Passive/Aggressive

Your Planet Is Next – Svensk excentriker forener vemod og komik

Kritik February 8 2018, af emilgrarup

your planet is next
“Laid Back” Your Planet Is Next (Studio Barnhus, 2017) – anmeldelse af Emil Grarup

Bag aliaset Your Planet Is Next gemmer sig stockholmeren Arvid Wretman. Under dette alias har han tidligere udgivet en række EP’er på labels som tyske Klasse Wrecks, britiske Acid Waxa og svenske Studio Barnhus, samt en LP på ligeledes britiske Opal Tapes. Særligt samarbejderne med Studio Barnhus fra hjembyen Stockholm, hvorpå EP’en “YPIN” (2016) er udkommet, og med Opal Tapes, hvorfra LP’en “Virgo Moon” (2016) stammer, har i min optik været enormt vellykkede. Det er derfor glædeligt at det også er på Studio Barnhus, at Wretmans nyeste udspil som Your Planet Is Next, “Laid Back”, er blevet udgivet.

Generelt er Studio Barnhus et label, som er værd at tjekke ud, da de især inden for housegenren er en af de mest eksperimenterende og stilistisk sikre labels i Skandinavien lige nu: Den utroligt produktive houseproducer Baba Stiltz og selskabets tre grundlæggere Pedrodollar/Petter Nordkvist Kornel Kovács og Axel Boman er garanter for dansabel og eksperimenterede house-udspil i hobetal.

“Laid Back” udkom d. 27 november 2017 og består af fire numre: “Laid Back”, “High Filedity”, “Youngman” og “Some Sounds”. Stilen er lig både “Virgo Moon” og “YPIN” udsyrede, lo-fi-klingende variationer over acid house og synthpop og karakteriseres ved sine 303-squelches, programmerede trommebeats og Wretmans underligt melankolske, repetitive croonervokal. Titelnummeret er med sit tørre 808-beat, sin lavmælte 303-baslinje og uptempo-synthesizer-sekvens en ret intens blanding af acid house og deep house. “High Filedity” har mange af de samme kvaliteter, men får på grund af et mere varieret synthesizer-mønster et mere legende, mindre deadpan-agtigt udtryk, hvilket klart er klædeligt.

Det er dog de to sidste numre, der for alvor gør EP’en interessant. “Youngman” indledes af det messende refræn “Young man on acid/thought he could fly” over en tung 4/4 kickdrum. Hurtigt afløses denne dog af et hidsigt breakbeat, der resten af tracket spilles mod den selvfølgelige TB303-synthlinje, hvilket giver nummeret et intenst, raveagtigt præg. “Some Sounds” er udgivelsens sidste track og her mærkes stemningen klart anderledes: trommesetuppet er spartansk og lyder (i modsætning til på de andre tracks), som om det er analogt optaget med kun hi-hat, kick og snare. Melodilinjen klinger simpelt og køligt mod optagelser af havets bølger, der langsomt nærmer sig og trækker sig tilbage fra en strandbred, mens mågeskrig høres lavmælt i baggrunden og Wretman nærmest apatisk synger linjerne “Some sounds are cuter than others/Some sounds are just made for lovers”. Denne lidt sketchy kærlighedshymne er underligt nok EP’ens mest interessante track, hvilket i høj grad kan tilskrives at kontrasten mellem dets klassiske houseforløb og de små-kitschede strandoptagelser kombineret med det akavet-romantiske refræn skaber en stemning, der på sin egen måde er både komisk og vemodig. I min optik en ret stor bedrift.

Det giver god mening at se “Laid Back” som en kulmination på Wretmans to udgivelser fra 2016, “YPIN” og “Virgo Moon”. “YPIN” er ligesom “Laid Back” en EP på fire numre, men er i højere grad præget af inspiration fra både disco og funk. Selvom den dog stadig indeholder klare elementer fra acid house. “YPIN” er måske den af Wretmans udgivelser, hvor vokalen fylder mest: Her er der snarere tale om egentlige vokalforløb end simple hooks, hvilket peger tilbage på en mere klassisk disco- og house-tradition. Dette kan især høres på “Believe” og “Do You Wanna Freak”, som mest af alt lyder som hvis John Maus’ havde en svensk tvilling med en sær forkærlighed for eurodance.

I en helt anden grøft finder man LP’en  “Virgo Moon”, hvor inspirationen fra acid house fremstår meget tydeligere. På “Virgo Moon” spiller vokalen slet ikke lige så stor en rolle. I stedet er der tale om tempofyldte, rå og minimalistiske tracks, således at man både at drage paralleller til ligeledes Opal Tapes-affilierede kunstnere som Karen Gwyer og Patricia og deres mørke klangunivers , men også til detroit-pionererne Drexciyas kantede analogtechno med hensyn til struktur og forløb.

Hvad der er særligt ved”Laid Back” er altså at disse to stilretninger forenes: “Virgo Moons” grove, mørke rytmik og “YPINs” nærmest kitschede popsensibilitet morphes til en sammenhængende helhed, hvilket efterlader “Laid Back” som et ganske godt bud på elektronisk musik anno 2018, der formår at være seriøst poppet og seriøst udfordrende på samme tid.

Info: “Laid Back” udkom på Studio Barnhus i november 2017, “YPIN” udkom på Studio Barnhus i 2016 og “Virgo Moon” på Opal Tapes, også i 2016.