Passive/Aggressive

Sassy 009 – Kejtet og kølig popsensibilitet

Kritik November 6 2017

Sassy 009 “Do You Mind” (Luft Recordings, 2017) – anmeldelse af Alexander Julin, foto af Andreas Bjørseth

Sassy 009 er en ny trio fra Oslo, der spiller kølig og distanceret popmusik. Trioen, der tæller Sunniva, Teodora og Johanna, har opnået en hel del hurtig hype og er nu yderligere aktuelle med deres debut-EP, “Do You Mind”

Hvis musik er værd at skrive om, bør det kunne hæves ud over mulige sammenligninger og referencer, men den norske duo Smerz tjener alligevel som et væsentligt sammenligningsgrundlag, hvis man skal redegøre for Sassy 009’s nye udspil. For på mange måder dyrker de to projekter umiddelbart den samme kølige, elektroniske æstetik og brugen af en deadpan-stemmeføring i en grad, der kunne være dybt uoriginal. Jeg tyer til den her sammenligning netop for at klargøre forskellene – og ikke for at negligere Sassy 009’s musik i lyset af Smerz, der i forvejen har markeret sig med en lyd, som Sassy 009 i ret høj grad deler.

De deler den dog ikke hele vejen. Smerz er på ingen måde et kedsommeligt projekt uden vovemod, men de lyder i mine ører stilistisk sikre hele vejen igennem. Der er en gennemtrængende overlegenhed og suverænitet på spil, som på ingen måde er en konstant hos Sassy 009. Godt nok er den at finde på singlen “Pretty Baby”, men flere steder er den distancerede kølighed skiftet ud med mere kejtede elementer. Det lyder værst på åbningsnummeret “Summin’ You Up”, der bl.a. byder på rap fra trioen – og bedst, når trioen inkorporerer fløjte i de eminente “Feel Me” og “Are You Leaving”.

Det er med andre ord tydeligt, at noget nyt er på spil i Sassy 009’s musik, for det er ikke altid, at det lykkes lige godt. I stedet bliver selv de fejlslagne forsøg på yndefuldt at tilføje noget nyt til musikken til muligheder for netop at værdsætte det fejlagtige eller knap så veludførte – muligheder for at værdsætte forsøgene på at rykke populærmusikken ud af dens comfort zone. Det er med til at skabe sensuel popmusik, der ikke altid udfolder sig i et sikkert eller yndefuldt udtryk, men oftere er bombastisk og netop kejtet. Kvaliteten af Sassy 009s musik er ikke udelukkende et spørgsmål om de forskellige valgs vellykkethed, for det er nærmere ambivalensen mellem det totale sats – udfaldet underordnet – og den stilistiske sikkerhed, der afføder både spænding i musikken og begejstring for mig som lytter.

Info: “Do You Mind” er ude nu på Luft Recordings.