Passive/Aggressive

Pere Oliver Jørgens – Helt ude i skoven med fri nordsjællandsk stammemusik

Blog Kritik March 21 2016 jorgensen

P. O. Jørgens “Traditional Music from the POJ Tribe – Nordsjælland” – Anmeldelse af Sandra S. Borch. Foto: Ninth World Music

Denne plade rummer historien om en enmandshær udrustet med tonsvis af percussion og på udforskningsekspedition efter rumklang. En plade, der såvel er optaget inde i monumentale bygninger som ude i skoven. Det er således en plade, der går langt ud over traditionelle studieoptagelser.

Pere Oliver Jørgens eller Peter Ole Jørgensen eller bare POJ har i mere end 30 år været en definerende karakter på den improvisatoriske musikscene, hvor han bl.a. har udgivet en stor mængde musik på sit eget selskab Ninth World Music. Han har spillet sammen med tunge free-drenge som Peter Brötzmann (The Wild Man’s Band), Mats Gustafsson (Torden Kvartetten) og Herb Robertson (Mokuto). Og derudover har han også arbejdet med kompositioner for lydskulpturer, og det er mere dette repertoire, vi bevæger os i med POJs seneste udgivelse.

Albummet “Traditional Music from the POJ Tribe – Nordsjælland” består af 25 optagelser fra 25 forskellige steder i Nordsjælland. Hvert nummer er et forsøg på at konstruere et stedspecifikt ritual, som giver stedet en ny fortolkningsmulighed og en ny identitet ved at lade gonger, klokker og bjælder dominere lydbilledet frem for rummets normallyde.

Pladen er i sin totale længde knap en time lang. Jeg nævner ikke dette, fordi den er for kort eller for lang – men fordi tid lader til at være et dominerende element i pladens komposition. Numrene varierer vanvittig meget i deres længde, hvilket er med til at holde en form for tempo og sikre pladens udvikling. Denne udvikling understreges også ved pladens opbygning som en form for anti-kontinuum, hvor der på ingen måde er sammenhæng eller bløde overgange mellem numrene. Men derimod fremstår de i tilfældig rækkefølge, og man bliver revet rund i Nordsjællands landskab fra “Kirkeskovens” raslende zen til “Rådvads” semi-irriterende trutten.

Der, hvor pladen er bedst, er så at sige i mellemrummet. Det er interessant lytning at skelne mellem rumklang i de forskellige numre, som afslører de forskellige lokaliteter, hvor de er indspillet. Det er her, hvor lydene får lov til at vibrere i rummet, og man som lytter kan fornemme, hvilket rum POJ og hans arsenal af instrumenter opbygger. Især på nummeret “Nødbohuse”, som er blandt albummets fineste, konstrueres der en spatial fornemmelse af metallisk karakter, der domineres af cirkulære, mekaniske bevægelser. På nummeret “Sletten” skabes der en dyb, grottelignende atmosfære, og nummeret er mere dystert i sit udtryk end pladens øvrige numre. POJ skifter konstant lokalitet som pladens grundlag for eksistens, og det kan man tydeligt høre på numrenes klang. Og når først ørerne opdager dette, bliver pladen, der ellers er lidt monoton og stille, meget spændende at lytte til. Jeg hylder POJs fremgangsmetode og hans valg om at gå ud over optagelse i studiet og på jagt efter naturlig rumklang i Nordsjælland.

Albummet har derfor lige så meget karakter af et eksperiment og er nok nærmere et eksempel på soundscape-komposition dog med omvendt fortegn. I stedet for at lade reallyde fra hverdagen indgå i en musikalsk komposition lader POJ rammer fra hverdagen indgå i sin musikalske komposition. Jeg synes godt, at man kan drage paralleller til f.eks. det (u)kendte John Cage-værk “Williams Mix” fra 1953, hvor Cage bruger korte fragmenter af optagelser med reallyde til at skabe en ekstrem tætpakket lydcollage med en overvældende mængde af sonisk information afspillet i tilfældig rækkefølge. På samme måde er POJs udgivelse en tætpakket lydcollage med percussions og realrum i tilfældig rækkefølge – om end knap så overvældende.

“Nordsjælland” har en gennemgående lyd af energi, glimt af rytme og noget indre indsigt. Vi er blevet fucket en del rundt med på klubben; måske har vi brug for lidt sjov med gong i skoven?

Info: “Traditional Music from the POJ Tribe – Nordsjælland” er ude nu på Ninth World Music/DME.