje, at narrativet ikke er så let at regne ud. Men denne mangel på tydelige svar er netop grunden til, at jeg bliver ved med at vende tilbage. 

Info: “Nafas Morte” udkommer d.18. maj på Escho.