Passive/Aggressive

Mixtape – Da fuzzguitaren kom til Istanbul

March 15 2013

Af Emil Thorenfeldt

Med Tyrkiets progressive og relativt vestligt orienterede politiske historie taget i betragtning er det intet under, at grupper som The Shadows, The Beatles og The Rolling Stones vandt stort indpas blandt den tyrkiske ungdom i 1960erne. Hvad måske kan overraske er, at rockmusikkens stigende popularitet førte til nationale kulturkampagner, hvis formål var at fremme den spirende anatolske rock, der bedst kan karakteriseres som en fusion af europæisk/amerikansk beatmusik og traditionel tyrkisk og osmannisk folkemusik, og som spænder fra spraglende acid folk over pop-pasticher til syre-funk og andre nichegenrer.

Hürriyet, et af Tyrkiets mest læste dagblade, udskrev mellem 1965 og 1968 den årlige konkurrence Altin Mikrofon (Den Gyldne Mikrofon), der skulle blive affyringsrampe for en lang række tyrkiske nationalklenodier. Desværre var der langt mellem lydstudierne i slut-60ernes Tyrkiet, hvilket betød at selv tidens mest populære livebands for det meste måtte nøjes med sporadisk at udgive 7’’-singler. Post-årtusindeskiftets globale musikarkæologi-trip er dog heldigvis også nået forbi Tyrkiet, og takket være pladeselskaber som Finders Keepers, Bacchus Archives, Shadoks, Guerssen og Bouzouki Joe er det i dag muligt at få stillet sin trang til mellemøstlige melodier i vestlige klæder gennem et væld af genudgivelser og singleopsamlinger. Følgende mix er en ufyldestgørende introduktion til en række af de vigtigste og bedste tyrkiske kunstnere fra perioden 1965 til 1979 der forhåbentlig kan give anledning til en dybere undersøgelse af den tyrkiske musikskat.

1. Cem Karaca ve Apaşlar – Gılgamış (1969, Ayrılık Günümüz 7”)
Den store folkehelt Karaca tager en hvilepause og giver sin backinggruppe mulighed for at skeje ud på dette vidunderligt kraut’ede psych-funk-nummer. Gılgamış var blot en b-side men blev alligevel et hit i Tyskland, hvor man forestiller sig at Jaki Liebezeit og Holger Czukay har nikket anderkendende til den messende rytmesektion.

2. Mustafa Özkent ve Orkestrası – Burçak (1973, Gençlik Ile Elele LP)
Et studie i opbygningen af et funknummer. Elementer af jazz og syre i skøn forening med den buldrende trommerytme.

3. 3 Hür-El – Ömür Biter Yol Bitmez (1974, Hürel Arsivi LP)
Tre brødre, tre neckbeards, én dobbelthalset guitar og ét riff. Måske Tyrkiets svar på Cream. Hürel Arsivi veksler mellem perfekt pop, sjælere, prog-folk og funknumre som dette.

4. Barış Manço & Kaygısızlar – Trip (Fairground) (1968, Karanlıkların İçinde 7”)
Efter en række hits med alt fra franske viser (tjek bl.a. hittet Il Arrivera) til twist kaster Manço sig her over et US psych-inspireret popnummer. Kaygısızlar bestod af Mazhar Alanson og Fuat Güner, der senere brød igennem under navnene Mazhar ve Fuat og MFÖ.

5. Erkin Koray – Inat (1974, Elektronik Türküler LP)
Kendt som Tyrkiets svar på Jimi Hendrix og manden der har fået æren for at bringe rockmusikken til Tyrkiet i slut-50erne. Hans første fire plader er alle anbefalelsesværdige og trækker på et væld af inspirationer fra østen og vesten.

6. Grup Bunalım – Bir Dünya da Bana Ver (ca. 1969-1972, ?)
“God, they were crazy! Running all nude down the Istiklal Street, psychedelic light shows, crazy paintings all over the stage wall and screaming of “LSD!  LSD!” in their live shows.” Et af de få bands der præsterede at være for underlige og undergrundsagtige til at blive en del af den nationale bølge, hvilket man fint forstår når man hører den kaotiske intro til Bir Dünya da Bana Ver.

7. Ersen ve Kardaşlar – Metelik (1974, Metelik 7”)
Et typisk arabesque-nummer drevet af en bağlama-melodi med et tungt lag fuzz-guitar oveni. Ersen arbejdede mest med Dadaşlar men hans 7”-singler med Kardaşlar er blandt hans fineste udgivelser.

8. Erkin Koray & Ter – Hör Görme Garibi (1972, Hör Görme Garibi 7”)
Med medlemmer fra førnævnte Bunalım og selvfølgelig Korays karakteristiske syreguitar. Supergruppen nåede kun at udgive dette fantastiske garage/psych-cover af et stort arabesque-hit inden pladeselskabet droppede dem pga. den alt for smadrede og rebelske lyd.

9. Cem Karaca ve Apaşlar – Suya Giden Allı Gelin (1967, Ümit Tarlaları EP)
Et ligeud-ad-landevejen rock’n’roll-nummer med tekst fra det 17. århundrede af den osmanniske folkepoet Karacaoğlan. Skrigende guitarer som backdrop for Karacas kraftige og gennemtrængende vokal.

10. Edip Akbayram ve Dostlar – Yakar Inceden Inceden (1974, Edip Akbayram LP)
Den klassiske anatolske rocklyd; tyrkisk folkemusik møder wah- og fuzzguitarer mens Akbayrams vokal skiftevis klager og messer.

11. Selda Bağcan – Meydan Sizindir (1976, Türkülerimiz 2 LP)
Da Tyrkiets Joan Baez gik elektrisk i midt-70erne med hjælp fra bl.a. Dadaşlar var det med blandet held. Türkülerimiz-pladerne var kommercielle – og kunstneriske! – kæmpesucceser, men den øgede eksponering af Seldas stærkt politiske sange førte til megen tumult og endte med at Selda måtte tilbringe tre år i fængsel.