Victor Espasandín – Det ekstraterrestiale som æstetisk knudepunkt
Victor Espasandín ”Árbol Bajo Tormenta” (Anyines, 2019) – anmeldelse af Emil Grarup
Den 26. marts udkom Árbol Bajo Tormenta af uruguyansk-danske Victor Espasandín. Albummet, der udfolder sig over syv skæringer, er udgivet på det københavnske pladeselskab Anyines, som til dagligt administreres af Aske Zidore og Villads Klint, bedre kendt som hhv. An Gella og Minais B.
Árbol Bajo Tormenta indledes af ”Podalyriifolia”. Nummeret slår albummet an med en lyd, der med sine kølige synthflader, tic-agtige frekvenskonvulsioner og abrupte intensitetsskift til forveksling kunne minde om den lyd, som efterhånden etablerede navne på den danske ambientscene som Croatian Amor og Scandinavian Star har været bannerførere for. Desværre bidrager nummeret ikke med noget nyt eller radikalt til denne collageprægede, melankolske stil, men holder sig i stedet pænt inden for stregerne.
”Tempestad Fractal”, det følgende nummer, er anderledes interessant og mindre ”luftigt”. Allerede fra begyndelsen inkorporerer tracket en form for puls til at konstrastere den lavmælte, cirkulære synth: En sagte støj, der kunne minde om lyden fra en flymotor hørt på lang afstand. Denne opbygning forløses fuldstændigt omkring nummerets midte med en anden, anderledes intens type støj, der igen afløses af lyden af et forpustet åndedræt, der ånder ind og ud i takt med en lys, forvrænget stemme.
Denne dynamik har en særegen, visceral kvalitet over sig. Snarere end at lyde ”organisk” lyder ”Tempestad Fractal” som en levende, sansende krop: en truet, utilpas krop. En krop i affekt.
På albummets længste nummer, ”Enramada”, mødes man af en strømmende, boblende, sitrende stime af toner, der langsomt, men imposant, bevæger sig fremad som små, stolte korsfarere gennem middelalderens mørke Europa. På ”Enramada” har vi at gøre med samme tunge og intense ambientkonstruktioner som australske Lawrence English mestrer så overlegent på ”Cruel Optimism” (2017) og ligeså serbiske Abul Mogard på ”Above All Dreams” (2018). Det er klart, når man har fornemmelsen af, at musikken drives frem af en næsten overjordisk kraft, (som på ”Enramada”) at Árbol Bajo Tormenta fungerer bedst.
Generelt aktiverer denne lyd for mit vedkommende et sæt referencer, der overordnet er koblet sammen af en idé om liv i rummet og dette livs invasion af jorden: Konspirationsteoriernes folklore og den snigende paranoia, der er forbundet med denne.
Disse referencer er helt bestemt også latente på pladens afslutter,”Pájaros Verdes de Nuovo”, som åbner med tunge gletsjerblokke af synths, der langsomt deler sig som bølger af nordlys i skarpe, lyse orgelklingende frekvenser, samt ”Raíces de Viento”, som changerer mellem en pulserende, industrial-klingende drone, slørede talesamples, realoptagelser af dråber, der falder, og kirkekors-klingende choral pads: Et diptykon, der sagtens kunne udgøre soundtracket, hvis X-Files var skrevet og instrueret af den ungarske filminstruktør- og mørkemester Béla Tarr.
Albummets to tilbageværende numre, ”Transferencia” og ”Hongos Endofitos”, føles på et forløbsmæssigt plan en smule mere fragmenterede: Disse numre klinger som små sværme af fortabte insekter, der hvileløse cirkulerer rundt i et strålingsfelt. Iøvrigt meget i forlængelse af den IDM-ambient-æstetik som det franske selskab Shelter Press de seneste år har været eksponent for med udgivelser som Félicia Atkinsons ”Hand In Hand” (2017), JABs ”Erg Herbe” (2019) og Native Instruments ”Camo” (2017).
Når “Árbol Bajo Tormenta” lykkedes, hvilken den, i parentes bemærket, gør det meste af vejen, er udgivelsen et yderst spændende bekendtskab og et ganske potent bud på et ambient-album, der med det ekstraterrestiale som en form for æstetisk knudepunkt formår at skabe en forskelligartet, men helstøbt enhed.
Info: ”Árbol Bajo Tormenta” udkom 26. marts på Anyines.
