Klaus Krüger – En luftbro ud af den ambiente berlinerskole
Klaus Krüger “Zwischenmischung” (Innovative Communication, 1982) – af Mikkel Kongstad.
Ugens album er vaskeægte glemt guld fra berlinerskolens muld. Klaus Schulzes legendariske Innovative Communication-label inkluderer et omfattende katalog af organisk, mekanisk musik i grænselandet mellem ambient, new age, techno og alskens elektronisk musik. Ud over Schulzes egne udgivelser er navne som Software, Robert Schröder, Baffo Banfi og Clara Mondshine ofte nogle af de første, der fremhæves, når man skal eksemplificere det tyske labels helt særegne, ideologiske lydverden af new age-tankegods og kosmische musik parret med proto-techno-mekanik og computerkærlighed. Men den måske største skat i Innovative Communications bagkatalog er Klaus Krügers “Zwischenmischung”.
Trommeslageren Klaus Krüger, der kortvarigt var medlem af Tangerine Dream og bl.a. har spillet med Iggy Pop, begår med “Zeischenmischung” et beat-orienteret lydtapet, der med sin mere muskuløse lyd trækker Innovative Communications signaturlyd tættere på Neue Deutsche Welle end på new age.
På samme måde kan Krügers motorik-beats parret med ambiente vibes siges at bringe den mere ambiente berlinerskole tættere på düsseldorferskolens percussive og rytmisk orienterede lyd (Can, Kraftwerk, etc.). “Zwischenmischung” er på mange måder en særlig sonisk brobygning mellem tidens toner i hhv. Berlin og Düsseldorf, der med sin parring af tankegods på tværs af de musikalske skoler skaber en helt egen verden af lyd, hvor det organiske og det mekaniske glider naturligt sammen.
Trommer, synths og en lille smule Manuel Göttsching på guitar. Mere skal der ikke til for at skabe et stort album, der på alle måder bør stå lige ved siden af Can, Kraftwerk, Tangerine Dream, Ashra og Klaus Schulze i din samling af geniale tyskere.
Info: Klaus Krüger “Zwischenmischung” udkom i 1982 og er (endnu) ikke genoptrykt.