Spoiler Room – koncertformat, der tager det seriøst at have det sjovt (interview)

Interview af Mathias Schønberg. Fotos af Spoiler Room.

De sidste par år har arrangementet Spoiler Room skabt løsslupne live-oplevelser, hvor musikere prøver nyt materiale af for et publikum. Aftener med eklektiske line-ups af minikoncerter med alt fra akustisk guitar til trance-techno. Udvælgelsen af kunstnere sker typisk i ugen op til arrangementet, som næste gang finder sted 13. februar på H15. For arrangøren Pixel Daddy er en lidt vilkårlig kuratering og uhøjtidelig stemning vigtig for at  lave rum til at fejle, lege og socialisere på tværs af genrer og tilhørsforhold. Sådan håber Spoiler Room at bidrage til, at der skabes god musik på lang sigt, forklarer Pixel Daddy, da jeg mødes med ham i hans lejlighed, hvor en væg fyldt med billeder fra Spoiler Room fortæller om et par år med sjove og risikovillige musikarrangementer.

P/A: Jeg kunne godt tænke mig først og fremmest at vide mere om Spoiler Room, men også om dine tanker om internettet, og hvad der sker med det for tiden. Men det første, jeg vil spørge dig om, er, hvad må jeg kalde dig? Dit rigtige navn? Pixel Daddy, eller bare Daddy?

Pixel Daddy: ”Hmm, sjovt. Du må kalde mig Pixel Daddy. ”Daddy” forbeholder jeg til specials.”

P/A: Tak, Pixel Daddy. Fortæl os, hvad Spoiler Room går ud på?

Pixel Daddy: ”Spoiler Room er et sted, hvor folk kommer og spiller uudgivet materiale for et publikum. Det er kernen. Det er et forsøg på at prikke hul på den der bedroom producer bubble, som eksisterer i vores æra af musikskabelse, hvor mange laver musik alene på værelset, som måske højst et par venner kommer til at høre.

Som jeg ser det, sker musik først, når nogen hører det, eller man oplever det sammen med andre. Og man oplever en hel masse ting om sin egen musik, når man spiller det for nogen. Jeg vil gerne skabe et sted, hvor man kan teste ting af, både hvis man lige er begyndt at lave musik, men også hvis man har lavet musik i 1000 år og har brug for at workshoppe noget eller lege med en ny side af sig selv. Hvis man tænker, ”jeg er jo rockmusiker”, men har lyst til at lave techno nu. Så kan man gøre det til Spoiler Room.

Min oplevelse er, at rigtig mange laver musik, der aldrig bliver hørt af nogen, fordi det aldrig kommer ud. Og selv når det kommer ud, så går der flere år fra, at man laver det, til at det bliver mixet, mastereret og udgivet. Prøver man at finde et label til det, så kommer man først ud at spille med det to-tre år efter. Og der kan man jo opleve, at man ikke rigtig har noget forhold til det længere. Og det, synes jeg, er lidt ærgerligt.”

“Det er lidt ligesom en privatfest, når det er publikum, der tager alle billederne.”

– Pixel Daddy

P/A: Hvad kan man som publikum typisk opleve til en Spoiler Room-aften?

Pixel Daddy: ”Vi har altid sat scenen og kunstneren op i midten af rummet med folk rundt om, for at det ikke skal føles som en koncert på en traditionel måde. Vi har ikke fotografer, men vi giver engangskameraer ud, så det er lidt ligesom en privatfest, når det er publikum, der tager alle billederne. Det giver en følelse af, at alle er ligesom involveret i at skabe aftenen.

Og det er vildt vigtigt, fordi det er så skrøbeligt for nogle at dele. Der kommer tit folk, der spiller for første gang nogensinde og er meget nervøse. Så vi gør alt, hvad vi kan for at prøve at mildne nervøsiteten.

Koncerterne er korte formater af måske otte-ti forskellige kunstnere i en sindssygt bred variation af genrer. Det er ikke genre-specifikt overhovedet, og det er et aktivt valg om at få så bred variation som muligt i løbet af en aften – så man ikke rigtig har mulighed for at sammenligne ting med hinanden; nu vi lige har hørt et eller andet akustisk, og så kommer der en eller anden og spiller trance.

Folk kan præsentere en side af sig selv, som de måske ikke føler, de kan i deres brand som musiker. Det er i hvert fald ideen. Fordi det er jo meget i dag med SoMe og what not, med at man skal præsentere sig selv som en færdig udgave af en kunstner, og det tror jeg bare kan holde folk vildt meget tilbage fra at eksperimentere. Derfor prøver vi at lave et rum, hvor folk virkelig kan eksperimentere med forskellige sider af sig selv og deres kunstnerskab.”

P/A: Vil du fortælle lidt om navnet? Det skulle vel ikke tilfældigvis på nogen måde kommentere på det mere kendte Boiler Room-format?

Pixel Daddy: ”Altså, jeg synes bare, det var sjovt. At spoile noget, kan betyde mange ting. Det kan betyde at ødelægge noget. Det kan betyde at spoilere som i film. Man kan også blive spoilt som person, altså blive forkælet.

Og irriterende nok, så har vi brugt ”spoilt brat” rigtig meget om vores publikum, fordi man blev så forkælet af at opleve, at så mange forskellige mennesker delte deres ting. Og så kom Charlie og fucking lavede Brat, og nu virker det bare som om, at vi bare har rippet det. Men vi startede! Vi gjorde det først. Jeg har bevis. Jeg har stickers fra 2022 med ”spoilt brat” på.”

P/A: Nice. Så har I eksisteret siden 2022? Hvad har været højdepunkterne?

Pixel Daddy: ” Det er svært at sige, hvad højdepunkterne har været, fordi jeg altid er ret kritisk overfor det. Jeg er altid sådan, ”det kan blive bedre, det kan blive sjovere, vi kan gøre det mere imødekommende.

Vi har indtil nu lavet det meste på H15. I sommer lavede vi det så i Byhaven med Ravi Kuma. Det var en enorm fest til sidst, men det var også en udfordring, fordi vi er så vant til at kunne styre hele rummet og sætte det op, som vi har lyst til. Men det fungerede rigtig godt, i hvert fald med noget af det mere bragende musik, vi havde på.

Men på en eller anden måde kan de der små fuck ups, der sker nogle gange – eller som sker ret tit – blive en slags højdepunkter. Dem kan jeg rigtig godt lide – ikke at jeg aktivt saboterer folk! Men for eksempel en gang, hvor jeg skulle prøve at tænde for en røgmaskine midt under et set af en, der spillede med et meget komplekst elektronisk set-up med en push og en computer og alt sådan noget, så kom jeg på en eller anden måde til at slukke for strømmen, så alt bare stoppede. Og der gik nogle sekunder, før jeg fik tændt for alt igen, og musikken startede, men så udbrød der total jubel, og så krammede vi og alt muligt – og det var som om, det der fuck up gjorde aftenen super nice.”

“Det er næsten for basic at sige, for det er jo åbenlyst, at når man har al musik tilgængeligt til ingen penge konstant, så bliver musik nemt bare noget, der eksisterer alle steder – og ikke sådan en hellig oplevelse.”

– Pixel Daddy

P/A: Der sker meget med internettet for tiden, og jeg oplever i jeres set-up, at der lidt bliver lavet sjov med internetkultur, f.eks. wrapped-lister og lignende. Hvad synes du egentlig om internettet?

Pixel Daddy: ”Jeg elsker internettet. Men basically er det jo bare blevet hijacket af major corporations. Det er jo, hvad det er. Men i forhold til musik, har streaming ændret vores forhold til at lytte til musik til meget at være et forbrugerforhold. Det er næsten for basic at sige, for det er jo åbenlyst, at når man har al musik tilgængeligt til ingen penge konstant, så bliver musik nemt bare noget, der eksisterer alle steder – og ikke sådan en hellig oplevelse.

Men sådan føler jeg også lidt, at det er med koncertkultur, som også er blevet lidt forbrugeragtigt. Du dukker op, køber øl, ser support-bandet, øl, ser main act, og så hjem med de venner, du tog afsted med. Og der kan Spoiler Room forhåbentlig være med til at ændre folks forhold til det lidt.

Hvis musiks primære funktion er at kommunikere i et fællesskab – det er i hvert fald der, hvor jeg føler, at det er vildest at høre musik, når alle føler sig som en del af oplevelsen – så synes jeg i hvert fald ikke altid, at de gængse koncertoplevelser gør det. Det kan være sværere for mig at nå til det punkt. Men der ser jeg oplevelsen af at være til Spoiler Room som hyper-værdifuldt i modsætning til den der forbrugerting, fordi man oplever noget den ene gang, som du aldrig kommer til at høre igen, som måske aldrig kommer ud.

Det kan også være du kommer til at høre den om et år, og så kan du sige, ”wow, shit, jeg hørte den spillet for et år siden, og nu er den endelig ude”, og sådan kan det forhåbentlig være med til at ændre folks forhold til musik lidt.”

P/A: Og hvordan udvælger I kunstnere til Spoiler Room?

Pixel Daddy: ”Vi har altid en co-host med med til at udvælge. Sidste gang var vores co-host Vita Dosa, som valgte en del af line-up, og næste gang 13. februar på H15 er det Gimi. Det er et forsøg på at prøve at komme ud over min lille sfære af venner selv. Ellers er det en blanding af folk, der skriver til os, fordi de gerne vil spille, og nogle gange spørger jeg selv nogen, jeg lige falder over. Jeg prøver på ikke at gøre det så kurateret. Jeg kan godt lide, at jeg bliver præsenteret for det måske første gang ugen før eller halvanden uge før. Og så finder vi bare ud af det.”

P/A: Og tør du løfte sløret lidt for, hvad der kommer til at ske den 13. februar?

Pixel Daddy: ”Jamen, det vilde ved Spoiler er jo, at jeg faktisk ikke rigtig ved det selv før om en uges tid, hvor jeg tager jeg en lyttesession med Gimi. Jeg ved, at nogen laver noget mere performanceagtig kunst. Og så er der en, jeg har spurgt, som jeg har prøvet at få med i live-streamen 20 gange, som jeg så spille sin kandidatkoncert på konservatoriet, som laver det vildeste, skøre Lorenzo Senni-agtige synth. Men altså, jeg ved ikke andet end det, og det er også en del af charmen.

Jeg prøver også at lave nogle indslag, som ikke kun er musik. Sidst havde vi en juletumbola-ting, hvor min ven Axel klædte sig ud som The Grinch. Det var så cute. Han var den bedste Father Christmas. I starten af aftenen havde vi også noget, der hed Den Improviserede Samhørighed – hvor alle stod i en stor cirkel og lavede en fælles meditation-sangøvelse. På den måde tænker vi over, hvordan kan man også gøre, at Spoiler-rummet også kan skubbe folk til at møde hinanden og snakke lidt sammen.”

P/A: Tusind tak. Er der andet, du gerne vil sige?

Pixel Daddy: ”Ja. Altså, i et lille land som Danmark kan det føles meget kompetitivt at lave musik. Der er rigtig mange der laver musik, og der er supermange små scener rundt omkring i København, som ikke rigtig har noget med hinanden at gøre. Så er man en del af den scene, og ikke en del af den anden scene. Men det er noget bullshit det der. Folk skal være mindre bange for at fejle i hele det der branding-game. Man skal være legesyg og fucke rundt med ting i et live-space og ikke være for nervøs for at fejle. Det er i min optik det, der kan skabe rigtig god musik på lang sigt.”

Næste Spoiler Room finder sted 13. februar på H15.