Zimoun – Et nøje kalibreret kaos
Reportage af Sebastian Edin
“Jeg vil gerne finde ind til tomrummet mellem mulighederne,” forklarer den schweiziske lyd- og installationskunstner Zimoun, flankeret af en videodokumentation af sit værk “250 prepared ac-motors, 325kg roof laths, 1.8km rope” fra 2015. De omtrent 60 personer, som er mødt op ved Aarhus Universitets Kasernescene, mødes klangligt af en uophørlig sværm af hule, perkussive accelerandos, da de mange taglægter skiftevis hejses op imod loftet og falder til gulvet i den betragtelige industrihal, hvor værket er installeret. Det er hovedsagligt variationer over dette centrale tema, som dagen og de værker, Zimoun præsenterer, kredser om; simple elementer og processer, som gennem multipliceret repetition tilstræber en stor kompleksitet.
Der skabes i mange af Zimouns værker et kraftigt spændingsfelt mellem det kaotiske og det ordnede. Det uhyre polerede, stundom meget stramme visuelle udtryk, danner igen og igen ramme for klangverdener, som nærmest kun kan beskrives som højst turbulente (om end homogene) teksturelle masser. Der er dog slet ikke tale om tilfældige udfald; Zimoun nævner, at der i løbet af et værks skabelsesproces kan indgå op imod 30 prototyper, inden han og hans otte-mands-team af assistenter og ingeniører finder det korrekte samspil mellem teknologisk apparatur og de aktuelle materialer. Det er altså en form for nøje kalibreret kaos, som møder tilskueren i det endelige værk.
Jeg læser i Zimouns beskrivelse af sin arbejdsprocess en slags stræben efter størst mulig dynamik med mindst muligt manuelt input. Man finder som regel ikke micro-computere eller MIDI-styrede enheder i hans værker (kun et enkelt værk på kunstnerens hjemmeside lister controllers og software blandt de brugte materialer). De tidslige processer er, skønt efter en omhyggelig balancerings-proces, betroet elektriske motorer, materialer og tyngdekraft. “Jeg er ikke interesset i at være prime mover”, siger Zimoun om ræsonnementet bag den simple teknologi. “Jeg vil derhen, hvor de resulterende processer bliver interessante i sig selv”. Han nævner flere gange i løbet af sit oplæg jagten på de tilsyneladende organiske processer, et ønske om at iscenesætte nærmest naturlige forløb — manifesteret i de undseelige industrielle objekter, som danner det materielle fundament i kunstnerens praksis.
Dette leder os hen til Zimouns valg af materialer. En hurtig scanning af hans værk-titler (som overordnet set ikke gør andet end at opremse mængden og typen af materialer brugt til det pågældende værk) kan se således ud: 478 præparerede dc-motorer. 97 polysiloxane-slanger. 2000 pap-kartoner 70x70cm. En toluenbeholder. 31,5 kg indpakningspapir. 1,8 km reb. 36 ventilatorer. 98 m2 polyethylenfolie. 515 bomuldsbolde. 30.000 plastikposer. 250 elektromagneter.
Listen kan gøres langt længere, men pointen er nok klar: Der er tale om industrielle, masseproducerede materialer, som i høj grad omgiver og indrammer vores hverdag. Valget af disse materialer forekommer mig temmelig naturligt og peger tilbage mod konflikten mellem det stramt ordnede og det uigennemskueligt kaotiske. Der sker noget helt særligt, når man for et øjeblik lader sig fortrylle af et værk som “36 ventilators, 4,7 m3 packing chips”. Den motoriserede vind og den dansant tumlende indpakningsplastik katalyserer noget, jeg kun kan beskrive som en slags syntese: en syntese mellem det sterilt industrielle og noget livssprudlende organisk. Jeg er som regel ikke alt for glad for at bruge termer som hverdagsmagi for at beskrive oplevelsen af et kunstværk, men jeg henviser således læseren til nedenstående video og håber, at jeg vil kunne tilgives denne momentane esoterisme.
Man vil unægteligt komme til at mangle den kropslige tilstedeværelse og sanselighed, når man skriver om installationskunst ud fra de tanker og refleksioner, man nu kan gøre sig gennem videodokumentationer og et to-timers foredrag. Man bliver nødt til at tage højde for, at man faktisk ikke rigtigt har oplevet de pågældende værker fuldt ud. Installationskunst skal altid opleves til stede, da det er i denne altomsluttende form, kunstneren har sat sit værk i verden. Heldigvis vil der i 2017 være mulighed for med både krop og sind at erfare et af Zimouns værker her i Danmark, da kunstneren vil skabe et værk i anledning af Aarhus Universitets kulturhovedstadsprojekt “The OverHEARD”. Den præcise lokation er endnu ikke bestemt, men jeg kan ikke andet end at se frem mod det endelige resultat og føjer værket til listen over 2017’s must sees.
En længere video-kompilation af Zimouns lydinstallationer er at finde på hans hjemmeside, zimoun.net.
Info: Zimoun gæstede i starten af marts Kasernescenen på Aarhus Universitet, hvor han præsenterede et åbent oplæg om sit kunstneriske virke samt en række udvalgte værker. Dette fandt sted i anledningen af Zimouns medvirken i Aarhus Universitets 2017-projekt “The OverHEARD”. Hans værker er for nylig blevet udstillet på blandt andet Nam June Paik Art Museum i Korea, Kuandu Museum of Fine Arts i Taipei, Ringling Museum of Art i Florida samt på Click Festival i Helsingør. Alle citater er oversat fra engelsk af skribenten.
