Wally Badarou – Futuristiske elektro-caribiske synteser mellem new age og dansemusik
Det Glemte Guld – en serie af Mikkel Kongstad
Denne uges indlæg i serien om “Det Glemte Guld” kigger nærmere på franske Wally Badarous spraglede, elektro-caribiske debutalbum “Echoes”, der oprindeligt udkom i 1984, og som senest har været forsøgt reaktualiseret via Music On Vinyls genoptryk i 2016.
Og hvorfor så netop nu? Det er trods alt ikke bare fordi nærværende signatur er blevet ramt af sommervarmen, men i højere grad fordi “Echoes” virker nærmest mere aktuel nu, end da det udkom for snart 30 år siden. “Echoes” er gennemsyret af en signaturlyd af dansevenlige grooves, skæve electro-ritualismer, new-age flirterier og twistede synths blandet med caribiske og afro-vibes, der synes at gå igen i mange af de senere års elektro-udgivelser fra navne som Sorcerer, Jex Opolis, Roskilde Festival-aktuelle Fatima Yamaha og retro-futurister som Todd Terje og Nu Guinea. På samme måde flugter albummets xenomaniske og genrenedsmeltende lyd med den æstetik, der dyrkes på tværs af labels som eksempelvis Music From Memory, Growing Bin Records, RVNG Intl. og sågar det Londonbaserede 22a, hvis futuristiske eksperimenter i grænselandet mellem jazz og house, synes at være i naturlig forlængelse af dele af Badarous lyd på “Echoes”.
Inden vi dykker længere ned i “Echoes”, så lad os lige tage en blitzkrieg-wiki-opdatering på Wally Badarou. Badarou, født 1955 i Frankrig, er en multiinstrumentalist, producer, tekniker og sangskriver, der allerede figurerer mange steder i musikhistorien, men det er derude i det popkulturelle univers’ exosfære. Dér hvor de færreste har ilt til at vandre hen og finde Badarou – og i særdeleshed til at finde pladen “Echoes”. Wally Badarou bliver ofte omtalt som “det femte medlem” af engelske Level 42, for hvem han har produceret og fungeret som livemedlem i en årrække, men Badarous talenter strækker sig langt længere end det; han har blandt andet spillet keyboard for Talking Heads, Manu Dibango og Robert Palmer, ligesom han har produceret Fela Kutis “Teacher Don’t Teach Me Nonsense”. Derudover har har haft en producerrolle på plader fra blandt andet Grace Jones, Tom Tom Club og Mick Jagger. Det er med andre ord en herre, der har været vidt omkring, og hvis største bedrift dog stadigvæk er det oversete debutalbum, “Echoes”, som vi nu zoomer nærmere ind på.
“Echoes” er et album, hvis lyd spøger i mange forskellige nutidige musikalske udtryk. Dette skyldes alene albummets lettere spraglede mix af stilismer og genremæssige neologismer, der visse steder synes i kontakt med samtidens sound, men samtidigt har en lyd, der er helt ved siden af og er i berøring med nye og ukendte musikalske territorier. “Echoes” er indspillet og mixet i selvsamme Compass Point Studios, hvor Badarou agerede tekniker og producer i 80’erne. Pladen synes at drage fordel af, at det er indspillet sideløbende med andre projekter, hvilket muligvis forklarer stemnings- og genreskift undervejs (sandsynligvis er Badarou ansporet af arbejde med andre projekter). Derudover har “Echoes” karakter af noget så befriende som en solo-ekskursion uden et fast navigationspunkt eller krav og forventninger at skulle leve op til. I stedet er det et tydeligt musikalsk frirum, eller en slags legestue af såvel genreundersøgelser som ditto -nedsmeltninger. Dog uden at albummet mister den sammenhængskraft, der bliver skabt gennem en signaturlyd af twistede synthmelodier blandet med varme og weirdness i et og samme nøjsommelige, kompositoriske greb.
“Echoes” er måske ikke et lige så helstøbt værk som senere Badarou-udgivelser, som for eksempel det ambient jazzede/new-age-album, “Word of a Mountain”, men det er virkeligheden også der albummets største styrke ligger. Pladen er i stedet fuld af den slags lyksalige tilfældigheder og uforvarende musikalske forudsigelser, der sker, når man slipper musikken fri og bevæger sig væk fra forestillinger og forventninger om pladen som et kommercielt eller kunstnerisk værk. På den måde kan man formaste sig til at argumentere for, at “Echoes” mere er en collage af skitser, selvstændige undersøgelser eller bare en række enkeltstående numre, der er samlet tilfældigt sammen. Det er dog ikke helt tilfældigt, selvom Badarou når vidt omkring. Udover den førnævnte twistede signaturlyd af synths, så er der også en sær tilstedeværelse af lettere kantet new-age-vraggods og dansable vibes, der gennemsyrer samtlige numre på pladen.
Alligevel giver det dog mening, at fremhæve enkelte skæringer på et ellers helt igennem anbefalelsesværdigt album. “Hi-Life” er albummets Condry Ziqubu-øjeblik. Her går plastisk afropop hånd-i-hånd med electro-caribiske vibes, imens “Endless Race” er en nærmest tropisk og sporty omgang kraut-møder-house. “Voices” er en synt(h)etisk omgang folk-møder-klassisk, komplet med momentære indspark på vocoder og underlæggende futurtiske impulser. Så er der “Mambo” (som Massive Attack har samplet på “Blue Lines”), der er en mildt pulserende skæring, der balancer mellem syntetisk jazz og ritualistisk new-age. Ikke langt fra det perfekte soundtrack til dit næste Spa & Wellness-ophold. Derefter følger albummets største dansegulvs-øjeblik, “Chief Inspector”, hvor Badarou bevæger sig længere ind på 80’ernes disco- og clubmusikscene, og serverer det nærmeste “Echoes” kommer på at have et hit af en slags.
Alt i alt er “Echoes” et spraglet, syntetisk album med en organisk varme hentet fra såvel de caribiske øer som det afrikanske moderland. Det er et album, der nok har sine tidstypiske træk i form af synth- og MIDI-lyde, samt de typiske og dog ikke helt Phil-Collins-går-amok-med-rumklang-agtige trommer, men albummets store gevinst er dets komplet egenrådighed, den twistede varme lyd og den genrenedsmeltende legesyge, der skaber momenter af uforvarende musikalske forvarsler om den lyd, vi finder mange steder i dag på tværs af det musikalske landkort.
“Echoes” udkom i 1984 via Island Records, og blev senest genoptrykt på vinyl via Music on Vinyl i 2016.
