Et funky syretrip på Den Anatolske Højslette med Selda Bağcan, Barış Manço & Erkin Koray
Af Mads Kjeldgaard
1970’erne var en vild tid for hele verden. I USA peakede funk- og soulmusikken med sine synkoperede trommerytmer og James Brown som Messias. Hippier verden over skvulpede rundt i LSD-branderter, der ikke kun udvidede den enkelte hippies bevidsthed, men også musikkens som sådan. Samtidig blev synthesizere mere og mere almindelige, og elektronisk musik blev populærkultur.
I Tyrkiet var det først og fremmest et årti præget af militærkup, økonomisk krise og politisk tumult. Men også af en enestående musikalsk innovation, viser det sig. Lytter man til tyrkisk musik fra perioden, vil man opleve, at funken, LSD’en og den elektroniske musik mødes i en særlig tyrkisk variant, der smager lige så meget af anatolsk højslette som af psykedeliske frimærker.
I mangel af bedre genrebetegnelse kalder jeg det tyrkisk syrefunk, selv om der både er spor af progrock, psych, jazz, folkemusik og soul, og man sikkert kunne argumentere for, at det skulle hedde alt muligt andet.
Alt andet lige er den tyrkiske funk en lyd, der ikke forsøger at være andet end det, den er: fuldstændig særegent syret og ærketyrkisk melankolsk. Netop derfor gemmer der sig vilde lytteoplevelser i 1970’ernes Tyrkiet, som man ikke må snyde sig selv for.
Hermed en hurtig introduktion til tre af mine yndlingsfigurer inden for tyrkisk syrefunk.
Selda Bağcan
Selda Bağcan er den vigtigste. Hun udgav i 1976 et album, der slet og ret hed “Selda”. Albummet spænder vidt – fra tromlende guitarriff og hårde trommer på “Ince Ince” til en næsten G Funk-agtig keyboardmelodi på højslette-hyldesten “Yaylalar”. Og i centrum for det hele er Selda, der synger som afhænger hendes liv af det (hvilket det også kom til efter militærkuppet i 1980). Mange af sangene fra albummet er blevet samplet i flere sammenhænge – bl.a. af danske Den Sorte Skole på deres “Lektion #2” fra 2008.
Barış Manço
Barış Manço lignede Lemmy fra Motörhead med sit lange, mørke hår og markante trucker-skæg (og han bar endda en kappe på flere af sine pladecovers). I 1970’erne var han kendt dels som musiker, dels som kendt offentlig person i bl.a. børne-tv og komediefilm.
Barış Manço havde stor indflydelse på sin samtids musikere – og inspirerede bl.a. Selda Bağcan – med et væld af vilde albums. Han var kendt for at spille anatolsk rock, men midt i 1970’erne tog hans musik en funky og syret drejning med det futuristiske hovedværk “2023” (1975). “2023” er kort sagt et sonisk syretrip af et album, et sammensurium af spoken word og vandplask, B-films-agtige keyboardlyde og -melodier, hård funk og tyrkisk melankoli.
Erkin Koray
Erkin Koray var Tyrkiets måske fremmeste psychrock-musiker. Ifølge Wikipedia var han den første, der spillede rock’n’roll i Tyrkiet, og selv samme kilde fortæller, at han var en så kontroversiel figur i datiden, at han på et tidspunkt blev stukket ned for at have for langt hår.
Erkin Koray repræsenterer primært psychrock, men jeg kan alligevel ikke lade være med at nævne ham, fordi han flere gange bevægede sig ind på mere funky territorier. Blandt andet med nedenstående sang (som den vakse lytter måske genkender fra Gonjasufis “Kobwebz”). Af albums kan anbefales både “Erkin Koray” (1973) og “Elektronik Türküler” (1974).
