Passive/Aggressive

Rex Kyed – Transithallernes ambivalens

Kritik March 29 2018 , af krea Rex Kyed Uhørt 2014_John Eduard

Rex Kyed “S/T” (Infinite Waves, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

“At rejse er at leve” er nok et af de mest slidte citater på dansk. Det er blevet skamredet så meget, at det næsten har mistet sin betydning. Det var nok også mere ophidsende på H.C. Andersens tid. Nu er det muligt for alle at rejse, og mange gør det tit. Globaliseringen har normaliseret kulturer på tværs af kloden, så forskellene er knap så overvældende som i 1800-tallet.

Den nye duo Rex Kyed har lavet en EP om sit ambivalente forhold til at rejse. Ifølge gruppen selv drejer den eponyme plade sig tematisk om de tos eget liv, om ensomhed, at rejse ind og ud af tryghed, at være væk fra familien, at være undervejs. Den ambivalens kommer til udtryk i nogle sparsomme droner og blippende synthtoner blandet med enkelte field recordings her og der.

Selv om duoen er ny, er det et par erfarne herrer, der står bag.

Anders Rex og Peter Kyed mødtes i Peter Peters Bleeder Group tilbage i 90’erne og udgav i 2008 en plade sammen med Niels Ladefoged under navnet Svartbag. En mere guitarorienteret plade i stil med sådan noget som Spacemen 3, Experimental Audio Research og danske Silo; svævende hypnorock blandet med electronica. Det er i anledning af den plades 10 års jubilæum, duoen udgiver deres nye plade.

Og stilen er noget af vejen den samme. Guitaren er bare blevet slettet og visse steder erstattet af field recordings. Første nummer, “Seat 11F” – vinduespladsen, som de rejsevante vil vide – starter med lyden af et lettende Lufthansa-fly, der ligger som en drone, mens en sentimental klaverlinje og strygere iscenesætter den melankoli, der opstår, når man forlader et sted, nogle mennesker, nogle minder.

“Arrival”, albummets længste nummer, anvender også field recordings, efter at de første tre minutter har været præget af en smuk, flydende drone, som slag af en hyletone og en anden støjende drone forsøger at plukke hul i. Midtvejs lyder børnestemmer pludselig, et togs slag mod skinneovergangene, skriget fra et bremsende tog, menneske- og børnestemmer der finder hinanden på perronen.

Subtile droner fylder det meste af EP’en, mens hylende, bippende, ekkoende synthtoner kontrasterer roen. Den urolige og hektiske stemning i alverdens transithaller blandet med længslens tunge melankoli. Det er en fin, lille plade, og måske er længden, 22 minutter, perfekt. Alligevel vækker den lyst til mere. Jeg vil hellere rejse med Rex Kyed end ud i verden. Også selv om man ikke slipper for melankolien.

Info: “Rex Kyed” udkom på Infinite Waves 24. marts.