Woo – Stadiet mellem legesyge og meditation
Det glemte guld – en serie af Mikkel A. Kongstad
I snart 30 år har de engelske Ives-brødre, Mark og Clive udforsket stedet mellem legesyge genrenedsmeltninger og meditativ musik. Hvad der umiddelbart lyder som et oxymoron, er dog alt andet end en omgang indre konflikt sat på lyd. I stedet er resultatet et sært dragende mix af medrivende minimalistiske krøller og beroligende landskaber. Alt sammen med et herligt twist af venlighed og lun humor, der fortæller at Woo vil dig det absolut bedste.
Gudskelov fik Drag City i 2012 den glimrende idé, at genoptrykke Woo’s mesterstykke fra 1989, ”It’s Cosy Inside”. Og det er derfor jeg skriver til dig nu. For at fortælle dig, at dette produkt, der altså er blevet lanceret af to omgange, i 1989 og 2012, forsat fortjener al den opmærksomhed, det endnu mangler til fulde at få.
Ifølge Ives-brødrene selv laver Woo “indie electronic new age for meditation, relaxation, yoga & shiatsu.” Og det kan man så egentlig ikke rigtigt anfægte. Musikken fremstår med en stuevarm elektro-akustisk spiritualitet eller som zen-ritualistisk synth-folk fra dengang cyberspace mere eller mindre udelukkende var et fænomen hentet fra William Gibsons forfatterskab. Det er en af den slags musikalske produkter, der formår at gøre det sære underskønt og selvfølgeligt, samtidig med det masserer din sjæl med lige dele humor og sjæleomsluttende nærvær.
Der er sikkert mange måder, at komme omkring dette album på, men uanset hvordan, kommer du ikke udenom dets fantastiske natur, der er lige dele overnaturlig og underjordisk. Let-boblende sci-fi møder det drømmende og organiske i et værk, der trækker tråde fra alt fra folk, jazz, new age og electro til klassisk, minimalisme og ambient. Et forunderligt mix af Brian Eno, Sun Araw, Cluster, Penguin Café Orchestra og Sung Tongs-æra Animal Collective.
Jeg er ikke meget for at skille et perfekt sammenhængende album ad og fremhæve enkelte numre, men hvis du partout skal starte med en enkelt skæring, så lad det være enten den undervandsboblende og Brian Eno’ske ”Water Drum” eller den forførende, electro-folkede new age-skæring ”Wallpaper”.
