Simon Toldam – musik mellem linjerne
Simon Toldam – “Fem små stykker med tid” (ILK, 2024) – anmeldelse af Kristoffer Møllegaard, foto af Andreas Omvik
Jazzkomponist og -pianist Simon Toldams soloalbum ”Fem små stykker med tid” er et værk, hvor musikken i lige så høj grad handler om det, der (ikke) sker mellem noderne, som det handler om noderne i sig selv. Et studie af mellemrummene mellem klaveranslag.
Selv refererer Toldam i sin pressetekst til det japanske ord og koncept ”ma” – ideen om at stilheden, tomheden, det negative rum har lige så høj værdi som det omkringliggende, indholdsmættede, udfyldte rum. Hans reference til japansk æstetik lægger sig i forlængelse af velkendte avantgarde-skikkelser som John Cage, hvis zenbuddhistiske praksis influerede hans såkaldte ”tilfældighedsmusik”.
Udgivelsens fem små stykker er således fulde af mystik og spænding. Åbningsnummeret ”To linjer” består af en lang række akkorder som perler på en snor, der har så meget mellemrum imellem sig, at noderne næsten altid får lov til at ringe ud, før den næste akkord slåes an. Når dette ikke er tilfældet – f.eks. når en akkord forholdsvist hurtigt efterfølger en anden – spidser man ører. Den lave mængde lydmæssig information, lytteren bliver præsenteret for, forandrer lytteoplevelsen. Man afventer næste anslag med tilbageholdt åndedræt, man hører sammenhænge, som man måske under andre forhold ikke ville have bidt mærke i. Efter knap ti minutter slutter ”To linjer” med lige så lidt fanfare, som det begyndte med. Perlerne på snoren ophører uden forvarsel.
Efter åbningsnummerets sparsomme præsentation virker ”Insekt” nærmest konventionelt. De enkeltstående klynger af noder erstattes nu med små sekvenser af ofte meget kortvarige, umiddelbart uafhængige, men melodisk op- og fremadgående brudstykker over et lidt dystert, simpelt motiv i det dybere register. Det gør nummeret til albummets mest dramatiske, fyldt med en udefinerbar længsel, en higen efter det ukendte. De små positivt lydende brudstykker emmer af eventyrlyst og legende underfundighed.
Stilheden dyrkes til stadighed, men det betyder tydeligvis ikke nødvendigvis, at musikken er tyst.
Det efterfølgende nummer, ”Efterdønninger”, er ligeledes fyldt med dramatik, men i dette tilfælde på baggrund af de bragende hårde anslag på de dybe tangenter, der indleder nummeret og derefter næsten forskrækker dig, når de ved lejlighed dukker op igen. Stilheden dyrkes til stadighed, men det betyder tydeligvis ikke nødvendigvis, at musikken er tyst. Det idiomatiske udtryk ”larmende stilhed” får her en helt konkret, anspændthedsskabende betydning.
Anderledes rolig er udgivelsens fjerde nummer, ”Eng”, der virker søgende, opløftende og omkringdrivende. Utvivlsomt influeret af titlen giver det mig et indtryk af en vandring gennem et fremmed, men ikke urovækkende, område. Der er højt til himlen, vidderne føles endeløse og mulighederne ligeså. Og efter en sådan ekskursion føles det passende, at albummet afsluttes med et nummer, der på sin vis spejler det første – ”To ord” er en komposition, der i hvert fald lyder som om, at den er skrevet på samme måde som åbningsnummeret ”To linjer”: Igen er det de små klynger af akkorder og stilheden imellem dem, der dominerer billedet.
”To ord” slutter med ca. 40 sekunders stilhed før nummeret definitivt, som om Toldam symbolsk giver lytteren mulighed for igen at akklimatisere sig til det mere lydmættede liv uden for ”Fem små stykker med tid” samt fundere over vigtigheden af netop dette element i ikke bare hans musik, men i kunsten og livet i al almindelighed. ”Fem små stykker med tid” er indbegrebet af den velkendte frase ”less is more”, det er skiftevis nænsomt og brutalt, men altid med en stærk sans for den helt lille dramatik, for livet mellem linjerne. Simon Toldams stilhed synger. Og det er en sang, jeg ikke kan få nok af.
I
nfo: “Fem små stykker med tid” udkom på ILK d.23. februar.
