Takehiro Honda – Hjerneudblæsende panoramisk spiritualitet
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel A. Kongstad
“Det Glemte Guld” er tilbage. Ikke at det nogensinde har været væk. Det har bare hygget sig i et støvet kammer kaldet sommerferie med alt, hvad dertil hører af dedikeret tid til at udgrave nye glemte guldglimt, som du kan møde i løbet af det næste stykke tid her på bloggen.
For at fejre dette lille comeback skal du, kære læser, udsættes for en omgang komplet omkuldslående og hjerneudblæsende panoramisk spiritualitet. En række bredspektrede opløsninger af rytmik plus melodi og samtidig et stærkt vidnesbyrd om, hvor stor og metafysisk en lyd en trio kan præstere. Det drejer sig om Takehiro Hondas ”Salaam Salaam” fra 1974.
Der er tale om Post-Coltrane-æra hard bop fra en af Japans absolut stærkeste pianister i selskab med henholdvis Juni Booth på kontrabas og Eric Gravatt på trommer/percussion. Du får: Berusende evighedsvandringer over tangenter, viltre jazzbeats og muskuløse basfigurer i skøn forening om at fremmane musikalsk spiritualitet gennem kollektiv opløsning af strukturer. Hele tiden på kanten af det abstrakte, men via Hondas insisterende melodik bliver det aldrig decideret free jazz og helt uden for det harmoniske felt. Ikke ulig 70’ernes Keith Jarrett, men i en mere vild og energisk form. Og med et tydeligere slægtskab med John Coltrane og hans insisteren på at finde spiritualiteten i det nærmest shamanistisk hengivne overload, hvor toner sprænges for at lade sjælen komme igennem.
Albummet består af tre skæringer. Albumåbneren er den elegant susende og konstant på-kanten-vaklende modaljazz-basker, ”Minors Only”, hvorefter en lyrisk, meditativ og skønt vævende ballade, “Natural Tranquility”, tager over med cirka 10 ½ minuts fordybende sjælemassage. Herefter kommer tredje og sidste skæring, titelnummeret ”Salaam Salaam”. Et nummer, der består af to dele; et mere end fem minutter langt solo-pianostykke, hvor Honda med den ene hånd agerer Philip Glass-agtig riff-motor, mens den anden hånd nærmest tæsker et solistisk vævende tapet af toner oveni det cykliske ostinat. Herefter springer de resterende medlemmer ombord og sprænger tapetet i luften. Herefter udfolder nummeret sig som en vildt ridende omgang spiritual jazz, der balancerer mellem free jazz og ekstremt melodisk hvirvelvinds-hard bop.
Hvis du er til panoramiske besjælinger og viltre, men melodiske lydmanifestationer, er det her album lige din kop te. Hvis du bare vil have 10 minutters skønhed, kan du godt nøjes med ”Natural Tranquility”, men jeg vil nu alligevel anbefale dig at tage den fulde pakke.
