Lars Lundehave Hansen – Vrangen ud på ambientskabelonen
På sit første album under eget navn vender Lars Lundehave Hansen (bl.a. Wäldchengarten) mange ting på hovedet. Selv betegner han musikken som ambient, men der er uvant megen dynamik i de punk-korte numre.
Lars Lundehave Hansen ”Terminal Velocity” (Tonometer, 2016) – anmeldelse af Mikkel Arre
Hvad kendetegner ambientmusik? Og hvordan lytter man til det? De to spørgsmål rejser Lars Lundehave Hansen på sit første soloalbum. Han har i mere end 15 år været en prominent skikkelse på noisescenen – især via duoen Wäldchengarten – og er senest blevet en del af selskabet Tonometer, der i år er krøbet ud af sit hi efter en længere dvale.
Albummet ”Terminal Velocity” sætter i den grad fokus på ambientgenrens rammer og traditioner, fordi Lundehave Hansen vender en masse ting på hovedet. Både når det gælder varighed, struktur og dynamik, bryder albummet med de gængse forventninger til musik, som kunstneren selv kalder ”atmosfærisk ambient”.
”Terminal Velocity” benytter sig ganske vist af et klangunivers, der er knyttet til (den mere krasse del af) ambientgenren. Men med 21 numre på 43 minutter afviger Lundehave Hansen fuldstændig fra den langstrakte dvælen, der ofte kendetegner genrefeltet. Til sammenligning brugte den seneste fuldlængdeudgivelse fra Wäldchengarten nogenlunde den samme tid på at nå igennem blot tre numre.
Blot et enkelt nummer på “Terminal Velocity” kryber op over tre minutter (afslutningsnummeret “Not Everything Is Going to Be All Right”, hvis titel er sigende for albummets grundstemning), og Lars Lundehave Hansen bryder således med ambientnormerne ved at præsentere en stribe korte, sine steder nærmest vignet-agtige numre. Bruddet bliver desto mere markant af, at de forskellige stykker ikke hænger sammen. Tværtimod er overgangene så abrupte, at de kan lyde som en bevidst kommentar til en af de velkendte programerklæringer for ambientgenren. Ifølge Brian Eno er ambient en form for musik ”[that can be] actively listened to with attention or as easily ignored, depending on the choice of the listener”. Med sine skarpe skift kommer ”Terminal Velocity” stensikkert aldrig til at fungere som et lydtapet.
Men selv om numrene er ganske afmålte, sker der meget undervejs. Lars Lundehave Hansen markerer sine kompositioner tydeligere, end man normalt oplever i grænsezonen mellem ambient og noise: Der er ofte en klar struktur med to eller tre dele, der hver især adskiller sig fra hinanden. ”Brittle Forces” åbner f.eks. skingert og dundrende med hyletone i den ene stereokanal og forvrænget guitar i den anden. Efter et minut bliver guitarangrebet afløst af overtoner, der stadig er urovækkende, men på en anderledes tilbageholdt måde – lige indtil guitarstøjen dukker op igen. Alt sammen i løbet af 2 minutter og 17 sekunder. Det er, som om det komprimerede format ikke bare accelererer forandringernes tempo, men også gør dem voldsommere. Hvert enkelt nummer fungerer nærmest som et fortættet drama, hvor man ved begyndelsen ingen idé har om, hvor slutningen vil føre én hen. Og når Lundehave Hansen for en sjælden gangs skyld holder fast i en skrabet melodi og en akkordrække og lader dem rulle – som han gør i ”Hard Light in Solid Gold” – stopper han nummeret, så snart man som lytter har nået at tænke, at det vil være rart at lytte til dette i nogle minutter.
Også når man ser på pladen som helhed, er der en betydelig variation fra nummer til nummer – som når det tågede og susende ”Burst” giver plads til ”The Slow Receiver”, hvor et prikkende beat og en medfølgende bas giver et uvant rytmisk præg og en sjælden fremdrift.
Som nævnt tvinger den opbrudte form én til at lytte ordentligt, hvis man vil have udbytte af ”Terminal Velocity”. Og når man nærlytter, opdager man, hvor kolossalt indgående Lars Lundehave Hansen har arbejdet med teksturer og detaljer. Det er helt på sin plads, at han selv beskriver sin lyd som “ultra high fidelity”. Klangflader, melodistumper og støjkilder er hele tiden under forandring, og mange elementer er så finkornede og stoflige, at man som lytter har oplevelsen af at kunne bevæge sig rundt om lyden i tre dimensioner. Desuden er en række feltoptagelser masseret så dybt ind, at det kan tage adskillige gennemlytninger overhovedet at opdage dem.
At man skal lytte så intenst, gør også pladen krævende. Der er mange indtryk at bearbejde, og selv om pladen end ikke varer tre kvarter, ville den næppe være blevet ringere af at være blevet beskåret en anelse. 21 forskellige komprimerede lydlandskaber med hver deres klang og hver deres benspænd for lytteren er i hvert fald rigeligt for mig at skulle samle mig om. Men det siger måske mest om, hvor magelig man kan blive af alle de mange ambientudgivelser, der stiller sig tilfredse med ikke at få lytterens fulde opmærksomhed?
Så hvad kendetegner egentlig ambientmusik? Og hvordan lytter man til det? Det giver ”Terminal Velocity” ingen færdige svar på, men albummet tvinger én til at lytte så koncentreret, at man får et strålende afsæt for selv at reflektere over spørgsmålene.
Info: ”Terminal Velocity” er udkommet på Tonometer. Jacob Kirkegaard og Christian Skjødt optræder sammen med Lars Lundehave Hansen på Radar i Aarhus lørdag d. 22. oktober. (RSVP)
